Gift ved første blik
Vidste du disse ting om Gift ved første blik? © Mads Castillio / DR

Gift ved første blik er snart slut for denne gang – her er 12 facts, du ikke vidste om programmet

Bliv klogere på både den danske og de udenlandske udgaver!

20. oktober 2022 af Henny Müller Dahl

I flere uger har mange af os siddet klistret til vores skærme for at følge med i DR-programmet Gift ved første blik. Det har som altid været en fornøjelse at se fremmede blive gift på tv, selvom det også har været en noget turbulent og dramatisk omgang – måske endnu mere i år end tidligere år. 

Hvis du også er en sucker for Gift ved første blik, har vi her samlet 12 facts om programmet, som du måske ikke vidste. Bliv klogere på både den danske og de internationale udgaver af kærlighedseksperimentet her. 

1. Gift ved første blik er et dansk tv-koncept 

Yeps, Gift ved første blik er faktisk opfundet i Danmark. Det blev sendt første gang i 2013 på DR3 og har kørt på DR1 siden 2014. Det er produktionsselskabet Snowman, der står bag konceptet, som efterfølgende er blevet solgt til mange andre lande, såsom USA, Storbritannien, Serbien, Sydafrika, Frankrig og Italien. I alt har over 25 lande købt konceptet. 

2. I Danmark er det blevet til tre Gift ved første blik-babyer 

For nogle danske Gift ved første blik-par har kærligheden blomstret videre efter programmet, og for to af parrene er det blevet til familieforøgelser. Michael Hansen og Line Rask fra sæson tre fik en pige i 2017, og i 2019 blev de forældre igen. Kathrine og Michael Kelså Harders fra sæson fem blev forældre til en pige i februar 2022. 

3. Internationalt er det blevet til endnu flere babyer 

Det er blandt andet blevet til én britisk Gift ved første blik-baby, ni amerikanske og fire australske. Virkelig cute! 

4. I Danmark har 34 par været med i programmet

Der har efterhånden også været otte danske Gift ved første blik-sæsoner, så det er ikke så underligt! 

Gift ved første blik facts
Steen og Mette er et af parrene i den ottende sæson af Gift ved første blik. © Mads Castillio / DR

5. Fire danske par fra eksperimentet er stadig sammen i dag 

Det gælder Michael Hansen og Line Rask fra sæson tre, Randi Jespersen og Niels Pold fra sæson tre, Vanessa Flensborg og Stefan Valentin Larsen fra sæson fem og Kathrine og Michael Kelså Harders fra sæson fem. Det tyder på, at der åbenbart var mest held med at matche deltagerne i disse to sæsoner. 

Mette Kragh Nielsen og Morten Stokholm fra sæson syv gik fra hinanden i foråret 2022. 

6. Ikke alle par har haft en fredelig skilsmisse 

I Danmark er det (heldigvis) gået fredeligt for sig, men det gælder ikke globalt. Parret Jessica Castro og Ryan DeNino fra anden sæson af den amerikanske udgave gik bestemt ikke fredeligt fra hinanden, og det hele endte med både dødstrusler og polititilhold. 

Også Taylor Dunklin og Brandon Reid fra den 10. amerikanske sæson har polititilhold mod hinanden. Det skete, efter at de begge blev arresteret ovenpå et skænderi på en bar. 

7. I USA må deltagerne ikke have børn eller tidligere ægteskaber

Den regel gælder dog ikke i Danmark, hvor hver sæson typisk har deltagere i mange forskellige aldre. I USA er parrene af samme grund ofte en del yngre. 

Gift ved første blik facts
Mon Mikael og Melissa bliver sammen? © Mads Castillio

8. Produktionen træffer mange beslutninger

Typisk har det været sådan, at produktionen beslutter, at hver deltager må invitere 20 gæster til brylluppet, at bruden må bruge lidt flere penge på bryllupstøj end gommen, og hvor bryllupsrejsen skal gå hen. 

9. I USA får deltagerne betaling for at deltage i programmet

Faktisk fik deltagerne omkring 110.000 danske kroner i de første to sæsoner, og da den tredje sæson rullede over skærmen, voksede beløbet til 190.000 danske kroner for at være med, wow! 

10. I nogle udgaver af programmet må deltagerne ikke bruge deres telefoner 

I den australske udgave af Gift ved første blik må deltagerne slet ikke bruge deres telefoner eller have adgang til sociale medier under hele optagelsesperioden. Dette er ikke tilfældet i Danmark. 

Gift ved første blik facts
Benny og Tanjas ægteskab gik ikke som planlagt. © Mads Castillio / DR

11. Deltagerne skal igennem flere tests

Typisk er de danske deltagerne blevet bedt om at svare på 500 spørgsmål om dem selv. Derudover skal de til samtaler hos en psykolog og igennem en såkaldt attraktionstest for at finde ud af, hvad de tiltrækkes af.

I mange af de internationale udgaver laves der også omfattende baggrundstjek for at sikre, at deltagerne ikke har begået kriminalitet eller optjent gæld. Vi ved ikke, hvor grundigt de danske deltagere undersøges. 

12. Hvis de amerikanske par ønsker at skilles, må de skynde sig

Mens det i Danmark koster omkring 600 kroner at få behandlet en skilsmisse, koster en skilsmisse i USA i gennemsnit 53.000 danske kroner ifølge mediet Forbes – og nogle gange helt op til 150.000 kroner!

Hvis ægteskabet ikke fungerer for parrene i den amerikanske udgave af Gift ved første blik, skal de skilles inden for en specifik tidsramme, hvis de ønsker økonomisk hjælp fra showet til advokater og lignende.

Derimod skal par i den britiske udgave forblive gift i et helt år, før de kan skilles.