Clay fra Døde piger lyver ikke og Piper og Alex fra Orange is the new black
Vi har jo vildt meget godt i vente! © Tilted Productions, Lionsgate Television, Paramount Television, July Moon Productions

7 nye sæsoner (og en splinterny serie!), vi glæder os til at se i 2019

Nogle af dem har vi ventet virkelig længe på!

18. januar 2019 af Freyja S. Anderberg

1. Game of Thrones (sæson 8)

Vi er rigtig mange, der har ventet meget længe på afslutningen af hitserien Game of Thrones. Syvende sæson blev vist i sommeren 2017, så det er efterhånden halvandet år siden, vi sidst fulgte Khaleesi, Jon Snow, Jaime Lannister og alle de andre. 

Måske har du set eller genset serien for nyligt? Hvis det er tilfældet, så må du da snart have abstinenser efter mere? Den ottende og sidste sæson af Game of Thrones har premiere 14. april 2019 på HBO – og vi glæder os helt vildt til at se, hvad vi har i vente. 

Indtil da kan vi jo smugkigge lidt (mere) på teaseren for ottende og sidste sæson:

2. Døde piger lyver ikke (sæson 3)

Okay, den her serie tryllebandt os, og vi var seriøst igennem hele følelsesregisteret i både første og anden sæson. Døde piger lyver ikke er en af de bedste serier på Netflix, for udover det faktum at den fanger os og rører os helt inderst inde, så er den utrolig vigtig for os allesammen, når den sætter fokus på alvorlige emner. Derfor er vi også mange, der har håbet på en tredje sæson – og den får vi! 

Netflix har endnu ikke offentliggjort premieredatoen, men vi er blevet lovet, at det bliver en gang i 2019. Og vi er jo ret spændte på at se, hvem der skal være hovedpersonen, for det er tidligere blevet offentliggjort, at Hannah Baker ikke er med i sæson 3. 

Vi glæder os helt vildt til et gensyn med søde Clay. 

3. Orange Is the New Black (sæson 7)

I 2019 bliver du også forkælet med en ny sæson med vores kvindelige yndlingsfanger. Men det bliver desværre også den sidste, for Netflix har besluttet, at Orange Is the New Black slutter med sæson 7, som videoen nedenfor også fortæller os. 

Vi glæder os til at se, hvad der mon skal ske med Piper, Alex, Crazy Eyes og alle de andre skøre kvinder, men det bliver helt sikkert også en sørgelig afsked, da serien har givet os mange gode grin gennem årenes løb. 

4. Den som dræber (sæson 2)

Den danske krimiserie tog danskerne med storm – den blev set af mere end en million seere per afsnit, og nu er der en sæson nummer to på vej. Anden sæson bygger videre på første sæson, men den kommer ikke til at fungere som en afhængig efterfølger. 

De to hovedroller, politiefterforskeren og psykologen, skal opklare to unge pigers forsvinden, og vi er blevet lovet en meget karakternær sæson, som vil give os kuldegysninger.  

Første sæson kørte på TV 2, men anden sæson bliver i 2019 vist på TV3 og eksklusivt på Viaplay – og vi glæder os ret meget, hvis vi skal sige det mildt. 

5. The Handmaid's Tale (sæson 3)

Juhuu! Der er også ny sæson af The Handmaid's Tale på vej til os i 2019. Vi ved endnu ikke så meget om den tredje sæson, men vi gætter på, at vi får fornøjelsen af et spændende gensyn med June, Serena og Fred Waterford, Emily og alle de andre i Gilead i løbet af foråret på HBO.

Genforenes June nogensinde med sin mand? Og hvad skal der ske med Emily? Vi har så mange spørgsmål, som vi ikke kan vente med at svar på i tredje sæson. 

6. Big Little Lies (sæson 2)

Hvis du ikke har set første sæson af Big Little Lies, så skal du virkelig gøre dig selv den tjeneste at se den lige så snart, du får muligheden for det. Du har masser af godt i vente! Især nu, hvor HBO har offentliggjort, at der er en ny sæson på vej til os. 

Vi ved endnu ikke, hvornår anden sæson får premiere, til gengæld er der masser af andre saftige detaljer om sæson to, som vi allerede kender til. Vi glæder os helt vildt til den nye sæson, for vi har seriøst længtes efter mere, siden vi slap første sæson. 

7. Stranger Things (sæson 3)

Indrømmet... Vi bingewatchede både første og anden sæson af Stranger Things, og anden sæson efterlod os med en ret stor craving efter mere – og det får vi endelig i 2019. 

Netflix har endda annonceret, at vi får fornøjelsen til sommer, nemlig 4. juli, så det glæder vi os enormt meget til. 

Hvad ved vi om tredje sæson på nuværende tidspunkt? Vi ved, at den bliver endnu mere creepy, og at den kommer til at at foregå om sommeren. Hvis du er nysgerrig på den kommende sæson, så har vi samlet alt det, vi ved om den indtil videre her, og det lyder bestemt ikke kedeligt!

City on a Hill (ny serie)

Og endelig til den spritnye serie, som vi også glæder os til at se i 2019. Serien bygger på en original idé fra ingen ringere end Ben Affleck, som producerer serien sammen med Matt Damon... Det lyder altså ret interessant, hvis du spørger os!

Serien foregår i Boston i starten af 90'erne, hvor kriminaliteten hærger, og racisme og korruption er normen. Vi følger en advokat og en korrupt, pensioneret FBI-agent, som forsøger at samarbejde, selvom de har to vidt forskellelige dagsordener. 

Hvis du er til krimiserier og neglebiddende spænding, så er det nok en serie lige for dig – vi er i hvert fald ret spændte på at høre og se mere, når serien får premiere på streamintjenesten Showtime i 2019. 

Vil du holdes opdateret på seneste nyt om film og serier? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori