Den danske serie Equinox på Netflix
Vi skal helt klart se denne overnaturlige thrillerserie! © Tine Harden/Netflix

Netflix offentliggør teaser til ny dansk thrillerserie om en gymnasieklasses forsvinden

Vi kan ikke vente med at finde ud af den mørke sandhed

23. november 2020 af Henny Müller Dahl

Her på redaktionen elsker vi både danske film og danske serier, og derfor kan vi ikke lade være med at klappe i hænderne, hver gang vi hører, at der venter nyt indhold fra de danske egne. 

Og i dag er ingen undtagelse, for Netflix har lige annonceret, at der inden længe lander en splinterny dansk serie på streamingtjenesten. Der er tale om Netflix Original-serien Equinox, der er baseret på den anmelderroste podcast Equinox 1985 af Tea Lindeburg, som på kort tid strøg til tops på podcast-hitlisterne. 

En overnaturlig thriller

Den nye serie er en overnaturlig thriller, der springer frem og tilbage mellem nutiden og året 1999, hvor en klasse af nyudklækkede studenter pludselig forsvinder sporløst. En af de forsvundne studenters søster, Astrid, er dengang kun ni år gammel, og hun bliver meget berørt og traumatiseret af hændelsen – noget, der følger hende i mange år og giver hende mareridtslignende syner. 

Da Astrid i 2020 er vært på et aftenradio-program, bliver hun pludselig kontaktet af en af de tre overlevende fra 1999. Kort tid efter dør personen på mystisk vis, og Astrid beslutter derfor, at hun vil finde ud af, hvad der skete med søsteren og resten af gymnasieklassen. Her opdager hun en mørk sandhed – der endda involverer hende selv. 

Den første teaser er offentliggjort

Equinox vil bestå af seks episoder, og på rollelisten kan vi se frem til at se kendte ansigter som blandt andre Danica Curcic i rollen som Astrid og Lars Brygmann i rollen som pigernes far. 

Glæder du dig lige så meget som os til at se den nye serie, skal du heldigvis ikke vente alt for længe, for Equinox får nemlig premiere den 30. december – en perfekt afslutning på året!

Indtil da kan du herunder se den første teaser til serien. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.