Kalder alle Harry Potter-fans, for vi har gode nyheder til jer. HBO Max har nemlig afsløret på Twitter, at den første Harry Potter-serie nogensinde er på vej, og vi kan slet ikke få armene ned.
Snart bliver det altså atter tid til at stige ombord på Hogwarts-ekspressen, få tildelt et kollegie af fordelingshatten og sidst men ikke mindst slås mod mørkets onde kræfter i det fantastisk og overnaturlige Harry Potter-univers.
En helt ny serie
Serien er allerede nu i støbeskeen, og HBO Max skriver på Twitter, at serien bliver en tro tilpasning af de ikoniske bøger.
Og hvis du (ligesom os) også er helt vild med bøgerne, så kan du godt glæde dig. Serien åbner nemlig op for, at Harry Potter-universet kan få en helt anden dybde, end filmene kan give, da den lange TV-serie, som forventes at strække sig over et helt årti, vil berige os med alle de små detaljer fra bøgerne.
Om vi igen skal byde velkommen til skuespillerne Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint, som spillede hovedrollerne i alle syv Harry Potter film vides endnu ikke. Dog skal vi regne med, at der kommer en ny rollebesætning, men det kan jo være, at de tidligere Harry Potter stjerner gør et lille visit i løbet af serien. Også forfatter J. K. Rowling selv er involveret i den nye serie.
Premieredatoen for serien er ukendt
Desværre er det endnu uvist, hvornår den spritnye Harry Potter-serie får premiere på HBO Max, så vi må væbne os med tålmodighed.
I mellemtiden kan vi jo øve os på at fremtrylle den helt rette patronus-besværgelse.