Robinson Ekspeditionen kører i øjeblikket med sin 24. sæson på TV3 og Viaplay. Det vilde overlevelsesprogram har været en fast del af alle reality-elskeres liv igennem hele 25 år, og det er nærmest ikke til at fatte, at ekspeditionen første gang rullede over skærmen allerede før årtusindskiftet – wow! Mange af os er nærmest vokset op med Robinson, og vi kan egentlig godt forstå, hvorfor mange af deltagerne siger, at det har været en ægte drøm for dem at få mulighed for at deltage. Det program er jo legendarisk!
De mange sæsoner betyder selvfølgelig også, at det er blevet til en hel del Robinson-vindere gennem tiden, og her i artiklen har vi samlet dem alle. Kan du huske og genkende deres navne? Se listen herunder.

Her er alle Robinson-vinderne gennem årene
Robinson-vinder 1998: Regina Pedersen
Robinson-vinder 1999: Dan Marstrand
Robinson-vinder 2000: Sonny Rønne Pedersen
Robinson-vinder 2001: Malene Hasselblad
Robinson-vinder 2002: Henrik Ørum
Robinson-vinder 2003: Frank Quistgaard
Robinson-vinder 2004: Mette Frandsen
Robinson-vinder 2005: Morgens Brandstrup
Robinson-vinder 2005 (VIP-sæson): Tilde Fröling
Robinson-vinder 2006: Diego Tur
Robinson-vinder 2007: Rikke Gøransson
Robinson-vinder 2008: Daniela Hansen
Robinson-vinder 2009: Villy Eenberg
Robinson-vinder 2010: Søren Engelbret
Robinson-vinder 2011: Hugo Kleister
Robinson-vinder 2013: Jeppe Bruun Hansen
Robinson-vinder 2014 (par special): Stina Von Edelstein
Robinson-vinder 2015 (par special): Kenneth Mikkelsen
Robinson-vinder 2016: Henrik Oltmann Andersen
Robinson-vinder 2017: Marlene Berardino
Robinson-vinder 2018: Jamil Faizi
Robinson-vinder 2019: Nis Prio
Robinson-vinder 2021: Katrine Ørskov Hedeman
Robinson-vinder 2022: Mikkel Bertelsen
Alt i alt har ni kvinder kunne kalde sig vindere af Robinson Ekspeditionen, mens det 15 gange har været mænd, der har vundet programmet. Vi glæder os til at se, hvem der kan kalde sig for vinderen af Robinson 2023.

Enkelte år har der ikke været Robinson-vindere
Den meget opmærksomme læser vil hurtigt kunne se, at der er enkelte år igennem Robinsons lange historie, hvor programmet ikke har kørt – og hvor der dermed ikke har været nogle Robinson-vindere. Første gang var i 2012, hvor TV3 tog en beslutning om at holde en pause med programmet – på trods af at sæsonen fra 2011 blev det mest sete program på TV3 det pågældende efterår (endda selvom seertallene ikke var fantastiske).
Udover 2012 var der heller intet Robinson og ingen Robinson-vindere i 2020, og årsagen giver nærmest sig selv. Her var nærmest hele verden i lockdown på grund af Covid-19, så det er ikke så underligt, at det desværre ikke var muligt at optage Robinson dette år. I stedet blev der dette år sendt et program med titlen Planken ud, hvor Jakob Kjeldbjerg sammen med tre tidligere Robinson-deltagere så tilbage på mere end 20 år med Robinson.
Nogle år har Robinson været anderledes
Det er ofte lidt forskelligt, hvordan en sæson af Robinson forløber, men enkelte gange har formatet været markant anderledes. I 2005 kørte der en såkaldt VIP-sæson af programmet, hvor kendte fra Danmark, Sverige og Norge deltog og dystede om trofæet i Robinson. Her var det den svenske skuespiller Tilde Fröling, der løb med titlen som Robinson-vinder.
I 2014 og 2015 var Robinson også anderledes end de andre år. Disse to år var der nemlig såkaldte par specials, hvor deltagerne ankom sammen med en, de kendte i forvejen. I 2014 var parrene enten kærester, ekskærester, venner, søskende eller lignende, mens parrene 2015 enten var kærester eller ægtefolk. Begge år var Robinson-vinderen dog stadig en enkeltperson.

Har andre end Jakob Kjeldbjerg været vært på Robinson?
Jakob Kjeldbjerg har nok efterhånden råbt “Sæt i gang” en million gange (eller tæt på i hvert fald), og selvom det klart er ham, der er Robinson-værten over dem alle, så har den højtråbende herre faktisk ikke været vært på alle sæsonerne.
Fra 1998 og frem til 2003 var det nemlig Thomas Mygind, der gennem tiden har været tv-vært på en række programmer, der også var vært på Robinson Ekspeditionen. Jakob Kjeldbjerg var for første gang vært på Robinson i 2004, og året efter i 2005 – i VIP-sæsonen – var det Mikkel Beha Erichsen, der kunne ses som vært på skærmen. Men herefter er det altså Jakob Kjeldbjerg, der har haft tjansen igen og igen. Vi håber så sandelig heller ikke, at han har tænkt sig at stoppe lige foreløbig.
Kilde: seogheor.dk, bt.dk