TV2-serien Killjoy
Har du set serien Killjoy?© Johanne Næsby Fick/TV 2

Har du set Killjoy? Her er 4 gode grunde til, at du skal gå i gang med den nye, danske serie

Måske kan du endda relatere til den unge Nanna?

14. april 2023 af Frederikke Brinkborg Jønsson

Den 26. marts rullede første afsnit af ungdomsserien Killjoy over skærmen, og den har af flere medier fået utrolig gode anmeldelser – og med god grund. Udover at være god underholdning sætter seriens skabere, Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen, nemlig fokus på adskillige udfordringer, som mange unge kvinder går og bøvler med. 

Dette formår Emma Sehested Høeg selv at karikere i rollen som den helt normale og til tider usikre hovedperson Nanna, som konfronteres med livets barske sider, som et ungt menneske ofte kan støde på. 

Vi har her samlet fire gode grunde til, at du straks skal gå i gang med serien, hvis du endnu ikke er begyndt. Der udkommer nye afsnit hver søndag.

1. Den handler om det, der er svært at tale om

Emma Sehested Høeg spiller den unge kvinde Nanna, der er kærester med den søde Søren, som giver hende orgasmer, hver gang de er sammen. Tror han. Allerede i første afsnit bliver der nemlig sat fokus på det tabubelagte emne, som seriens skabere ikke er bange for at tage op – kvinders seksualitet. Serien er hudløst ærlig og skildrer de gode, såvel som de mere udfordrende dele af et ungt parforhold, som ellers kan være svære at snakke om.

TV2-serien Killjoy
Killjoy handler om en ung kvindes vej igennem livet. © Johanne Næsby Fick/TV 2

2. Fokus på samfundsproblemer og -normer

Hovedpersonen Nanna kæmper ikke kun for at præstere i sit parforhold. Også på sin uddannelse på Designskolen oplever hun ikke at leve op til sine egne forventninger. I første afsnit ser vi en sønderknust Nanna, som “kun” har fået et 7-tal (som dog straks bliver til et 10-tal) til eksamen. Killjoy gengiver de helt normale følelser, når det handler om at gøre sit bedste og alligevel snuble i livets udfordringer. Det er vi måske mange, der kan relatere til...

TV2-serien Killjoy
Kender du følelsen, som Nanna kæmper med på sin uddannelse?© Johanne Næsby Fick/TV 2

3. Dygtige skuespillerinder og skuespillere

Til at bære de tunge samtaleemner og de svære følelser, som vi nok alle kender lidt til, bliver Emma Sehested Høeg bakket op af flere kendte, danske skuespillere og skuespillerinder. Heriblandt skuespillerinderne Olivia Joof Lewerissa og Tammi Øst og skuespilleren Thomas Hwan. Derudover bliver hovedpersonens kæreste, Søren, spillet af Gustav Dyekjær Giese, som vi blandt andet kender fra en anden ungdomsserie, nemlig Perfekte steder.

TV2-serien Killjoy
Tammi Øst spiller hovedpersonens mor i Killjoy. © Phillip Jørgensen/TV 2

4. Du kan måske relatere? 

Vi har nok alle sammen prøvet dét med at gøre vores allerbedste, hvad end det handler om parforhold, arbejde eller uddannelse og alligevel ikke være helt tilfredse. Og vi har nok også alle sammen prøvet at dumme os og opføre os som hovedløse høns i en verden, hvor forventningerne til os selv er så tårnhøje, at vi knap nok kan følge med.

Så selvom du ikke kender til lige præcis de udfordringer, som hovedpersonen Nanna står overfor, er der måske alligevel lidt relaterbart i serien, som vi alle sammen kender lidt til.

TV2-serien Killjoy
Kan du relatere til Nanna i Killjoy?© TV 2