The Queens Gambit på Netflix
Har du stadig ikke set The Queens Gambit, er der en masse grunde til, hvorfor du burde gå i gang.© CHARLIE GRAY/NETFLIX

6 grunde til, at du skal se den nye Netflix-serie The Queens Gambit

Hvem havde troet, at skak skulle blive vores nye yndlingsinteresse?

13. november 2020 af Henny Müller Dahl

The Queens Gambit er en af de mest populære serier i øjeblikket, og vi forstår godt, hvorfor verden går amok over denne nye Netflix-kreation, der handler om en ung, kvindelig skakspiller. 

I Netflix-serien følger vi skakspilleren Beth Harmon, der i de første episoder er en lille forældreløs pige, der vokser op på et børnehjem. Her opdager hun, gennem et tilfældigt møde, sine helt fantastiske evner til at spille skak, og hun bliver hurtigt besat af det ternede bræt og de tilhørende sorte og hvide brikker. 

Hvis du endnu ikke har set den fantastiske serie, har vi her samlet syv gode grunde til, at The Queens Gambit skal være dit næste serie-fix. 

Netflix originals serien The Queens Gambit
Skal The Queens Gambit også være din nye yndlingsserie? © PHIL BRAY/NETFLIX

1. Du får en interesse for skak, som du aldrig har vidst, at du havde 

Vi indrømmer gerne, at vi aldrig havde troet, at vi nogensinde ville komme til at sidde på kanten af sofaen over en serie, der handler om skak. Men det var alligevel præcis det, der skete, da vi så The Queens Gambit. Du bliver forbløffet over, hvor spændende spillet faktisk er, og der er en chance for, at du selv får lyst til at bestille et skakbræt hjem. 

2. Du kommer til at lære de sejeste skak-udtryk 

Okay, vi siger ikke, at vi nødvendigvis har helt styr på den komplekse skak-terminologi, men vores ordforråd er i hvert fald blevet udvidet markant af at se The Queens Gambit. Til næste familiefødselsdag kan du prale med at kende skak-begreber såsom ‘tunge og lette officerer’, ‘bondestorme’ og ‘sicilianske åbninger’, og du har også helt styr på, hvordan både tårn og springere rykkes. 

3. Du bliver mundlam over Anya Taylor-Joys fantastiske præstation 

Den yndige skuespillerinde gør det SÅ godt i hovedrollen som Beth Harmon. Hun formår at portrættere alle de rigtige følelser, og det siger ikke så lidt – for Beth Harmons liv er noget af en rutsjebanetur. 

Anya Taylor-Joy i The Queens Gambit
Smukke Anya Taylor Joy som Beth Harmon i The Queens Gambit.

4. Du kommer til at se en underdog blomstre 

... og hvem elsker ikke det? Vi synes, Beth Harmon er virkelig sej, fordi hun vælger at følge sin passion, selvom hun, som en af de få kvindelige skakspillere, møder mange hånende blikke på sin vej. Hvis du elsker serier, hvor du rigtigt kan få lov til at heppe på en karakter, så er The Queens Gambit i den grad sådan en serie. 

5. Du vil blive grebet af den fascinerende tidsperiode 

Serien foregår op gennem 1960'erne, og selvom du i visse scener sandsynligvis vil få lidt ondt i øjnene af de mange blomstrede tapeter og mønstrede sofaer, vil du med garanti blive helt bidt af den smukke visuelle opsætning. Og du kommer også til at ønske dig en ting eller to fra din farmors garderobe. 

6. Du får et gensyn med velkendte ansigter

Du husker sikkert Dudley Dursey. Ja, Harry Potters forkælede fætter. Han blev spillet af den nu 31-årige Harry Melling, og vi blev mildest talt ret chokerede, da vi opdagede den ikoniske skuespiller fra Harry Potter-universet i The Queens Gambit. 

Den tidligere Dudley-skuespiller har en ret stor rolle i serien, men han er ikke det eneste ansigt, som vi studsede over, hvor vi havde set før. Med i serien er også skuespiller Thomas Brodie-Sangster, som spillede den søde lille dreng Sam i julefilmen Love Actually (og nå ja, også rollen som Jojen Reed i Game of Thrones)

Anya Taylor-Joy og Thomas Brodie-Sangster i The Queens Gambit
Thomas Brodie-Sangster, som vi især husker fra Love Actually, er med i The Queens Gambit.© COURTESY OF NETFLIX

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.