Screenshot fra introsangen til Friends
Vidste du, at det ikke gik helt som planlagt, da introen skulle optages? © Warner Bros. Television, Bright/Kauffman/Crane Productions

Her er historien bag introen til Venner – og den er både ret sjov og overraskende

Det gik nemlig ikke helt som planlagt

28. oktober 2018 af Michelle Andersen

Selvom vi har set introsekvensen til Venner SÅ mange gange, at det er fuldstændig umuligt at tælle, så er der altså en ret sjov og overraskende ting, som vi faktisk ikke anede om den ikoniske sekvens – og måske du heller ikke ved det?

Det forløb nemlig ikke helt uden problemer, da alle vores yndlingsvenner skulle optræde til den ørehængende sang I'll be there for you. Er du blevet nysgerrig? Så er det godt, at du herunder kan læse den overraskende historie om, hvad der i virkeligheden skete, da introen blev til.

Bogen med de saftige detaljer 

Den amerikanske forfatter Kelsey Miller har skrevet en bog om, hvordan hele den legendariske tv-serie blev til. Bogen, som har fået titlen I'll Be There for You: The one about Friends, og som du kan købe her, er efter sigende fyldt med saftige detaljer, som selv de mest dedikerede fans ikke kender til – og det gælder altså også detaljerne om introsekvensen. 

I'll Be There for You: The One about Friends bog
Bogen med de saftige detaljer udkommer på dansk 27. december. © Amazon

Skulle have været filmet i Los Angeles

Selvom Venner foregår i New York, havde de kloge hoveder bag serien, Kevin Bright og Marta Kauffman, faktisk planlagt, at introsekvensen skulle filmes på en tagterrasse i Los Angeles med udsigt ud over byen. 

Planen gik ud på, at Rachel, Monica, Phoebe, Ross, Chandler og Joey skulle forestille at have gang i en lille, hyggelig tagterrassefest. 

Men den gik ikke. Alt for meget vind kombineret med andet uvejr betød nemlig, at det ville blive for dyrt for holdet at filme på tagterrassen. Derfor var Bright og Kauffman nødt til at tage andre midler i brug. 

Løsningen blev Warner Bros.’ filmstudier i Burbank i Californien. Mellem filmstudierne er der en lille udendørs park med et springvand, og det er her, at hele den ikoniske introsekvens blev filmet. Det er altså lidt kedelige nyheder for alle os, der gik rundt og troede, at det hele selvfølgelig var filmet i Central Park i New York... 

Rosinfingre og kulde klokken fire om morgenen

Hvor meget det end ser ud, som om at de seks venner hygger sig, mens de fjoller rundt i springvandet, så var det altså ikke ligefrem den rene fornøjelse: Optagelserne foregik klokken fire om morgenen(!), vennerne stod så længe i springvandet, at de fik rosinfingre – og nå ja, så var vandet efter sigende ubehageligt koldt. 

Men ligesom de gennemblødte skuespillere var ved at miste modet, trådte Matthew Perry aka. Chandler selvfølgelig til med en vittighed om den usandsynligt trælse situation, som fik dem alle til at grine så meget, at de åbentbart helt glemte, hvor trætte og kolde de egentlig var – åh, det her bekræfter os altså bare i, at vi altid kan regne med Chandler Bing! 

Og det virker faktisk lidt, som om det var Matthew Perrys platte vittigheder, som reddede det hele. Kameraerne fangede nemlig vennernes ukontrollerede grin og fjollerier – og det er lige præcis de optagelser, du ser i den allersidste del af introsekvensen, hvor de sprøjter vand på hinanden i springvandet – helt uplanlagt og uden filter. 

Masser af kærlighed

Der er altså ikke noget at sige til, at vi er mange, som er ellevilde med Venner – og den her sjove (og ret overraskende) historie gør i hvert fald ikke kærligheden til serien mindre! 

Og der findes faktisk flere af den slags sjove historier – læs for eksempel bare hvorfor den ikoniske New-Yorker lejligheden i Venner er lilla. Hvis du allerede ved det, så er du sikkert ekspert i alt, hvad der har med Venner at gøre, og så skulle du prøve at tage den her svære quiz, som kun ægte eksperter kan klare

Kilde: Refinery29

Vil du holdes opdateret på seneste nyt om film og serier? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori