Squid Game
Vi ville hulke, hvis vi var kommet til at vælge paraplyen.© Netflix/Youngkyu Park

Sådan laver du selv sukkerkagerne fra Squid Game

... hvis du altså skulle have lyst til at finde ud af, om du ville overleve legen eller ej

6. oktober 2021 af Rie Louise Kirkebjerg

Har du også slugt hele den koreanske Netflix-serie Squid Game? Så ved du, at der i andet spil kræves en del fingerfærdighed, tålmodighed og held (... og at alle tre ting naturligvis kan erstattes med snyd). 

Om du vil snyde med nål og lighter, eller om du vil se, om du selv ville kunne overleve spillet på helt fair vis, kan du faktisk finde ud af, for du kan selv kokkerere de små sukkerkager derhjemme. Nervepirrende. Og lidt spændende – ikke?

Knæk forsigtigt sukkerkagen, ellers...

Da drønseje og modige deltager 067 aka. Sae-Byeok snedigt bruger en tur på toilettet til at lure, hvad de maskerede mænd med røde dragter laver i køkkenet, kan hun lugte sukker. Hvad det helt præcist betyder for Squid Games andet spil, finder hun dog først ud af, efter hver deltager får lov at vælge en figur, for derefter at få en kage med det valgte ikon.

Sukkerduften fra køkkenet kommer nemlig fra de små sukkerkager, deltagerne forsigtigt skal knække, så de hver især står tilbage med en HEL figur. Hvis den knækker... Ja... Det er vist ikke længere en hemmelighed for de skræmte deltagere. 

Squid game
Det lyder nemt, men det er det vist ikke... Og konsekvenserne er store!© Netflix/Youngkyu Park

Hvordan laver du selv kagerne?

Er du selv nysgerrig på, hvor svært det er udstikke figurerne fra Squid Game? Så det er heldigt, at den lille sukkerkage er blevet et hit på blandt andet TikTok, hvor flere brugere forsøger sig i at lave kagerne selv.

Herunder kan du se en video med opskriftens fremgangsmåde, og faktisk kræver en enkelt kage kun tre teskefulde sukker og et nip bagepulver.

Vi ved ikke helt, om vi selv tør kaste os ud i bageprojektet, for vi kan ikke lade være med at tænke på, hvad der skete med dem, som ikke klarede opgaven... Men vi hepper på dig!

Hvis du ikke kan få nok af serien, kan du desuden læse syv ting, du ikke vidste om Squid Game, lige her.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide