Kvinde med forbinding om ansigtet, thriller, goodnight mother
En skønhedsoperation har fået tvillingernes mor til at se sådan her ud.© Amazon Prime

Mangler du en god, psykologisk thriller til weekenden? Så skal du se denne nye remake

Klar til kuldegysninger og nedbidte negle?

16. september 2022 af Maria Dalby Kamper

Weekenden står for døren, og det kalder på hygge med en god film foran fjernsynet. Heldigvis for dig har vi den helt oplagte film, du skal se, hvis du også elsker nervepirrende, psykologiske thrillers – nemlig Goodnight Mommy.

Du ville nok også undre dig, hvis du kom hjem til din mor, og hun pludselig agerede meget anderledes, end du var vant til. Det er netop dét, de to tvillinger Elias og Lucas oplever, da de kommer hjem til deres mor i et lille hus langt ude på landet. 

Brødrene bliver noget overraskede, da de opdager, at deres mors ansigt er dækket af kirurgisk bandage. Tiden, som ellers skulle være hyggelig, præges i stedet af morens bizarre opførsel, og drengene fornemmer hurtigt, at der er noget, som ikke helt stemmer. 

tvillinger ved mors side goodnight mother
Hyggeligt ser det måske ud – men er alt, som det skal være?© Amazon Prime

Mor med mystisk opførsel

Tvillingerne sætter sig for at søge efter svar, da deres mor begynder at ødelægge deres gaver til hende. Hun laver også nogle nye, mærkelige regler, som blandt andet inkluderer, at drengene ikke må gå ud i laden. 

Naomi Watts spiller rollen som den utilregnelige mor, og du har helt sikkert set hende før, da hun tidligere har spillet med i alt fra King Kong til Insurgent. Vi glæder os meget til at se hende i denne uhyggelige rolle! 

Remake af østrigsk gyser

Goodnight Mommy er faktisk en genindspilning af en østrigsk film af samme navn fra 2014. Den originale film tog publikum med storm, og filmen vandt flere priser ved østrigske award shows. Den spændende remake er allerede landet på streamingtjenesten Amazon Prime i dag den 16. september.

Det er ikke unormalt, at der laves remakes af gode gyserfilm. The Ring var originalt en japansk film, som senere blev populær i form af den amerikanske udgave, hvor Naomi Watts i øvrigt også medvirkede.