På søndag den 13. marts – eller okay, egentlig om natten til den 14. marts – løber årets Oscar-show af stablen. Her skal de bedste, nye film traditionen tro kåres, og der bliver helt sikkert nogle overraskende momenter; både når det kommer til showet generelt, og hvem der vinder – for mon ikke, der igen i år sker nogle skøre ting, ligesom de andre år til Oscars? Det tror vi!
Det er dog fortsat filmene, der er det allervigtigste til Oscars, og uanset om du har tænkt dig at holde dig vågen til showet eller ej, så kan du stadig benytte lejligheden til at se nogle af de nominerede film – for Oscar-nomineringer betyder jo som regel gode film, og hvem kan ikke lide netop dét? Vi har her samlet hele 21 af årets Oscar-film, som du allerede kan finde på forskellige streamingtjenester. Se dem alle herunder.
1. Turning Red
Pixars Turning Red er nomineret i kategorien Bedste animationsfilm. I animationsfilmen møder vi Mai Lee, en selvsikker, fjollet 13-årig mors pige, som rammes af teenagelivets kaos. Hendes beskyttende og lidt dominerende mor, Ming, er altid lige i nærheden – uheldigvis for teenageren. Og som om det ikke var nok, at hendes interesser, forhold og krop er under forandring, bliver Mai ovenikøbet til en stor rød panda, når hun bliver for begejstret.
Turning Red kan ses på Disney+.

2. The Banshees of Inisherin
The Banshees of Inisherin er en af årets storfavoritter ved prisuddelingen med hele ni nomineringer. Denne finurlige film er en fortælling om venskab og med Colin Farrell og Brendan Gleeson i front. På trods af, at naboerne Pádraic (Colin Farrell) og Colm (Brendan Gleeson) har et livslangt venskab, befinder de sig i en svær situation, da den ene pludselig afslutter deres venskab, hvilket får alarmerende konsekvenser for dem begge...
Filmen er blandt andet nomineret i kategorierne Bedste film, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste kvindelige birolle og Bedste mandlige birolle. Fra den 12. marts kan du glæde dig til, at du kan streame denne favorit på Disney+.

3. Le Pupille
Le Pupille er en stærk kortfilm om uskyldighed, grådighed og fantasi på en katolsk pigeskole under krigen, hvor anarkistiske tilstande bliver udløst af noget så uskyldigt som en julegave. Le Pupille er nomineret i kategorien Bedste kortfilm.
Le Pupille kan streames på Disney+.

4. Black Panther: Wakanda Forever
Black Panther: Wakanda Forever, der er en af de seneste film i MCU-universet, kan bryste sig med fem nomineringer til Oscar-showet på søndag.
I Black Panther: Wakanda Forever kæmper Dronning Ramonda, Shuri, M’Baku, Okoye og Dora Milaje for at beskytte deres nation mod intervenerende verdensmagter i kølvandet på Kong T’Challas død. Mens wakandanerne stræber efter at omfavne deres næste kapitel, skal heltene slå sig sammen med hjælp fra War Dog Nakia og Everett Ross og bane en ny vej for kongeriget Wakanda.
Filmen er blandt andet nomineret i kategorierne for Bedste kvindelige birolle, Bedste kostume og Bedste originale sang. Den kan streames på Disney+.

5. Fire of Love
Dokumentaren om det dødsdømte kærlighedsdrama mellem de frygtløse franske forskere Katia og Maurice Krafft og deres elskede vulkaner er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste dokumentar. Katia og Maurice Krafft elskede to ting – hinanden og vulkaner. Parret rejste verden tynd i jagten på udbrud og dokumenterede deres opdagelser.
De døde i 1991, men efterlod en arv, der berigede vores forståelse af naturen. Med afsæt i deres arkiver fortæller Fire of Love historien om skabelse og ødelæggelse, når to forskere begiver sig ind på ukendt land i kærlighedens navn. Du finder filmen på Disney+.

6. Everything Everywhere All at Once
Filmen Everything Everywhere All At Once er nomineret i hele 11 kategorier til årets Oscar-show, hvilket i sig selv er virkelig vildt. Den handler om den udmattede kinesisk-amerikanske kvinde Evelyn, som pludselig havner midt i et skørt eventyr, hvor hun som den eneste kan redde verden. For at gøre det skal hun gennemgå alle de liv, som hun kunne have levet i stedet for sit eget.
Everything Everywhere All At Once kan streames på Viaplay, og du kan også se den gratis på Filmstriben, hvis du har et bibliotekskort.
7. Elvis
Historien om en af verdens mest kendte sangere Elvis er blevet filmatiseret i denne film af samme navn. Filmen fokuserer på Elvis' liv og kærlighed til musik, ligesom hans meget komplicerede forhold til manageren Colonel Tom Parker også bliver belyst.
Filmen er nomineret i otte forskellige kategorier – blandt andet for Bedste film og Bedste mandlige hovedrolle. Elvis kan streames på HBO Max.

8. The Batman
Du kender sikkert dygtige Robert Pattinson, som mange af os var virkelig store fans af tilbage i Twilight-tiden. Nu er vampyrrollen udskiftet med rollen som selveste Batman. I denne nyeste The Batman-film forsøger en seriemorder at lokke ordensmagerne i byen Gotham ind i et farligt spil – og Batman gør sit for at ødelægge spillet!
Filmen er nomineret i tre kategorier for henholdsvis Bedste makeup og hårstyling, Bedste lyd og Bedste visuelle effekter. The Batman kan streames på HBO Max.

9. Navalny
En af filmene i kategorien Bedste dokumentarfilm er Navalny. Den handler om den russiske oppositionsleder Aleksej Navalny, som i 2020 pludselig bliver dødssyg på et passagerfly, der er på vej til Moskva. Senere bliver det opdaget, at han er blevet forgiftet, og i denne dokumentarfilm efterforsker han og en gruppe undersøgende journalister attentatforsøget.
Navalny kan ses på HBO Max.

10. To Leslie
Filmen To Leslie er i år nomineret i en enkelt kategori til Oscars, nemlig for bedste kvindelige hovedrolle (som i øvrigt spilles af Andrea Riseborough). To Leslie handler om en enlig mor i Texas, som en dag vinder i lotto. Dette bliver en livsændrende begivenhed – men ikke på den positive måde. Hun ender nemlig med at ødsle hele gevinsten væk og efterlade mange mennesker med knuste hjerter. Nogle år senere har hun intet sted at søge hen, og hun må kæmpe for at skabe sig et nyt liv.
Filmen kan streames på YouSee eller ses på Filmstriben, hvis du har et bibliotekskort.
11. Causeway
Vi elsker Jennifer Lawrence, og hun gør det formidabelt i filmen Causeway – dog er det ikke hende, der er nomineret til en Oscar i denne omgang. Det er i stedet skuespiller Brian Tyree Henry, som måske kan vinde prisen som Bedste mandlige birolle; filmens eneste nominering.
Causeway handler kort fortalt om en amerikansk soldat, der får en hjerneskade, mens han er i krig i Afghanistan. Senere må han kæmpe for at tilpasse sig livet derhjemme. Du finder filmen på HBO Max.

12. Mrs. Harris Goes to Paris
Den ret så søde Mrs. Harris Goes to Paris handler om en rengøringsdame, der forelsker sig helt enormt meget i en Dior-kjole. Hun beslutter, at hun bare må gøre ALT for at få fat i den. Hun arbejder hårdt for at skaffe midler til at købe drømmekjolen, og hun begiver sig ud på en rejse til Paris, som vil ændre Diors fremtid.
Mrs. Harris Goes to Paris er nomineret i en enkelt kategori til årets Oscar-show, og det er for Bedste kostumedesign. Filmen kan streames på YouSee.
13. Blonde
Blonde handler om Marilyn Monroes hektiske privatliv og den pris, hun måtte betale for sin enorme berømmelse. Filmen har fået lidt blandende anmeldelser, men den er alligevel nomineret til en enkelt Ocar-pris, nemlig den for Bedste kvindelige hovedrolle.
Filmen kan ses på Netflix.

14. The Sea Beast
En anden af årets nominerede i kategorien for Bedste animationsfilm er The Sea Beast, som handler om en ung pige, der gemmer sig på en skib, der jager søuhyre. Hun kommer ud på en sjov og episk rejse og ender med at skrive historie.
The Sea Beast kan streames på Netflix.

15. All Quiet on the Western Front
Den tyske film All Quiet on the Western Front fortæller en gribende historie om en ung, tysk soldat under Første Verdenskrig. Sammen med sine kammerater oplever han den desperation og frygt, som krigen har med sig, og som soldater må de kæmpe for deres liv. Filmen er baseret på den verdenskendte bestseller af samme navn.
Filmen er nomineret i ni forskellige kategorier – blandt andet for Bedste internationale film og Bedste film. Den kan ses på Netflix.

16. Bardo, False Chronicle of a Handful of Truths
Hvis du godt kan lide film, der er meget visuelt flotte, skal du se denne film. Den handler om en berømt mexicansk journalist og dokumentarfilmsskaber, som bor i Los Angeles og en dag modtager en prestigefyldt international pris. Da han er tvunget til at vende tilbage til sit hjemland, ender han i en eksistentiel krise!
Filmen er af gode grunde nomineret i kategorien for Bedste cinematografi, og du kan se den på Netflix.

17. Guillermo Del Toro's Pinocchio
Du kender helt sikkert historien om Pinocchio, og i 2022 udkom der faktisk hele tre forskellige film om den lille trædreng med den lange næse. En af dem, nemlig Guillermo Del Toro's Pinocchio er i år nomineret i kategorien for Bedste animationsfilm.
Du finder filmen på Netflix.

18. Triangle of Sadness
Triangle of Sadness handler om modelparret Carl og Yaya, som strander på en øde ø sammen med en gruppe milliardærer og en rengøringskone. Det gør de, da deres luksusyacht bliver ramt af en voldsom storm. De må alle kæmpe for overlevelse – og det viser sig blandt andet, at rengøringskonen er den eneste, der kan finde ud af at fiske.
Hovedrolleindehaveren Charlbi Dean, der spillede Yaya i filmen, døde pludselig i august 2022 af blodforgiftning i en alder af kun 32 år.
Triangle of Sadness er nomineret for Bedste film, Bedste originale manuskript og for Bedste instruktør. Du kan streame filmen på YouSee.
19. Argentina, 1985
Argentina, 1985 er en ret vild film, der bygger på den sande historie om en ung jurist, en offentlig anklager og det meget uerfarne hold, de havde bag sig, da de vovede at retsforfølge lederne bag det blodige militærdiktatur i Argentina.
Filmen er en af de nominerede i kategorien for Bedste internationale film, og den kan ses på Amazon Prime Video.

20. Ivalu
Den dansk-grønlandske kortfilm Ivalu er i år nomineret til en Oscar i kategorien for Bedste kortfilm. I filmen, der er baseret på en tegneserie, er pigen Ivalu forsvundet, og hendes lillesøster forsøger desperat at lede efter hende. Imens er deres far fuldstændig ligeglad.
Ivalu er den første grønlandsksprogede film, der nogensinde er nomineret til en Oscar. Du kan se denne dragende, korte film på TV2 Play.

21. Top Gun: Maverick
Top Gun: Maverick var uden tvivl en af de helt store biograffilm i 2022, og den er af gode grunde nomineret til hele seks Oscars i år – blandt andet for Bedste film, Bedste redigering og Bedste lyd.
Top Gun: Maverick er efterfølgeren til Top Gun-filmen fra 1986. Pete “Maverick” Michell, spillet af Tom Cruise, skal træne nogle Top Gun-kandidater efter selv at have. tjent som en af flådens bedste flyvere i mere end 30 år. Dette fører til, at han blandt andet tager den unge mand Bradley, som er søn af Mavericks gamle partner Goose, under vingerne.
Du kan se Top Gun: Maverick på TV2 Play og på YouSee.
Kilder: Oscars.org