Den danske skuespillerinde Sara Viktoria Bjerregaard indtager Nicole Kidmans rolle som Satine i den danske opsætning af Moulin Rouge (Moulin Rouge! The Musical). Musicalen får premiere den 7. september 2023.
Herunder kan du blive klogere på, hvem Sara Viktoria Bjerregaard er.
1. Sara Viktoria Bjerregaard fik sit gennembrud i Skammerens Datter som 17-årig
I Holbæk, hvor Sara Viktoria er vokset op, tog skuespilkarrieren sin spæde begyndelse med teater og teatersport ved siden af skolen. En passion udviklede sig til en profession, da hun som 17-årig, spillede Rosa i forestillingen Skammerens Datter. Herfra begyndte skuespillet at blive et fuldtidsarbejde sideløbende med, at Sara Viktoria gik i gymnasiet.
Først nogle år efter studenterhuen kom på hovedet, kunne Sara Viktoria identificere sig selv med skuespillertitlen som profession og langsigtet karrierevalg. I den forbindelse søgte hun ind på Skuespillerskolen og blev færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2019. Med uddannelsen blev hun klædt fagligt og personligt på til et videre arbejdsliv i branchen – og nu kan du altså snart opleve hende side om side med Silas Holst i Moulin Rouge! The Musical.

2. Sara Viktoria Bjerregaard kan relatere til begge hovedkarakterer i Moulin Rouge
Moulin Rouge er et kærlighedsdrama, der handler om at skulle vælge mellem sin karrieredrøm og sit kærlighedsliv. Sara Viktoria Bjerregaard beskriver sin karakter Satine som en, der vil gå langt for dem, der står hende nært. Det kan skuespillerinden godt relatere til på et personligt plan. Alligevel fortæller Sara Viktoria, at hun minder mere om digteren Christian, da han er romantikeren i kærlighedshistorien og, modsat Satine, tror og stoler fuldt ud på den store kærlighed.
3. Sara Viktoria Bjerregaard har et personligt forhold til filmen Moulin Rouge
Sara Viktoria Bjerregaards forhold til filmen Moulin Rouge, er nærmest filmatisérbar i sig selv. Det var nemlig en af de første film, hun så med sin mand, Jakob. Det var Jakob, der var indehaveren af en stor DVD-samling, hvoriblandt Moulin Rouge befandt sig. Han kunne ikke begribe, at den unge skuespillerinde Sara Viktoria, ikke havde set den legendariske kærlighedsfilm før.
Sara Viktoria Bjerregaard beskriver selv: “Så 18-årige Sara Viktoria lå i en taglejlighed i København med sommerfugle i maven og svømmede ind i de helt store kærlighedsserenader, der strømmede fra den lille skærm på den bærbare computer”.
Hun tilføjer, at hun forbinder Moulin Rouge-filmen med en boblende følelse af ny forelskelse.

4. Sara Viktoria Bjerregaard mødte sin mand som 18-årig
Sara Viktoria har været sammen med sin mand, Jakob, i 10 år og sammen har de sønnen Snorre på to år. I tråd med Moulin Rouge-filmens tema om karriere og kærlighed, fortæller Sara Viktoria, at hun og Jakob altid støtter hinanden i deres respektive karrieredrømme. Det har medført, at parret har boet i forskellige byer på skift.
Senest har Sara Viktoria boet i Aarhus i fire måneder for, at medvirke i EVITA på Aarhus Teater, imens Jakob og Snorre boede i deres fælles lejlighed på Nørrebro. Her måtte de ofre et stort afsavn og trods det logistiske arbejde, fik familien det til at fungere – blandt andet gennem utallige rejser med Molslinjen.

5. Sara Viktoria Bjerregaard og hendes mand har udviklet et fælles kærlighedssprog
Vi har spurgt Sara Viktoria Bjerregaard, hvad hendes kærlighedssprog er. Hun fortæller, at hendes kærlighedssprog er verbalt og fysisk – men at det, ligesom hende selv, er i konstant udvikling. Sara Viktorias mand, Jakob, viser sin kærlighed gennem overraskelser og gaver. Engang inviterede han hende på en “overraskelseseftermiddag”, der endte med, at hun pludselig fandt sig selv i lufthavnen med en taske, han i smug havde pakket. Han havde arrangeret en weekendtur for dem i Dublin, alt betalt.
Dén slags kærlighedssprog har smittet af på Sara Viktoria – og lige så, har hendes verbale og fysiske kærlighedssprog smittet af på ham: “Med tiden har vi begge nærmet os hinandens og skabt et fælles kærlighedssprog” fortæller hun.