Kastanjemanden
Har du set alle serierne på listen?© Netflix/Tine Harden

Her er de 7 bedste, danske serier på Netflix

Nu slipper du for at bruge tid på at lede

17. maj 2023 af Frederikke Brinkborg Jønsson

Hvis du ikke allerede har set disse fantastiske serier, har du ingen undskyldning for ikke at finde dem frem på din Netflix-konto. Der findes nemlig en række rigtig gode, danske serier på Netflix, som bare venter på at blive set.

Vi har lavet en liste over de bedste af dem, så du ikke behøver at bruge tid på at lede og alligevel ende med at se de samme afsnit af Friends igen og igen (pjat, du kan se Friends bagefter). Se serierne her:

1. Skruk

På en klinik i København arbejder fertilitetslægen Nana. Nana har et inderligt ønske om at blive gravid og i en brandert “kommer hun til” at befrugte sig selv med sin ekskærestes sæd (ikke særlig smart). 

Hun kæmper derefter en kamp med at forklare sin graviditet og ikke mindst vinde sin tabte kærlighed tilbage. Serien tager en masse vigtige emner op, som vi nok er mange, der kan relatere til, såsom tabt kærlighed og fortvivlelse.

Skruk
Har du set drama-serien Skruk?© Netflix/Tine Harden

2. Rita

Der er mange grunde til, at vi elsker tv-serien Rita, som handler om den seje, politisk ukorrekte folkeskolelærer, der ikke er bange for at sige sin mening. 

Ritas popularitet er stor blandt eleverne, som hun tit går det ekstra skridt for at hjælpe. Hun er dog knap så elsket af de andre lærere på skolen... Ikke nok med at Rita er den seje lærer, vi selv ville ønske, vi havde haft, da vi gik i folkeskole, så elsker vi bare en god drama-serie – hvilket er lige præcis, hvad denne serie er!

3. Kastanjemanden

Hvis du vil se en hårrejsende krimiserie, hvor du sidder på kanten af sofaen fra start til slut, så er det Kastanjemanden, du skal se. Den handler om, at to efterforskere kommer på deres livs sag, da en lille kastanjemand bliver fundet på et gerningssted. Den uhyggelige kastanjemand bliver en vigtig brik i jagten på en udspekuleret morder, som tilmed har forbindelse til en politikers forsvundne barn. Kastanjemanden er en uhyggelig krimiserie, hvor de to efterforskere er i tæt kapløb med tiden. 

Vi sad i hvert fald helt ude på kanten af sofaen, da vi så den!

Kastanjemanden
Hvis du er til spænding, er Kastanjemanden lige noget for dig.© Netflix/Tine Harden

4. Borgen

Den danske, politiske dramaserie Borgen foregår og fortæller den fiktive historie om livet på Christiansborg. Det er bestemt ikke kedelige ting, der udspiller sig på den politiske borg, og en chokerende udvikling i begivenhedernes gang gør De Moderates leder, Birgitte Nyborg, til Danmarks første kvindelige statsminister. Spændende!

Borgen
Borgen er en fiktiv historie om politikerne på Christiansborg.© Netflix

5. Kriger

Er bandemiljø og rockere noget, du finder interessant? Så har vi serien til dig! Krigsveteranen CC er vendt hjem efter en militærtjeneste for Danmark i verdens krigszoner gennem ti år. Skyldfølelsen over sin sidste mission og sin bedste vens død fylder meget. For at lindre smerten tilbyder han at hjælpe sin bedste vens enke. De to vil infiltrere en farlig motorcykelbande i København, så de sammen kan fælde rockerkongen Tom.

6. Sygeplejersken

Kalder alle true crime-elskere! Baseret på sande begivenheder fortæller Sygeplejersken historien om den danske sygeplejerske, Christina, fra Nykøbing Falster. Christinas kollega, Pernille, er ny på afdelingen, men hun opfanger hurtigt, at noget ikke er, som det skal være. Pernille begynder at fatte mistanke ved Christinas voksende opmærksomhedstrang, og hun begynder så småt at forbinde det med en række uforklarlige dødsfald på skadestuen.

Sygeplejersken
Sygeplejersken er baseret på en sand historie.© Netflix/Tommy Wildner

7. Broen

Hvis du er til nordiske krimiserier, er Broen helt sikkert en serie for dig! Broen er en dansk-svensk tv-serie, som starter med, at liget af en svensk politiker bliver fundet midt på Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige. Der viser sig dog at være tale om to lig – den anden halvdel er en dansk prostitueret. Der bliver nu igangsat et intenst politiarbejde, bestående af både danske og svenske kriminalfolk. De to lande skal nu hjælpes ad i opklaringsarbejdet og samarbejde for at finde morderen. Det er jo ren guf for os krimi-elskere!