Forræder UK
Skal du se den britiske version af Forræder? © Studio Lambert/All3Media International/TV 2

Den danske udgave af Forræder er snart slut – her er det næste program, du kan kaste dig over

Kan du heller ikke få nok af Forræder?

12. september 2023 af Henny Müller Dahl

Igennem de seneste mange uger har vi troligt fulgt med hver fredag, når Forrædere og Loyale igen og igen er mødtes ved Det Runde Bord i den danske udgave af Forræder. I programmet skal en række kendte danskere, såsom Julia Sofia Aastrup, Sarah Mahfoud, Johannes Nymark og Christian Grau, kæmpe om at overbevise hinanden om, at de er Loyale, mens nogle af spillerne – Forræderne – i virkeligheden mødes i smug efter mørkets frembrud. 

Fredag i denne uge finder vi ud af, hvem der løber med præmien i Forræder. Vi kan umuligt være de eneste, der er helt overraskede over, at det pludselig er finaletid, og vi er næsten helt kede af, at vores yndlingsfredagsunderholdning snart er overstået kapitel. Men der er heldigvis kommet et lille plaster på såret: De første episoder af den britiske udgave af Forræder er nemlig landet på TV2 Play. 

Claudia Winkleman
Claudia Winkleman er vært på Forræder UK. © Studio Lambert/All3Media International/TV 2

Nye episoder udgives hver mandag 

Allerede her inden den danske finale er der altså landet to episoder af Forræder UK på TV2 Play, og de næste mange uger bliver vores mandage lidt bedre, for denne dag lander der nye episoder. Forræder UK, der oprindeligt hedder Traitors, sendes også på TV2 Echo mandag aften klokken 21:15. 

I denne britiske udgave hedder værten Claudia Winkleman, og på et slot i Skotland tager hun imod 22 personer, der, ligesom i den danske version, skal snyde hinanden i jagten på den endelige præmie. Der udkommer i alt 12 episoder af den britiske udgave, og vi glæder os virkelig til at følge med!