robinson dækhistorier
Der er blevet brugt sjove dækhistorier i forbindelse med årets Robinson Eksepeditionen.© Viaplay Group

9 Robinson-deltagere fortæller: Dette var vores dækhistorier, da vi skulle optage programmet

Kan du gætte, hvem der brugte yogarejse som dækhistorie?

7. november 2022 af Maria Dalby Kamper

Robinson Ekspeditionen er hårdt, men det skal sgu være hårdt — i hvert fald ifølge Jakob Kjeldberg. Udover at være fysisk udfordrende, kræver programmet blandt andet også, at deltagerne tager fri fra arbejde og er væk fra venner og familie i lang tid, mens de jagter titlen som årets Robinson-vinder. Og det lader til, at deltagerne skal finde på nogle kreative dækhistorier, så det ikke bliver afsløret, at de er med i realityprogrammet. 

Her på redaktionen har vi undret os lidt over, hvad deltagerne i Robinson fortæller sine nærmeste, arbejdsgivere og følgere på de sociale medier, når de rejser afsted for at deltage i programmet – og måske du også har undret dig?

Vi har derfor spurgt ni deltagere fra dette års Robinsons, hvilke dækhistorier de benytte i forbindelse med programmet. Læs dem alle her. 

1. Naja – En tur til Dubai i sabbatåret

Naja var kun ærlig overfor sin storebror, mor og far omkring, at hun skulle med i Robinson. Til resten af sin tætte omgangskreds fortalte hun, at hun som en del af sit sabbatår havde besluttet sig for at tage ud og opleve verden. De fik blandt andet denne besked: “Jeg tager altså til Dubai i to måneder og besøger min kusine og får oplevet kulturen derovre. Så kan jeg samtidig få mig en lækker tan ;)”

Naja fortalte samtidig også, at hun ville lade det være en selvudviklingsrejse, så derfor ville hun ikke være på sociale medier eller til at komme i kontakt med imens. 

“Tænker, det skal prøves! Og tror samtidig, det bliver sundt for mig. Glæder mig helt vildt!”, afsluttede hun blandt andet en af sine beskeder med. 

Naja Robinson deltager dækhistorie
Naja brugte en tur til Dubai som dækhistorie til Robinson.© Viaplay Group

2. Emil – Jordomrejse med to venner

Emil blev mødt af rigtig mange spørgsmål omkring sin dækhistorie, hvilket gjorde det ret svært for ham at holde styr på sin lille løgn om, at han skulle på jordomrejse med to venner. 

“Det, jeg ikke havde tænkt over, var, at det er noget, mange drømmer om og elsker at blive inspireret af!”, fortæller Emil, som fik mange spørgsmål omkring, hvor han skulle hen, hvem han skulle afsted med, hvor meget de skulle af med, og om rejsen var en backpacker-rejse eller mere luksus. “Altså, 1000 spørgsmål, hvor jeg bare skulle fyre en løgn af!”, siger Emil.

Til spørgsmålet om, hvor han skulle rejse hen, svarede han, at han ikke vidste det, da det var hans ven, der havde valgt stedet. 

emil robinson deltager dækhistorie
Emil påstod, at han ikke vidste, hvor rejsen gik hen i sin dækhistorie.© Viaplay Group

3. Jacob – Selvudviklingsrejse uden mobil og internet

Jacob sagde til sine venner og bekendte, at han skulle på selvudviklingsrejse, hvor han ikke ville bruge mobil og internet, men Robinson faldt på et lidt uheldigt tidspunkt for Jacob.

“Optageserne til Robinson fandt sted i juni, så jeg missede alle mine eksaminer på grund af det”, skriver Jacob.

Han fortæller yderligere, at han ikke føler, at hans historie var troværdig: “Jeg havde sagt til folk, jeg havde søgt om at være med i Robinson, så da jeg et par dage før første eksamen sagde til folk, jeg skulle på en selvudviklingsrejse uden mobil og internet, kunne de fleste nok godt regne ud, hvad jeg i virkeligheden havde gang i.”

Robinson Jacob dækhistorie
Jacob havde selvudvikling som dækhistorie.© Viaplay Group

4. Isabella – Familien måtte finde på historier

Isabella sagde kun noget om programmet til sine allertætteste. “Jeg tog bare afsted. Jeg har det rigtig svært ved at lyve og vidste, at jeg ikke kunne holde hoved og hale i, hvad jeg skulle sige til andre,” fortæller hun om sin dækhistorie till Robinson.

I stedet var det hendes kæreste og familie, som måtte finde på historier, som kunne forklare hendes fravær, og det havde de det lidt svært ved:

“De [familien] har efterfølgende sagt, at de nogle gange har tænkt: ‘Shiiit, hvor sagde jeg, hun var sidst, og hold da op, hvor jeg kejler rundt i min forklaring.’ Så jeg tror godt, folk har luret, at der var noget mærkeligt over det. Så tror jeg også lidt, jeg glemte, hvor øv og svært det var for mine nærmeste sådan at skulle lyve andre op i ansigtet i forhold til, hvad jeg lavede. Men jeg er dem taknemmelig”, skriver Isabella. 

isabella robinson deltager dækhistorie
Isabella tog bare afsted uden at have den store dækhistorie planlagt.© Viaplay Group

5. Sine – Yogarejse på Bali

Sine fortæller, at hendes dækhistorie lå lige til højrebenet, da hun før har været ude at rejse i forbindelse med sin passion for yoga. 

“Der var en del, hvortil jeg fortalte, at jeg skulle på yogarejse på Bali, og det var der rimelig mange, der hoppede på, da jeg før har været på yogarejse i Indien”, fortæller Sine. 

Hun fortæller også, at hun spurgte produktionen, om de havde gode idéer til, hvad hun skulle sige, og de foreslog uddannelse i USA, men Sine selv var ikke sikker på, at nogen ville tro på det, så derfor gik hun med yogarejsen. 

Til sin chef ville Sine dog gerne fortælle sandheden, men chefen troede, det var en helt anden samtale, de skulle have, da Sine bad om en snak.

“Jeg var nødt til at fortælle det til min chef, så jeg sagde til hende, at der var noget, jeg skulle fortælle, hvortil hun svarede, at hun godt vidste, hvad jeg ville sige. Hun skrev det ned på et papir, så hun kunne vise mig det bagefter. Jeg sagde så, at jeg skulle være med i Robinson Ekspeditionen, og så måtte min chef sige: “Nå, det var ikke det, som jeg havde skrevet.” Hun troede, jeg ville sige, at jeg var gravid", fortæller Sine. 

Sine robinson dækhistorie
Mange i Sines omgangskreds troede på hendes dækhistorie.© Viaplay Group

6. Loay – Forretningsrejse til Kina

Loay startede med at fortælle sin familie, at han skulle på forretningsrejse til Kina med en god kammerat, som familien også kendte. Som selvstændig var det nemlig ikke helt usandsynligt, at det var noget, som han skulle. Han sagde også til sin familie: "Jeg står til at kunne tjene mange penge. Op mod en halv million", fortæller Loay grinende. 

Han havde altså en god grund til at være lidt hemmelighedsfuld, imens han fandt ud af, om det var sikkert, at han skulle afsted. Da han kom tættere på afrejsen, fik familien og de nærmeste dog sandheden at vide. 

Til resten af omverdenen sagde han faktisk ikke noget, og det var, ifølge ham selv, lidt dumt. “Jeg smuttede jo bare, og jeg er jo rimelig aktiv på de sociale medier, så da jeg kom hjem fra Robinson, var der folk, der spurgte, hvornår jeg var kommet ud”, fortæller Loay. Folk troede, at han havde været inde at sidde, men ingen vidste for hvad. 

“De havde bare hørt, at jeg havde været i fængsel”, fortæller Loay. Så der var altså nogle, der tydeligt havde bemærket hans fravær på de sociale medier.

Loay robinson deltager dækhistorie
En lille forretningstur med et stort udbytte var i starten Loays dækhistorie.© Viaplay Group

7. Mie – Assistentens hjælp til dækhistorie

Mie var nødt til at forklare, hvorfor hun fra den ene dag til den anden pludselig ikke var aktiv på de sociale medier, men hun føler sig heldig, da hendes assistent havde fuldstændig styr på alle beskederne, som landede i indbakken. Et typisk svar fra assistenten kunne være: 

“Mie er pt. ude at rejse, og jeg giver hende besked om at skulle svare dig, når hun kommer hjem midt i juli.” 

Da Mie kom tilbage, skrev hun følgende i et post med et billede fra Københavns lufthavn:

“Ooog wuuupti, så er jeg tilbage. Jeg kom igår hjem fra den mest fantastiske selvudviklingsrejse. Jeg havde brug for lige at lukke ned for alle sociale medier i et stykke tid, men nu er jeg tilbage.”

Til Woman skriver hun også, at der var flere, der gættede, at hun var afsted til Robinson, imens hun var væk. 

Mie robinson dækhistorie
Selvudviklingsrejse var også det, Mie brugte som dækhistorie.© Viaplay Group

8. Frederik – Selvopdagelsesrejse til Asien

Frederik havde allerede været lidt på en selvopdagelsesrejse året op til Robinson, hvor han blandt andet havde haft 10 dage, hvor han bare skulle meditere og ikke snakke med andre i op til 12 timer i døgnet. Han nævner selv, at det er lidt sjovt, da det strider lidt imod hans arbejde hos Skat og tal-verdenen. Den tidligere rejse betød dog, at han havde en god forklaring til sit fravær. 

“Til mine kollegaer sagde jeg bare, at jeg tog fire til otte uger til Asien uden telefon for bare at finde mig selv. Det skabte nogle sjove replikker rundt på kontoret, men det virkede ikke som om, at det kom som et chok for nogen af dem”, fortæller Frederik. 

Han prøvede at holde dækhistorien så tæt på sandheden som muligt, men præcis hvor de skulle hen, vidste han ikke. “Vi fik først at vide, hvor vi skulle hen tre dage op til, at vi skulle afsted, men ud fra de vacciner, vi fik, så kunne vi sådan lidt gætte os til, hvor i verdenen de var nødvendige”, uddyber han. 

Frederik dækhistorie robinson
Frederiks kollegaer grinte af hans dækhistorie, men de troede på den.© Viaplay Group

9. Lukas – Ville opleve natur og kultur i Malaysia i halvanden måned

Lukas fandt på en lille historie om, at han skulle på en rejse i halvanden måned, så han slap for at sige, at han skulle være med i Robinson Ekspeditionen.

“Jeg fortalte bare, at jeg skulle til Malaysia i halvanden måned med nogle venner (folk, jeg aldrig havde mødt før) for at se naturen og møde en anden kultur. Vi skulle efter signede alle have aftalt, at det var en mobilfri rejse for at kunne være nærværende og nyde øjeblikket”, skriver Lukas. 

lukas robinson deltager dækhistorie
Ville du bruge en rejse som dækhistorie ligesom Lukas?© Viaplay Group