Skuespillerne fra serien Nisser
Snart kommer en ny dansk serie på Netflix© Henrik Ohsten, Netflix

Ny dansk serie blander jul med gys og overnaturlige elementer – og den kommer på Netflix

Glem alt om de idylliske julefortællinger!

6. oktober 2020 af Henny Müller Dahl

Tænk, hvis nisser fandtes og i virkeligheden var onde og farlige for mennesker? Synes du, det lyder som plottet i en perfekt julegyser? Så kan du godt glæde dig, for det er lige noget af det, du kan forvente dig af en ny dansk serie på Netflix. 

Serien har fået titlen Nisser, og det er skaberne bag hit-serien The Rain, der står bag. I serien vil de væsener, vi alle kender fra julemyterne, blive bragt til livs i en historie, der blander den klassiske julefortælling med et hint af uhygge og overnaturlige elementer. 

En storbyfamilie på afveje 

Nisser handler om en storbyfamilie, der rejser til en lille afsides dansk ø for at holde juleferie. Hvad familien ikke ved, er, at øens beboere lever side om side med farlige væsener i skoven, der viser sig at være nisser. Og her taler vi ikke om de søde julenisser, vi placerer på alle overflader i vores lejlighed op til jul, men om blodtørstige nisser, der tænker på alt andet end julegrød. 

Da familiens yngste medlem finder en såret nisse og tager den med hjem, bryder hun en ældgammel balance mellem mennesker og nisser – og det sætter gang i en livsfarlig kamp for overlevelse. 

Optagelserne er i gang 

Produktionen af den nye serie er allerede i gang, og alle scener optages i områder udenfor Storkøbenhavn. Blandt de medvirkende er blandt andre Ann Eleonora Jørgensen, som vi kender fra Herrens Veje, Rasmus Hammerich, der spiller med i filmen En Frygtelig Kvinde og Lila Nobel og Lukas Køkken, som medvirker i The Rain. 

Serien vil bestå af seks afsnit, men hvornår den nye serie rammer Netflix, er endnu ikke fastlagt. Vi glæder os allerede til at se denne nyfortolkning af julegenren. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.