Nye danske film i 2023
Disse nye, danske film glæder vi os virkelig til. © Andreas Bastiansen

10 nye, danske film, vi virkelig glæder os til at se i år

Der er film med blandt andre Mads Mikkelsen, Paprika Steen, Pilou Asbæk og Jessen-brødrene på vej!

10. maj 2023 af Henny Müller Dahl

Vi er mange, der virkelig elsker danske film – både de hyggelige og gamle, danske film og de sjove, danske film, som der også findes mange af derude. Og heldigvis for os er der altid nogle nye, danske perler på vej. Vi har her samlet 10 kommende, danske film, som vi virkelig glæder os til at se i løbet af 2023. 

1. A Beautiful Life (premiere 1. juni) 

For første gang nogensinde kan vi snart se musikeren Christopher i hovedrollen i en film. I A Beautiful Life spiller han den unge fisker Elliott, som udover at være stærk på havet også har en fantastisk sangstemme. Han får sit livs chance, da han til en fest møder musikmanageren Suzanne, som senere introducerer ham til sin datter Lilly, som er musikproducent. Men Elliots fortid truer både hans gennembrud og den begyndende kærlighed mellem ham og Lilly. 

A Beautiful Life er – modsat de andre film på listen her – ikke en biograffilm, men i stedet kan du nyde den hjemme på sofaen, når den får premiere på Netflix lige om lidt. 

A Beautiful Life med Christopher
A Beautiful Life er Netflix' seneste danske satsning. © Daniel Cotroneo

2. Englemageren (premiere 1. juni) 

Er du helt vild med psykologiske thrillere (og så ovenikøbet på dansk), så skal du glæde dig til at se Englemageren. Filmen omhandler kriminalbetjenten Laura, som normalt er specialiseret indenfor cyberkriminalitet. Dog ender hun med at blive sygemeldt med en psykose efter en fødselsdepression, men hendes interesse for arbejdet kommer igen, da hun får kendskab til en sadistisk seriemorder – og netop dét får hende til at vende tilbage til sit job.

Hovedrollen spilles af Julie R. Ølgaard, som også selv er både forfatter, producent og instruktør på seriemorderfilmen. Meget imponerende! På rollelisten finder vi blandt andre også Roland Møller og Christopher Læssø. 

Den danske film Englemageren
Skal du se den psykologiske thriller Englemageren? © SF Studios

3. Toves værelse (premiere 22. juni) 

Vi kender alle sammen til Tove Ditlevsen – den danske forfatter, som levede et turbulent liv fra 1917 til 1976. Toves værelse er en splinterny film om den fascinerende kvinde, og den vil især fokusere på det stormfulde ægteskab, hun levede i med Ekstra Bladets chefredaktør, Victor Andreasen. Filmens hovedroller indtages af dygtige Paprika Steen og Lars Brygmann, som også har spillet overfor hinanden i teaterstykket af samme navn, som filmen bygger på. 
Den danske film Toves værelse
Toves værelse handler om Tove Ditlevsen. © Nordisk Film

4. Birthday girl (premiere 17. august) 

Senere i år får vi et gensyn med seje Trine Dyrholm i dramafilmen Birthday girl. Her spiller hun den 42-årige Nanna, som er mor til Cille. For at fejre Cilles 18-års fødselsdag, inviterer Nanna datteren og hendes bedste veninde på et cruiseophold til Caribien. Wow, vild gave! 

Forventningerne til den spændende rejse er høje hos dem alle, men allerede den første aften bliver det hele vendt på hovedet. Cille forsvinder, og selvom hun senere bliver fundet igen, opdager mor Nanna, at der er sket noget meget alvorligt – Cille er blevet udsat for voldtægt og husker intet. Da Nanna forsøger at anmelde sagen, indser hun, at hun må tage sagen i egen hånd for at opnå retfærdighed. 

Den danske film Birthday Girl
Den danske film Birthday Girl er optaget i Estland. © Heikki Leis

5. Idioten (31. august) 

Idioten handler om parret Tobias og Cille, som forsøger at komme tilbage til livet efter at have været plaget af henholdsvis alvorlig psykisk sygdom og misbrug. Sammen venter de deres første barn, men deres tragiske fortid har svært ved at slippe dem – alt imens Tobias har opdaget, at han gerne vil være skuespiller. Parret begynder at tvivle på, om de er egnet til at blive forældre, da omverdenen hele tiden forsøger at forhindre deres fællesdrømme. 

Rollen som Tobias spilles af Jacob Skyggebjerg, mens det er Sarah Juel Werner, der spiller Cille. 

Den kommende danske film Idioten
Idioten handler om et par med en svær fortid. © Stroud Rohde Pearce

6. Når befrielsen kommer (premiere 21. september) 

Der findes virkelig mange gode, danske film om anden verdenskrig, og nu kommer der endnu en til samlingen. Vi forventer i hvert fald, at Når befrielsen kommer bliver meget god! Den kan næsten ikke blive andet med Pilou Asbæk og Katrine Greis-Rosenthal i hovedrollerne. 

I den kommende film spiller de to ægteparret Jacob og Lis, som sammen har den 12-årige søn Søren. Den lille forstanderfamilie bliver bedt om at huse 500 tyske flygtninge, men da de ingen hjælp får af det tyske militær, må de selv tage sig af de mange flygtninge – og det er ikke nogen let opgave! 

Sammen skal parret beslutte, om de overhovedet vil hjælpe flygtningene – for det går imod det danske folk og modstandsbevægelsen, som deres søn pludselig selv begynder at hjælpe. Det står klart, at deres liv vil blive ændret for altid, uanset hvad de vælger. 

Når befrielsen kommer er lavet af den Oscar-vindende Anders Walter, som også har stået bag Helium og I Kill Giants. 

Den nye danske fri Når befrielsen kommer
Når befrielsen kommer er endnu en dansk film og anden verdenskrig. © Andreas Bastiansen

7. Bastarden (premiere 28. september) 

Åh, hvor vi glæder os til en ny film med selveste Mads Mikkelsen. Bastarden, som filmen hedder, bygger på den sande historie om noget så dansk som kampen om den jyske hede i 1750'erne. I de år var det nemlig Kong Frederik den 5.'s største ønske at få tæmmet og civiliseret heden. Naturen på det tidspunkt er vild og plaget af både ulve og lovløse, og derfor sendes kaptajn Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen) afsted for at opdyrke heden – men på grund af tilstanden bliver det en stor udfordring. 

Ludvig Kahlen mødes også af godsejeren Frederik de Schinkel (Simon Bennebjerg), der forsøger at tvinge ham væk. Men da Frederiks husholderske, Anna Barbara (Amanda Collin), løber væk og søger tilflugt hos Ludvig, formes der et bånd mellem de to – og de vælger at tage kampen op sammen. 

Instruktør på filmen er Nikolaj Arcel, som også har instrueret En Kongelig Affære

Den nye danske film Bastarden med Mads Mikkelsen
Vi glæder os til at se Bastarden med Mads Mikkelsen. © Henrik Ohsten

8. Jagtsæson 2: I medgang og modgang (5. oktober) 

Jagtsæson 2: I medgang og modgang er, som titlen afslører, en efterfølger til den populære, danske komedie Jagtsæson fra 2019. I den nye to'er møder vi endnu gang de tre skuespillere Stephania Potalivo, Mille Dinesen og Lærke Winther som de tre veninder, Bella, Eva og Marlene. 

For Eva kører tingene ikke på skinner, og hun har mistet sit job. Marlene står i den modsatte situation og er blevet forfremmet, mens Bella skal giftes med Evas eksmand. Ikke så fedt (for Eva). Dog påtager hun sig opgaven at arrangere Bellas polterabend, men det bliver slet ikke, som Bella havde drømt om. Derfor må Eva nu kæmpe for at holde sammen på både karriere, kærlighed og venskab. 

Jagtsæson 2: I medgang og modgang
Jagtsæson 2: I medgang og modgang udkommer senere i år. © Andreas Bastiansen

9. Bedre tider (premiere i efteråret) 

Vi er helt vilde med de to Jessen-brødre, Sebastian og Andreas Jessen, som begge er virkelig gode skuespillere. Og senere i år får vi fornøjelsen af at se dem begge i den samme film, når Bedre tider får premiere. Hvornår det præcist bliver, ved vi desværre ikke endnu, men filmen forventes at udkomme i løbet af efteråret. 

Da den depressionsramte Oskar (Ari Alexander) hentes hjem fra en psykiatrisk klinik, læner han sig op ad sin storebror Karl (Sebastian Jessen), som er succesfuld familiefar. Da fogedretten en dag banker på døren, fordi Karl skal i retten på grund af udestående gæld i farens bageri, tager Karl, Oscar og deres tredje bror Lukas (Andreas Jessen) aktion. De tager til Nordsjælland for at konfrontere deres far, men de opdager, at familiebageriet er trangslukket, og at det står slemt til hos faren, Vagn (Lars Brygmann). 

Men den optimistiske far har en plan. Han vil gentage en succes fra sin ungdom, hvor han lavede verdens største romkugle – men denne gang vil han lave verdens største træstamme. Det viser sig dog hurtigt, at alle karaktererne bærer på forskellige hemmeligheder. 

Den danske film Bedre tider
Bedre tider udkommer i løbet af efteråret. © Anne Schwartz

10. Nattevagten 2: Dæmoner går i arv (25. december) 

En dansk gyserklassiker vender tilbage! Du kender måske den populære Nattevagten fra 1994, og senere i år kommer der altså en fortsættelse, som vi glæder os meget til. 

Det er 30 år siden, at der skete forfærdelige ting i kælderen på Retsmedicinsk Institut, hvor den unge Emma nu har taget jobbet som nattevagt. Det var her, hendes mor Kalinka og hendes far Martin næsten blev dræbt af den psykopatiske seriemorder Kommissær Wörmer. Emma har arvet forældrenes traume – hendes mor kom sig aldrig over oplevelsen og begik selvmord, da Emma var lille, og hendes far er i dag kun en skygge af sig selv. 

Emma beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete dengang med Wörmer og får stablet et uautoriseret møde med ham i hans isolationscelle på benene. Men det sætter gang i flere skæbnesvangre begivenheder og et blodigt hævntogt. 

Filmen har et hav af kendte navne på rollelisten – blandt andet Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Ulf Pilgaard, som alle var med i den første film. Af nye navne finder vi Fanny Bornedal, Sonja Richter, Paprika Steen og Alex Høgh Andersen. Med andre ord: Virkelig mange af Danmarks bedste skuespillere! Juleferien 2023 kan næsten kun blive god – vi ved i hvert fald allerede, hvad vi skal den 25. december. 

Nattevagten 2: Dæmoner går i arv
Skal du se Nattevagten 2: Dæmoner går i arv? © Christian Geisnæs