Film og serier med Ian Somerhalder
Kan du heller ikke få nok af Ian Somerhalder? Så har vi listen for dig. © Alloy Entertainment, Bonanza Productions, Warner Bros. Television, CBS Television Studios, Outerbanks Entertainment, Warner Home Video

Julegaven fra os til jer: Her er alle de film og serier, Ian Somerhalder har medvirket i

Nu ved du, hvad juledagene skal gå med!

11. december 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Da The Vampire Diaries fik premiere for efterhånden rigtig mange år siden, var det med en for mange ukendt Ian Somerhalder i en af hovedrollerne. 

Måske du var en af dem, der allerede fik øjnene op for ham i serien Lost eller måske endda i Young Americans – ellers er vi sikre på, at det var tilfældet, da han spillede den mystiske, intense og ret så pæne Damon Salvatore i vampyrserien over dem alle (hvis du spørger os). 

Siden tiden som badboy-karakteren i The Vampire Diaries har vi haft svært ved at slippe hr. Somerhalder. Hvis du heller ikke kan få nok af ham, så har vi her lavet listen over alle de film og serier, som han har medvirket i over årene. 

Film som Ian Somerhalder har medvirket i

2001

  • Life as a House – I sin første film spiller Ian den unge Josh, der er kærester med intet mindre end både naboen og naboens datter! (Ikke sin egen nabo, men derimod hovedpersonen der er dødssyg, og hvis søn er vild med naboens datter... Kompliceret!) 

2002

  • Changing Hearts – Ian Somerhalder spiller den ulykkelige Jason, der arbejder på et genoptræningscenter for kræftramte. Her møder han den smukke patient Amber, der prøver at nå ind til ham, alt imens hun falder for ham.
  • The Rule of Attraction – Somerhalder spiller den biseksuelle Paul Denton, der går på College i New Hampshire, hvor en vild fest sætter hele filmen i gang – for bagefter at gå flere måneder tilbage i tiden, hvor du får del i kærlighedsdramaet mellem de tre hovedpersoner Paul, Lauren og Sean. 
Ian Somerhalder i Life as a House.
En ung 22-årig Ian Somerhalder i rollen som Josh i filmen Life as a House. © Winkler Films

2004

  • In Enemy Hands – I en film om 2. verdenskrig spiller Ian Somerhalder amerikaneren Miller, der er ombord på undervandsbåden USS Swordfish. Her går det ikke helt som planlagt for Miller og hans team, da de efter flere måneder til søs skal hjemad. 
  • The Old Man and the Studio – En kortfilm, hvor Somerhalders rolle ikke er den mest fremtrædende – og filmen i sig selv måske ikke den mest seværdige...

2006

  • Pulse – Hvis kombinationen af gys og Ian Somerhalder lyder tiltalende, så er det her filmen for dig! Somerhalder spiller karakteren Dexter, som ender med at have købt en noget spektakulær (og uhyggelig!) computer, der tidligere tilhørte en person ved navn Josh – før han begik selvmord. 
  • The Sensation of Sight – En mand søger efter meningen med livet og forlader både familie og arbejde undervejs. Manden er ikke Ian Somerhalder – Han er derimod en musiker, som hovedpersonen støder på i sin jagt efter mening.
Ian Somerhalder i Pulse
Få pulsen op i filmen Pulse – og få samtidig glæde af Ian Somerhalder. © The Weinstein Company, Distant Horizon, Neo Art & Logic

2008

  • The Lost Samaritan – I rollen som William Archer ender et redningsforsøg med at gøre Ian Somerhalder til en jagtet herre. Filmen kan måske virke en anelse forvirrende, men altså med Somerhalder i hovedrollen tager vi gerne det med!

2009

  • Wake – I en romantisk komedie får vi glæden af ham i en rolle som den ulykkelige Tyler, der sørger over hans nyligt afdøde forlovede. Til begravelsen møder han Cary, og det er deres relation, der er filmens omdrejningspunkt.
  • The Tournament – Ian Somerhalder medvirker her i en film med gang i – på den lidt makabre måde! 30 personer deltager i en rigmandsleg om, hvem der vinder en stor pose penge eller dør. Brutalt? Ja! Og hr. Somerhalder er selvfølgelig en af deltagerne...
Ian Somerhalder i Wake
Ian Somerhalder i rollen som den sørgende Tyler, der har mistet sin forlovede i filmen Wake. © Bull Market Entertainment, Bitter Productions

2010

  • How to Make Love to a Woman – Endnu en romantisk komedie, hvor Ian Somerhalder spillere en noget blødere rolle, end vi kender det fra The Vampire Diaries. Her i rollen som Daniel, der forsøger at overbevise sin kollega Lauren om at flytte til Chigaco – men hun har en (desperat) forlovet, der går lettere i panik over Daniel og sit forhold.

2013

  • Caught On Tape – Her ser vi Ian Somerhalder i en mindre rolle som politimanden Lewis. Filmen er et (måske lidt anderledes) miks mellem musical og krimi!  
  • Time FramedTime Framed er egentlig et miks mellem film og serie, da den er delt op i seks kortfilm. Han spiller her agenten Truman Black, der bliver anklaget i forbindelse med en mission, som han i første omgang var sat til at klare.

2014

  • The Anomaly – En science fiction-film, hvor Ian Somerhalder spiller sammen med Luke Hemsworth (som jo er en af de tre populære Hemsworth-brødre). Det i sig selv tegner godt!
Ian Somerhalder i How to Make Love to a Woman
Ian Somerhalder som charmøren Daniel i filmen How to Make Love to a Woman. © How To Productions, I Lied About Everything Pictures

Serier som Ian Somerhalder har medvirket i

1997

The Big Easy – Første gang Ian Somerhalder foldede sig ud som skuespiller, var da han som 19-årig var med i én episode af dramaserien The Big Easy. Hvis du vil spotte ham, skal du finde episoden ‘The Black Bag’

1999

Now and Again – Endnu en gang får du kun fornøjelsen af ham i en enkelt episode – her i science fiction/komedieserien Now and Again. Find ham i episoden ‘A Girl's Life’.

2000

Young Americans – Ian Somerhalders første faste rolle i en tv-serie var som Hamilton Fleming i Young Americans. Søn af skolens rektor og i fuld færd med at finde ud af, hvem han er – herunder hvilket køn han egentlig finder mest attraktivt. 

Ian Somerhalder i Young Americans
Somerhalders karakter i serien Young Americans går igennem en identitetskrise. © Mandalay Television, Columbia TriStar Television

2002

CSI: Crime Scene Investigation – Det er ikke svært at forestille sig Ian Somerhalder i en god krimiserie. Én episode var han med i i 2002, og hvis du vil se ham folde sig ud, så er det i episoden ‘Revenge Is Best Served Cold’, hvor han spiller Tony Del Nagro.

Law and Order: Special Victims Unit – Endnu en gæsteoptræden i en evigtkørende krimiserie. Her spillede Ian Somerhalder som massemorderen Charlie Baker i episoden ‘Dominance’.

2003

CSI: Miami – I en anden CSI-version havde han rollen som Ricky Murdoch i episoden ‘The Beste Defense’, hvor han efter et skyderi ender i en hospitalsseng. 

2004

Smallville – Ian Somerhalder spiller her rollen som Adam Knight – en genoplivet teenager, der oprindeligt hed Chad Nash. Han vækkes til live for at spionere på en mand ved navn Clark Kent, men det er ikke helt nemt for ham at holde styr på sig selv og sine følelser. 

Lost – Serien hvor Somerhalder i nogens øjne fik sit gennembrud. Han er en af hovedkaraktererne gennem første sæson, hvor han er blandt de overlevende efter et flystyrt. Her skal han sammen med de andre forsøge at holde sig i live på en tropisk ø, der ikke er helt fredelig. 

Ian Somerhalder i Lost
Somerhalder spiller Boone Carlyle, der overlever et flystyrt i serien Lost. © Bad Robot, Touchstone Television, ABC Studios, Grass Skirt Productions

2007

Tell Me You Love Me – Du kan få glæde af Ian Somerhalder i seks episoder af dramaserien Tell Me You Love Me. Her spiller han karakteren Nick, der er en af hovedkarakterernes rebound-kæreste. Du kan forvente en hel del bar hud i serien! 

2009

The Vampire Diaries – Serien, der opnåede enorm popularitet allerede fra første sæson, var også serien, hvor i gennem vi for alvor lærte Ian Somerhalders navn at kende. I rollen som den mystiske vampyr Damon Salvatore er han både skræmmende og betagende på samme tid. Han er med i alle seriens otte sæsoner, og han bliver kun bedre og bedre for hver sæson!

Ian Somerhalder i The Vampire Diaries
Ian Somerhalder er nok bedst kendt for sin rolle som Damon i The Vampire Diaries. © Alloy Entertainment, Bonanza Productions, Warner Bros. Television, CBS Television Studios, Outerbanks Entertainment, Warner Home Video

2014

Years of Living Dangerously – I godt otte år havde Somerhalder travlt med The Vampire Diaries, og der var derfor ikke tid til meget andet samtidig. I 2014 var han dog med i en dokumentarserie (som sig selv), der omhandlede global opvarmning.

2019

V-Wars – Vi var ellevilde, da vi fandt ud af, at vores yndlingsvampyr snart var at finde i en ny vampyrserie. Ian Somerhalder spiller dog en noget anderledes rolle end i The Vampire Diaries. Hvor han der er en af de blodsugende vampyrer, så er han i V-wars at finde i rollen som lægen Dr. Luther Swann, der går benhårdt efter at finde en kur, der kan gøre vampyrer til mennesker igen. 

Kilder: Imdb.com

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her