Der er mange fantastiske ting ved julen, og en af dem er bestemt de mange hyggelige julefilm- og serier, som vi kan fylde vores dage med, indtil vi venter på at gå i krig med julemad og julegaver den 24. december.
I år kan vi glæde os til endnu en fantastisk juleserie, og det er endda en nordisk en af slagsen. Den 16. december får serien Julestorm nemlig premiere på Netflix. Den er instrueret af den norske instruktør Per-Olav Sørensen, som også står bag serierne Hjem til jul og Quicksand – Størst af alt.
Julegæster, der strander i lufthavnen
Julestorm foregår i december 2022. En gruppe mennesker ankommer til Oslo Lufthavn. Nogle for at byde deres kære velkommen, nogle for at flyve hjem til deres familier – og andre for at slippe væk fra julen.
Men på en eller anden måde går deres julemission galt. De strander alle sammen i lufthavnen, og uret tikker – kun 24 timer til juleaften. Så hvad gør de?

Glæd dig til at se flere kendte, danske ansigter
Julestorm er fyldt med både danske, norske og svenske skuespillere, så der er nærmest tale om et vaskeægte skandinavisk juleeventyr. Af danske skuespillere kan vi glæde os til at se Sus Wilkins, Maibritt Saerens og ikke mindst Ghita Nørby.
Andre kendte ansigter er blandt andre norske Ida Elise Broch, der havde hovedrollen i Netflix-serien Hjem til jul, norske Jon Øigarden fra Exit og svenske Hanna Ardéhn fra Quicksand – Størst af alt.
Se traileren til Julestorm herunder: