Raya i ny Disney film
Raya er Disneys nye kriger-prinsesse© Walt Disney Animation Studios, Walt Disney Pictures

Mød bad ass-heltinden Raya i denne spritnye Disneyfilm

Er du klar på at se en asiatisk Disney-verden?

22. oktober 2020 af Ida Storm Frøslev Hansen

Er du tosset med Asien? Er du vild med seje, kvindelige forbilleder? Og ELSKER du Disney? Så er der godt nyt!

Disney er nemlig snart klar med deres nyeste animationsfilm Raya and the Last Dragon.

Filmen er tilmed lavet af skaberne bag nogle af vores andre yndlingsfilm såsom Moana og Frost, så vi er sikre på, at denne film bliver endnu et hit, vi kan tilføje til yndlings-listen. 

Jagten på den sidste drage

I denne nye animationsfilm følger vi pigen Raya, der bor i et rige kaldet Lumandra. 

Lumandra er et episk, fortryllende univers, der er stærkt inspireret af Asien. I Lumandra findes fem klaner, der danner det såkaldte “dragens land”, men der mangler noget – nemlig den sidste drage. Raya beslutter sig for at finde den sidste drage, og det bliver en hæsblæsende rejse.

Raya ser SÅ bad-ass ud i denne trailer, der netop er blevet offentliggjort, så vi er helt sikre på, at hun kan klare hvad som helst, der kommer hendes vej. Helt sikkert, hvis hun også får hjælp af det nuttede, kæmpe bænkebidder-lignende dyr, vi også møder i traileren.

Star Wars- og Jumanji-stjerner i hovedrollerne

Nå, hvordan får du så din animationsfilms-hadende bror eller søster lokket med i biffen og se denne nye Disneyfilm? Du fortæller dem bare, at ingen ringere end Rose Tico fra Star Wars lægger stemme til hovedrollen!

Kelly Marie Tran, der spiller Rose Tico i Star Wars-filmene, skal nemlig spille den seje kriger pige Raya. 

Hun har selv udtalt, at Raya teknisk set er en prinsesse, men i langt højere grad er en kriger. Da Raya var barn, var hun begejstret for at få et sværd, og nu, som voksen, er Raya vokset op til at blive en grov, modig og hardcore kriger. 

Udover en Star Wars-stjerne, har folkene bag Raya and the Last Dragon castet Jumanji-stjernen og Golden Globe-vinderen Awkwafina i rollen som Sisu – en vanddrage i menneskelig form, der har brug for hjælp til at få sine kræfter tilbage.

Vi kan slet ikke vente til at tage i biffen, og se Disneys take på et asiatisk univers med en sej kvinde i spidsen!

Filmen har premiere 12. marts 2021.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.