Den danske serie Equinox på Netflix
Glæder du dig også til denne nye serie? © Tine Harden/Netflix

Se traileren til ny dansk Netflix-serie om nyudklækkede studenter, der forsvinder

Serien ser meget lovende ud!

14. december 2020 af Henny Müller Dahl

I november løftede Netflix for første gang sløret for, at der snart var en helt ny dansk serie på vej til streamingtjenesten. Allerede dengang kunne vi på redaktionen slet ikke få armene ned over nyheden – og nu er armene røget i vejret endnu en gang, for i dag får vi endelig lov til at se den første trailer til den kommende serie Equinox. 

Bliver den anden danske Netflix Original-serie

Efter at de sidste afsnit af The Rain rullede over skærmen tidligere i år, har vi i den grad savnet en dansk Netflix-serie at glæde os til. Og her bliver Equinox altså vores redning. Serien bliver nemlig nummer to i rækken af danske originalserier på Netflix, og meget tyder på, at vi godt kan se frem til at følge med i en yderst spændende fortælling. 

Equinox er nemlig baseret på hit-podcasten Equinox 1985 af Tea Lindeburg og handler om en gymnasieklasses meget pludselige, mystiske forsvinden. Serien vil springe frem og tilbage mellem årene 2020 og 1999, hvor den tragiske hændelse fandt sted. 

Igennem hele fortællingen følger vi karakteren Astrid, lillesøsteren til en af de forsvundne gymnasieelever, som lige siden hændelsen har været stærkt traumatiseret og som får alle sårene revet op igen, da hun får et mistænkeligt opkald på det radioprogram, hun er vært på. 

Se den nye serie allerede i 2020 

Kan du heller ikke vente med at finde ud af, hvad der førte til den mystiske forsvinden, skal du heldigvis ikke vente alt for længe på at få svar. 

Equinox, hvor velkendte danske skuespillere som Danica Curcic og Lars Brygmann er at finde på rollelisten, får nemlig premiere den 30. december. 

Så ved du endnu ikke, hvad du skal lave på årets sidste dage, synes vi, at det i den grad lyder som en helt acceptabel plan at bingewatche seriens seks episoder til nytår. 

Se den spændende trailer lige her: 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.