Game of Thrones, The Handmaid's Tale
Mange af de mest populære serier er baseret på bøger! © HBO Nordic, Hulu

20 fantastiske HBO-serier, som alle er baseret på bøger

Vidste du, at The Walking Dead er baseret på en tegneserie?

1. april 2021 af Henny Müller Dahl

Måske har du allerede en forkærlighed for film, der er baseret på bøger (eller for film, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser), men ved du til gengæld, hvilke serier der faktisk også findes i bog-version? 

Hvis du er typen, der elsker at bruge tid på sofaen, mens du scroller gennem streamingtjenesternes uendelige kataloger, så er det næsten helt sikkert, at du før har set en god håndfuld serier, der faktisk bygger på bøger – måske uden du ved det. Herunder har vi derfor samlet 20 gode og spændende HBO-serier, som alle er baseret på bøger. 

1. Beartown

Denne svenske dramaserie er baseret på Frederik Backmans internationale bestseller. I serien følger vi ishockeystjernen Peter Andersson, der anses som en lokal helt, og som vender tilbage til sin hjemby for at være træner for det lokale juniorhold. 

Det viser sig dog ikke at være nogen let opgave, for pludselig bliver en af holdets absolutte stjernespillere anklaget for en forbrydelse – og det sætter alting på prøve! 

Indtil videre findes der kun en sæson af Beartown, og det vides endnu ikke med sikkerhed, om serien får en sæson to. 

Beartown på HBO
Beartown kan ses på HBO. © HBO Nordic AB / Filmlance International

2. Big Little Lies 

Her på redaktionen er vi ret store fans af Big Little Lies, og serien er faktisk baseret på bogen af samme navn, der er skrevet af den australske forfatter Liane Moriarty. 

Serien følger en gruppe kvinder i rigmandskvarteret Monterey i det nordlige Californien. Det, der på papiret ser ud til at være en perfekt tilværelse, er dog ikke helt så perfekt alligevel. For pludselig sker der et mord, og kvindernes skæbner bliver sat på prøve. 

Serien med det stjernespækkede cast består af to sæsoner. 

Big Little Lies
Du finder Big Little Lies på HBO. © HBO Nordic

3. Game of Thrones 

Det er meget usandsynligt, at du aldrig før har hørt om Game of Thrones, for serien med de otte sæsoner må siges at være en af de serier, der har taget verden allermest med storm. 

Game of Thrones fejrer faktisk ti års jubilæum som tv-serie i april i år, men idéen til mesterværket kommer ikke ud af ingenting – serien bygger nemlig på George R. R. Martins bogserie A Song of Ice and Fire. 

Vi er stadig helt pjattede med denne fan-favorit (der som bekendt har en hel del danskere med på rollelisten), og vi glæder os til, at den såkaldte prequel House of the Dragon, der også bygger på en bog af samme forfatter, formentlig udkommer næste år. 

Game of Thrones
Game of Thrones er også en serie baseret på bøger. © HBO Nordic

4. His Dark Materials 

Serien His Dark Materials er baseret på Philip Pullmans bogtriologi. Historien foregår i et fantasy-univers, hvor vi følger den unge og modige pige Lyra, der beslutter sig for at finde sin bedste ven, der er blevet kidnappet. 

Beslutningen fører hende ud på en lang og farefuld rejse, og det bliver tydeligt, at sagen både involverer en masse andre forsvundne børn og et underligt støv-fænomen. 

De to første sæsoner af His Dark Materials er tilgængelige, og tredje sæson er allerede bekræftet. 

His Dark Materials
Du kan se His Dark Materials på HBO. © HBO Nordic

5. I Know This Much Is True 

I denne mini-serie spiller Mark Ruffalo hele to roller. Han spiller nemlig tvillingebrødrene Dominick og Thomas Birdsey, der lever to parallelle liv fyldt med svigt. Den dygtige skuespiller har endda vundet både en Emmy og en Golden Globe for sin dobbeltrolle i serien. 

I Know This Much Is True er baseret på Wally Lambs bog af samme navn, og mini-serien består kun af en sæson. 

I Know This Much Is True
Har du set I Know This Much Is True på HBO? © HBO Nordic

6. I'll Be Gone In The Dark 

I'll Be Gone In The Dark er en dokumentarserie, der omhandler The Golden State Killer, der hærgede i Californien fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne. Over en periode på ti år anses han at have været ansvarlig for omkring 12 mord og 50 voldtægter. 

Dokumentarserien bygger på bogen af samme navn, der er skrevet af journalisten Michelle McNamara. Mens hun skrev bogen, udviklede hun svær angst og døde efterfølgende på tragisk vis af en overdosis sovepiller. Bogen blev udgivet i 2018 – to år efter McNamaras død, og to måneder senere blev The Golden State Killer arresteret efter flere årtier på fri fod. 

Hele dokumentarserien er tilgængelig. 

I'll Be Gone In The Dark
Du finder I'll Be Gone In The Dark på HBO. © HBO Nordic

7. Killing Eve 

Denne fantastiske serie handler om agenten Eve og lejemorderen Villanelle, der lever på hver deres side af loven – men alligevel har en dyb fascination for hinanden! Da den passionerede Eve får til opgave at opspore den frygtløse (og enormt velklædte!) Villanelle, udvikler det hele sig til en intens kamp, hvor de to kvinder ender med at jagte hinanden. Så spændende og underholdende på samme tid! 

Serien bygger på en række bøger skrevet af den britiske forfatter Luke Jennings. I øjeblikket har serien tre sæsoner, og en fjerde sæson er bekræftet. 

Killing Eve
Du kan se Killing Eve på HBO. © HBO Nordic

8. My Brilliant Friend 

My Brilliant Friend handler om de to piger Elena og Lila, der udvikler et helt særligt venskab tilbage i 1950'erne, mens de vokser op i den fattige del af farlige men også fantastiske Napoli i Italien. I serien følger vi Elena og Lila igennem mere end 60 år, og historien bygger på Elena Ferrantes bogserie, der på dansk bærer titlen Min geniale veninde. Det er forfatteren selv, der i bogen fortæller sin egen historie. 

De to første sæsoner af serien er ude, og en tredje sæson er bekræftet. 

My Brilliant Friend
Find My Brilliant Friend på HBO.© Eduardo Castaldo/HBO Nordic

9. Normal People 

Normal People var en af de opsigtsvækkende serier, vi på redaktionen havde allermest optur over i 2020. I serien følger vi de to irske gymnasieelever Marianne og Connell, der, udover at de bor i den samme lille by, ikke har så frygtelig meget tilfælles. Connell er nemlig ret populær, mens Marianne holder sig mere til sig selv.

Alligevel begynder en kærlighed at vokse mellem de to teenagere, men deres romance viser sig ikke at være en dans på roser. Serien, der kun består af en sæson, bygger på Sally Rooneys prisbelønnede roman af samme navn. 

Normal People
Har du endnu ikke set Normal People? Så find serien frem på HBO. © HBO Nordic

10. Patrick Melrose 

Serien Patrick Melrose handler om nogle ret vilde emner – nemlig børnemishandling, heroinafhængighed og rehabilitering. På trods af dette er serien en underholdende fortælling om en mand, der vokser op i priviligerede men alligevel traumatiske omgivelser i 1980'erne. 

Patrick Melrose bygger på den semibiografiske bogserie af forfatteren Edward St. Aubyn, der findes i hele fem dele. 

Hele serien er tilgængelig. 

Patrick Melrose
Patrick Melrose ligger på HBO. © SKY/SHOWTIME

11. Perry Mason 

Perry Mason er historien om en fiktiv forsvarsadvokat, der bliver involveret i en stor kriminalsag og begynder en intens jagt på sandheden. Men det viser sig hurtigt at få rigtig store konsekvenser – også for Perry personligt! Serien foregår i Los Angeles i 1931, hvor alting blomstrer, mens resten af USA kæmper mod den økonomiske depression. 

Karakteren Perry Mason er skabt af forfatteren Erle Stanley Gardner. Første sæson af serien er tilgængelig, og anden sæson er bekræftet. 

Perry Mason
Perry Mason kan findes på HBO. © HBO Nordic

12. Sharp Objects 

Sharp Objects er en perfekt serie til dig, der elsker de lidt mere uhyggelige serier. Denne thrillerserie handler nemlig om journalisten Camille Preaker, der vender hjem til sin barndomsby, da der pludselig sker et mord på to unge piger. Camille har et anstrengt forhold til sin fortid og især til sin mor, og derfor er hjemvendelsen ikke så let at håndtere. 

Det er forfatteren Gillian Flynn, der blandt andet er kendt for bogen Gone Girl, der også har skrevet bogen Sharp Objects. Sharp Objects består kun af en sæson. 

Sharp Objects
Sharp Objects kan ses på HBO. © HBO Nordic

13. The Handmaid's Tale 

Der er nok ingen tvivl om, at The Handmaid's Tale er en af de mest ubehagelige og forstyrrende serier nogensinde – men samtidig er den helt fantastisk. 

Det er forfatteren Margaret Atwood, der har skrevet bogen med den danske titel Tjenerindens fortælling, som The Handmaid's Tale altså bygger på. Historien foregår i det dystopiske samfund Gilead, hvor en række kvindelige tjenerinder bliver brugt som et værktøj til at genbefolke verden – virkelig skræmmende! 

I øjeblikket findes der tre sæsoner af serien, og fjerde sæson får premiere den 29. april (og vi kan slet ikke vente). 

The Handmaid's Tale
The Handmaid's Tale finder du på HBO. © Hulu

14. The Outsider 

Denne serie, der bygger på Stephen Kings bestseller af samme navn, handler om efterforskeren Ralph Anderson, der søger hjælp hos en ret speciel privatdetektiv Holly Giney i forbindelse med et mord på en kun 11-årig dreng. 

Det usædvanlige makkerpar finder hurtigt ud af, at alting ikke er, som det ser ud, og at drengen er blevet dræbt under meget mystiske omstændigheder. 

Hele serien er tilgængelig. 

The Outsider
Du finder The Outsider på HBO. © Bob Mahoney

15. The Plot Against America 

Denne mini-serie foregår i en alternativ virkelighed i USA i 1940'erne. Seriens omdrejningspunkt er en jødisk arbejderklassefamilie, der under 2. verdenskrig må leve under en fascistisk regering. 

The Plot Against America findes også i bogversion, da serien bygger på en anmelderrost roman skrevet af Philip Roths. 

Serien består kun af en sæson.

The Plot Against America
Har du endnu ikke set The Plot Against America? Så finder du serien på HBO.© HBO Nordic

16. The Stand 

The Stand er baseret på endnu en bog af velkendte Stephen King, og den er måske den perfekte at se her i coronatiden – serien handler nemlig om en virus. Dog er der her tale om en noget mere dødbringende af slagsen, for hele planeten ligger øde, og kun en lille gruppe overlevende er tilbage. Blandt andet den 108-årlige Mother Abagail. 

Serien har en anderledes slutning end den originale horrorroman fra 1978, og det er Stephen King selv, der har omskrevet slutningen i forbindelse med serien. Hele serien er tilgængelig og består kun af en sæson. 

The Stand
The Stand kan ses på HBO. © CBS Interactive, Inc.

17. The Undoing 

Måske kan The Undoing ikke helt kategoriseres som en dansk serie – men den er nu alligevel skabt af vores helt egen Susanne Bier! 

Serien er løst baseret på romanen, der på dansk hedder Det burde du have vidst, som er skrevet af Jean Hanff Korelitz. I The Undoing følger vi ægteparret Grace og Jonathan Fraser, der lever et fuldendt liv på Manhattan sammen med deres søn. Men på kort tid går det hele galt, da der sker et voldsomt mord, der rammer familiens liv. 

Hele serien er tilgængelig. 

The Undoing
The Undoing findes på HBO. © Nikota Vernise

18. The Walking Dead

The Walking Dead har efterhånden rullet over vores skærme gennem mange år, og i øjeblikket findes der altså hele ti sæsoner af serien. 

Denne kendte, populære serie omhandler en gruppe mennesker, der forsøger at undslippe de levende døde vandrere i en post-apokalyptisk verden, hvor ingen er i sikkerhed. The Walking Dead er baseret på en tegneserie skabt af Robert Kirkman. 

The Walking Dead
The Walking Dead ligger på HBO. © AMC Film Holdings LLC

19. Watchmen 

I Watchmen følger vi en gruppe af såkaldte selvtægtsmænd, der udover at være maskerede også opfattes som lovløse. 

Serien bygger på en grafisk roman skabt af den britiske tegner Dave Gibbons men udfolder sig dog som en helt ny historie. Watchmen udkom også som en film tilbage i 2009, der, som titlen indikerer, foregår i det samme univers. 

Der findes kun en sæson af Watchmen, og det ser ikke ud til, at serien får en sæson to. 

Watchmen
Watchmen kan findes på HBO. © HBO Nordic

20. ZeroZeroZero 

Denne fascinerende serie handler om den internationale handel med kokain, og om hvordan både karteller, producenter, den italienske og russiske mafia og magtfulde pengemænd alle arbejder sammen for at skabe succesfulde operationer og fragte de store mængder kokain på tværs af Atlanten. 

Serien er delvist instrueret af danske Janus Metz, og den bygger på bogen ZeroZeroZero skrevet af den italienske forfatter og journalist Roberto Saviano. 

Hele serien er tilgængelig. 

Zero Zero Zero
Se serien Zero Zero Zero på HBO. © HBO Nordic

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.