P.S. I Love You
Efterfølgeren af romanen P.S. I Love You, Postscript, bliver filmatiseret. © Alcon Entertainment, Grosvenor Park Productions, Wendy Finerman Productions

Den romantiske film P.S. I Love You får en efterfølger

Fortællingen foregår 7 år efter Gerrys død

12. februar 2020 af Rie Louise Kirkebjerg

I 2007 udkom den romantiske film P.S. I Love You, som handler om kærligheden mellem Holly (Hilary Swank) og Gerry (Gerard Butler). Da Gerry pludselig dør af en hjernesvulst, er Holly sønderknust. 

Kærlighedshistorien tager udgangspunkt i en række breve, som Gerry har arrangeret, at Holly skal modtage efter Gerrys død – og hvad er mere hjerteskærende, end at de naturligvis alle sammen ender med sætningen “P.S. I Love You”?

P.S. I Love You
Fortællingen om Holly og Gerrys kærlighedshistorie er hjerteskærende. © Alcon Entertainment, Grosvenor Park Productions, Wendy Finerman Productions

Syv år efter Gerrys død

Ifølge Deadline er det nu officielt blevet meldt ud, at P.S. I Love You får en efterfølger. 

Filmen P.S. I Love You er baseret på romanen af samme navn fra 2003, og sidste år blev romanens efterfølger (som har fået navnet Postscript) udgivet. Medstifterne og direktørerne i Alcon Entertainment, Andrew Kosove og Broderick Johnson, har netop bekræftet, at virksomheden har fået filmrettighederne til at filmatisere Postscript.

Postscript foregår syv år efter Gerrys død, og her er det seks år siden, at Holly har læst hans sidste brev. Hollys søster spørger hende, om hun vil fortælle sin historie om kærlighedsbrevene i en podcast, og det sender Holly tilbage til fortiden. Vi er spændte og regner stærkt med, at vi denne gang også er nødt til at have et par Kleenex (eller en hel pakke) inden for rækkevidde!

Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan forvente at se efterfølgeren.

Vil du holdes opdateret på seneste nyt om film og serier? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.