Esben Smed som Nicky Rasmussen i Bedrag
Esben Smed som bøllen Nicky Rasmussen i Bedrag. © Danmarks Radio, Norsk Rikskringkasting, Sveriges Television, Yleisradio, Ríkisútvarpið-Sjónvarp, Nordvision

Her er alle de film og serier, som Esben Smed har medvirket i

Kan du huske den talentfulde herre i ‘2 ryk og en aflevering’?

23. oktober 2019 af Rie Louise Kirkebjerg

Esben Smed har medvirket i nogle af de bedste danske serier og bedste danske film, vi har set. Første gang, vi så den dygtige herre, var i ungdomsfilmen 2 ryk og en aflevering (2003), og senere hen har han med sin hårde attitude som roden Nicky i den danske serie Bedrag (2016-) og i sin rolle som den kidnappede Daniel Rye i Ser du månen, Daniel (2019) forbløffet og beriget os med sit talent.

Lidt lækre facts om Esben Smed

Esben Smed Weinholt Jensen er 35 år og født 13. juli 1984 i Odder (så han er altså Krebs i stjernetegn, hvis du er typen, der går op i astrologi og dagens horoskop). Esbens kæreste, Line Bjørn Daugbjerg Christensen, er biografdirektør hos Øst for Paradis i Aarhus. De mødte hinanden under optagelserne til Kærestesorger (2009). Sammen har de to små børn.

Esben Smed er uddannet på Statens Scenekunstskole i 2013, og i 2014 modtager han Reumerts Talentpris for forestillingen Liberty på Teater Nordkraft. Han har også hevet Robert Prisen med hjem for Årets mandlige birolle i 2017 for sin rolle i Bedrag.

Herunder har vi samlet alle de film og serier, vi er så heldige at kunne se seje Esben Smed i. Måske du skulle ringe til veninderne og samle dem til en hel søndag i selskab med Esben Smed på skærmen og sunde snacks i maverne? Det lyder ikke helt dumt, synes vi.

2003

  • 2 ryk og en aflevering – Mikkel, som Esben Smeds rolle hedder i denne film, er sammen med vennerne Jacob og Bo latterligt træt af at gå i 1.g. Bryster og fodbold er dét, der interesserer de unge drenge, mens hormonerne tumler rundt i dem.

2009

  • Kærestesorger – Filmens handling foregår på Viborg Katedralskole i 1960'erne. Esben Smeds rolle hedder Leif, som er forlovet med seminaristen Helene, som Jonas, hovedpersonen, har et godt øje til. Drama!

2013

  • Sorg og glæde – Filmen handler om filminstruktøren Johannes, hvis kone i en psykose har dræbt deres ni måneder gamle datter. Esbens Smeds rolle i det danske drama er rollen som en klipper.

Esben Smed i 2 ryk og en aflevering
Esben Smed i rollen som Mikkel i 2 Ryk og en aflevering. © Jutlandia Productions, ApS Zentropa Entertainments

2015

  • Jeanne d'Arc – I denne sci-fi kortfilm spiller Esben Smed fyren Werner, som er kærester med Jeanne – en ung fransk kvinde, som er overbevist om, at hun har kontakt til det ydre rum. Skræmmende...
  • Sommeren '92 – I rollen som John ‘Faxe’ Jensen i filmen om det danske landsholds sejr ved Europamesterskabet i 1992 slog Esben Smed for alvor igennem som en talentfuld skuespiller!

Esben Smed i Sommeren '92
Esben Smed i rollen som John ‘Faxe’ Jensen i Sommeren '92. © Film i Väst, Meta Film, PeaPie Films, W.E.

2016

  • Bedrag – I serien Bedrag spiller Esben Smed roden Nicky Rasmussen, som er kludret godt og grundigt ind i det kriminelle miljø. Lidt af en bad boy, som ærlig talt har været lidt svær ikke at falde for.

2017

  • Aminas breve – Her ses Esben Smed i rollen som Janus Toft – en gut, der genoptager kontakten med sin gymnasieveninde Amina efter flere år. Janus bliver indlagt, men humøret holdes oppe af Aminas breve. Pludselig stopper hun dog med at skrive til ham. 

Esben Smed som Nicky Rasmussen i Bedrag
Esben Smed som Nicky Rasmussen i Bedrag. © Danmarks Radio, Norsk Rikskringkasting, Sveriges Television, Yleisradio, Ríkisútvarpið-Sjónvarp, Nordvision

2018

  • Lykke-Per – I rollen som selveste Lykke-Per gør Esben et aldeles fremragende arbejde, når han er med til at fortælle historien om en ung herre, der tager afstand til sit religiøse ophav i Jylland og rejser til København.
  • Ditte & Louise – Esben Smed ses i denne komedie i en mindre rolle sammen med blandt andre Nicolaj Kopernikus og Thure Lindhardt, da de er på club med Ditte, der har succes med at udgive sig for at være en mand kaldet Ditlev.

Esben Smed Lykke Per
Esben Smed i rollen som Lykke-Per. © Nordisk Film Production, Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn, Public Service Puljen, TV2 Danmark

2019

  • Ser du månen, Daniel – I fortællingen om den unge, danske fotograf Daniel Rye, der sad som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien i 398 dage, gør Esben Smed et eksemplarisk stykke arbejde i sin hovedrolle. Læs vores anmeldelse af filmen her.
  • Lovesick – I denne kommende film har Esben Smed rollen som en mand, der sammen med sin kæreste er i parterapi.

Esben Smed som Daniel Rye i Ser du månen Daniel
Esben Smed som Daniel Rye i Ser du månen Daniel. © Danish Film Institute, Hummelfilm, Nordisk Film- & TV-Fond, Swedish Film Institute, Toolbox Film

2020

  • The Kindness of Strangers – I denne kommende film, skabt af talentfulde Lone Scherfig, spiller Esben Smed den grove herre Richard, der er gift med Clara. Filmen får umiddelbart premiere i de danske biografer i juni 2020.

Kilde: Imdb, Danskefilm

Vil du holdes opdateret på seneste nyt om film og serier? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.