I Wanna Marry Harry
Kender du programmet I Wanna Marry Harry, hvor de kvindelige deltagere tror, de dater Prins Harry? © Getty Images

15 skøre realityprogrammer, som vi slet ikke kan forestille os findes i virkeligheden

Mænd, der dyster i skægvækst, og fødende kvinder, der quizzer midt under fødslen – reality kan det hele!

2. juli 2021 af Henny Müller Dahl

Selvom der findes mange fordomme om realityprogrammer, så kommer vi altså bare ikke uden om det faktum, at reality er og bliver underholdende tv. Vi er i hvert fald mange, der sluger det ene program efter det andet – for helt ærligt, hvem elsker ikke at se hotte singler på et isoleret hotel eller at følge med i søde landmænds jagt på kærligheden? 

Mange af de realityshows, vi til dagligt ser på vores streamingtjenester, er i virkeligheden nok ret mærkelige, hvis vi tænker over handlingen. Men alligevel findes der altså et par programmer, der bare lige er en tand skørere end Paradise Hotel, Ex on the Beach, Robinson Ekspeditionen og Bachelor. 

Vi har nemlig fundet frem til 15 realityprogrammer, som vi slet ikke kan forestille os eksisterer i virkeligheden, men som ikke desto mindre faktisk findes. Læs om de mange mærkelige programmer herunder. 

1. Born in the Wild 

Born in the Wild er et realityprogram fra 2015, og som titlen måske indikerer, handler det om en række forældrepar, der fravælger de mere traditionelle fødsler på hospitalet eller i hjemmet. I stedet møder de deres nyfødte barn gennem en fødsel ude i den vilde natur. Det ville vi aldrig kunne overskue! 

2. Mr. Personality 

Handlingen i Mr. Personality minder meget om den, vi ellers kender fra mange andre realityprogrammer. I dette program fra 2003, der fik så lave seertal, at det blev droppet efter kun fem episoder, skulle en kvinde date 20 mandlige deltagere i hendes jagt på kærligheden. Alle mændene var dog iklædt nogle meget uhyggelige sten-lignende masker, og pointen var at fokusere mere på deres personlighed fremfor udseende – god tanke, men det fungerede bare ikke rigtigt. 

3. Scream Queens 

Med Scream Queens mener vi ikke den lidt komiske horror-serie med Emma Roberts og Lea Michele på rollelisten (som du i øvrigt kan se på Viaplay), men i stedet et realityshow fra 2008, hvor en række skuespillerinder gennem forskellige udfordringer skulle dyste om en rolle i en horrorfilm. Nogle af vinderne fra showet har efterfølgende haft roller i Saw-filmene. 

4. Shattered 

Okay, vi synes altså, at dette program lyder ret farligt. I Shattered, der blev vist i England i 2004, skulle en gruppe deltagere holde sig vågne i en hel uge. Deltagerne boede sammen i et hus lidt a la Big Brother, og her blev de udsat for en masse udfordringer. For eksempel skulle de ligge på en behagelig madras, men hvis deltagerne lukkede øjnene i mere end 10 sekunder, var det ud! Vi får helt lyst til at sove bare ved tanken. 

5. Awake – The Million Dollar Game 

En mere light udgave af Shattered må siges at være Awake – The Million Dollar Game, som faktisk ligger på Netflix. Heri skal deltagere klare sig igennem alle mulige udfordringer, mens de holder sig vågne i 24 timer. Målet er at vinde den store pengepræmie. 

6. Who's Your Daddy

Et andet meget mærkeligt (og nærmest uetisk) realityprogram er Who's Your Daddy fra 2005, der fik så meget kritik, at kun én episode blev sendt på tv. Av! Her skulle en ung kvinde møde en gruppe mænd og forsøge at gætte, hvem der var hendes rigtige far. Hvis den mand, hun gættede på, viste sig ikke at være hendes far, vandt han $100,000. Derfor skulle alle mænd forsøge at opføre sig, som om de faktisk var kvindens rigtige far. 

7. The Phone

I The Phone skulle deltagere klare en række udfordringer, der blev stillet af en hemmelig person gennem en telefon. Udfordringerne omfattede blandt andet at stoppe bomber og at opklare konspirationsteorier. Ret skørt, hvis du spørger os. Showet blev vist i 2007 i Holland. 



8. Labor Games

Labor Games fra 2015 virker som enhver gravids værste mareridt. Programmet gik ud på, at en række fødende kvinder skulle deltage i et quiz-show og altså svare på alverdens spørgsmål, imens de var midt i en fødsel. Men hvis de vandt, modtog de penge til deres barns universitetsuddannelse. 

9. Whisker Wars

Har du altid drømt om at se voksne mænd dyste om at gro det længste og flotteste skæg? Nej? Det har vi heller ikke. Men det er ikke desto mindre, hvad programmet Whisker Wars fra 2011 handler om. Heri testede flere amerikanske mænd deres hårvækstsevner, og målet var at komme med i en international skægkonkurrence i Norge. 

10. Bridal Plastry

Godt nok er vi ret glade for bryllupsshows, men Bridal Plastry er nu bare lidt for meget, hvis du spørger os. I programmet, der kom på tv i 2010, dystede flere kvinder om både at vinde deres drømmebryllup og deres drømmeplastikoperation. Bridal Plastry fik en masse kritik, og det er nu heller ikke så underligt.

11. Kid Nation

Et andet realityprogram, der også er blevet meget kritiseret, er Kid Nation fra 2007. Programmet gik ud på, at en gruppe børn skulle klare sig selv i en isoleret ørkenlejr, og formålet var at se, hvordan børn opbygger deres eget samfund, når de er alene. Showet fik mange klager, ligesom det heller ikke helt overholdt den amerikanske lovgivning om børnearbejde. 

12. I Wanna Marry Harry

Hvis du tidligere har drømt om at gifte dig med en prins (eller bare en, der ligner), vil du sikkert more dig over programmet I Wanna Marry Harry fra 2014. Heri troede en gruppe amerikanske kvinder, at de deltog i en konkurrence om at blive gift med den britiske Prins Harry. I virkeligheden var showets Prins Harry bare en anden tilfældig gut, der lignede. 


13. Is it Chocolate?

I dette skøre, japanske show skal deltagere forsøge at gætte, om forskellige items i virkeligheden er chokolade eller de ting, som de ser ud til at være. Derfor skal de bide i alt fra dørhåndtag, billedrammer, sko og bordplader. Måske er det chokolade, måske er det ikke.

14. Flockstars

Hvis får er dit yndlingsdyr, så ville du måske kunne lide det britiske realityshow Flockstars, der blev sendt i 2015. Her skulle britiske berømtheder forsøge sig som fårehyrder, mens professionelle fåreholdere fungerede som undervisere. Lyder det bare får sjovt eller fårfærdeligt?

15. Tool Academy

I Tool Academy, der første gang blev sendt i 2009, tror en række mandlige deltagere, at de deltager i en konkurrence om en fin titel. I virkeligheden er de blevet sendt til en slags opdragelsesskole af deres koner og kærester, så de kan vænne sig af med deres irriterende vaner. Vi kan i hvert fald komme i tanker om en eller to irriterende eks'er, vi godt gad at sende til Tool Academy. Programmet findes både i en amerikansk og en britisk version.

Kilder: historybyday.com, thedelite.com, elle.com

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.