I dag kan Netflix offentliggøre, at den danske film Ehrengard: Forførelsens Kunst får premiere på streamingtjenesten senere i 2023. Filmen, som er et nyt, dansk og humoristisk periodedrama instrueret af Oscar-vinderen Bille August, har blandt andre Sidse Babett Knudsen, Mikkel Boe Følsgaard, Alice Bier Zandén og Emilie Koppel på rollelisten.

Baseret på bog af Karen Blixen
Den nye film er baseret på bogen Ehrengard af Karen Blixen og foregår i eventyrriget Babenhausen, hvor en ung, selvudnævnt kærlighedsekspert ved navn hr. Cazotte (Mikkel Boe Følsgaard) bliver hyret af den intrigante storhertuginde (Sidse Babett Knudsen) til at hjælpe med at sikre hende en arving til tronen.
Mens han leder efter en passende fremtidig prinsesse, underviser hr. Cazotte også den generte og indadvendte kronprins Lothar (Emil Aron Dorph) i kunsten at forføre og elske. Men deres plan giver bagslag, da en arving bliver undfanget uden for ægteskab, og kongefamilien må søge tilflugt på Rosenbad-slottet. Alt imens rivaler internt i kongefamilien sporer sig ind på deres udspekulerede plan, forelsker Cazotte sig i Ehrengard (Alice Esther Bier Zandén), hofdamen, og lærer gradvist, at han faktisk slet ikke er ekspert i kærlighed.
Vi glæder os allerede til Ehrengard: Forførelsens Kunst, som endda byder på scenografi og kostumer af Hendes Majestæt Dronningen.