Pinocchio live action
Vi glæder os til at se den nye live-action af Pinocchio! © Youtube: Entertainment Tonight: Pinocchio Official Teaser Trailer

Endnu en Disney-klassiker får nyt liv! Se traileren til den kommende Pinocchio-film

Vores næser ville blive lange, hvis vi påstod, at vi slet ikke glædede os!

1. juni 2022 af Henny Müller Dahl

Gennem en lang årrække har Disney lavet flere og flere remakes af deres velkendte klassikere. Vi har blandt andet haft fornøjelsen af at se barndomsfavoritter som Skønheden og Udyret, Løvernes Konge og flere andre Disney-tegnefilm i flotte, nye live-action-formater. 

Nu er turen omsider kommet til endnu en fantastisk klassiker, nemlig Pinocchio. Historien om dukken, der vækkes til live, er oprindelig italiensk og blev udgivet som roman i 1883, og i 1940 udkom Disneys Pinocchio-tegnefilm, som mange af os har set igen og igen som børn (okay, faktisk også som voksne). Derfor er vi nok et par stykker, der nu glæder os til at se historien om Pinocchio udfolde sig i et helt nyt format.

Får premiere på Disney+ 

Ligesom i mange andre af Disneys live-action-remakes, bliver der i Pinocchio også gjort brug af en række dygtige og garvede skuespillere. Ingen ringere end selveste Tom Hanks spiller den godhjertede men ensomme dukkemager Geppetto, der skaber Pinocchio og opfostrer ham som sin egen søn. 

Cynthia Erivo, som blandt andet er kendt fra HBO-serien The Outsiders og den Oscar-nominerede film Harriet, spiller Ønskefeen, mens Joseph Gordon-Levitt (som vi den dag i dag elsker for film som 500 Days of Summer) lægger stemme til Jesper Fårekylling. 

Du behøver ikke engang at bestille en biografbillet for at se den nye fim, for har du Disney+, kan du glæde dig til at se den fra sofaen derhjemme. Pinocchio udkommer på Disney+ den 8. september 2022. 

Se den nye trailer herunder: