Kærlighed for Voksne
Kærlighed for voksne lander snart på Netflix. © Netflix

Se traileren til den nye, danske Netflix-thriller med Dar Salim og Sonja Richter i hovedrollerne

Premieredatoen er også netop offentliggjort!

21. juni 2022 af Henny Müller Dahl

Lige siden vi første gang hørte nyheden om, at der i den nærmeste fremtid ville komme en splinterny, dansk Netflix-thriller med store og prisvindende navne som Dar Salim og Sonja Richter i hovedrollerne, har vi ventet i spænding efter at se de første klip fra Kærlighed for Voksne, som den nye, danske film hedder. Nu offentliggør Netflix endelig den længeventede trailer til den psykologiske thriller, som får premiere den 26. august i år. 

Når det perfekte liv tager en drejning... 

Kærlighed for voksne, der er instrueret af den anerkendte instruktør Barbara Rothenborg, er en thriller fyldt med uventede drejninger, og hvor tingene slet ikke er, som de ser ud på overfladen. Parret Christian (Dar Salim) og Leonora (Sonja Richter) ser ud til at have det hele, og på trods af at deres søn længe har kæmpet mod en alvorlig sygdom (og heldigvis erklæres rask), lever de et ellers perfekt liv. 

En dag ser Leonora sin mand med en yngre kvinde, arkitekten Xenia (Sus Wilkins), og Leonora indser, at hendes liv med Christian måske er slut – på trods af at hun selv har ofret alt for at tage sig af deres søn og deres familie. Leonora beslutter, at hun ikke vil være kvinden, der bliver forladt, og hun vil tage alle nødvendige midler i brug for at forhindre det. 

Kærlighed for voksne
De første billeder fra Kærlighed for voksne ser meget lovende ud! © Netflix

Filmen er baseret på romanen af samme navn 

Hvis du synes, at navnet Kærlighed for voksne lyder bekendt, kan det måske være, at du tidligere er stødt på titlen i din lokale boghandel. Kærlighed for voksne er nemlig også navnet på en succesfuld roman skrevet af Anna Ekberg, og det er dén, der nu filmatiseres. 

Den nye film har som nævnt premiere den 26. august på Netflix, og du kan se traileren herunder: