Love is Blind sæson 2
Elsker du også Love is Blind? © Netflix

10 tanker, vi har efter at have set Netflixs datingeksperiment Love is Blind

‘Hvordan er det muligt at ELSKE et andet menneske (som du i øvrigt aldrig har set) efter kun 3 dage?’

1. november 2022 af Rie Louise Kirkebjerg

Listen indeholder spoilers fra programmet. 

1. ‘Det her program er jo SÅ skørt!’ Vi troede, at Ex on the Beach, Gift ved første blik og Love Island var vildt og eksperimenterende – lige indtil vi blev introduceret for realityprogrammet, der får singler til at forelske sig pladask uden nogensinde at have set hinanden. Hvis du allerede har fulgt med i de to første sæsoner, har du dog vidst, hvad du gik ind til!

2. ‘Hvorfor dresser deltagerne sig sådan op, når de går ind i den lille boks for at date komplet fremmede mennesker, de ikke kan se, og som ikke kan se dem?’ Men godt ser de ud. Det giver vi dem. 

3. ‘Det er godt nok meget amerikansk, hva'...’ Bare i første uge bliver flere par forlovet, end der er solskinsdage i Danmark i november. 

4. ‘Årh, det er faktisk virkelig sødt.’ Vi køber råt konceptet om, at Love is Blind.

5. ‘Gad vide, hvordan vi selv ville have det med at være på blind date (bogstavelig talt) inde i de små rum?’ Mon nogen ville forelske sig i vores personligheder? Og ville vi også finde gallakjolen fra afslutningen i 3.g frem fra gemmerne?

6. ‘Hvordan er det muligt at ELSKE et andet menneske (som du i øvrigt aldrig har set) efter kun tre dage?’ Klip til vores eget liv, hvor vi forgæves forsøger at få vores Tinder-match til at skrive over Messenger i stedet for Tinder efter en hel måneds kontakt på datingappen... 

7. ‘Hvordan har de castet deltagerne?’ Har de sammensat nogle typer, som de regner med matcher og har kemi? Har de castet samme type? (Ja, lidt, ikke?). Og har de alle fået spørgsmålet: “Hvordan har du det med at blive indelukket i et forholdsvist lille rum fire timer i streg?”

8. ‘Hvor bliver alle de andre deltagere i eksperimentet af, da de forlovede stikker af på bryllupsrejse?’ Vi håber da ikke, at de stadig befinder sig i de små, indelukkede rum... 

9. ‘Hvem betaler bryllupperne, og må deltagerne selv være med til bryllupsplanlægningen?’ Okay, måske er valget af cremen i bryllupskagen og prisen på save the date-kortene ikke lige det, der fylder mest for deltagerne, når det samtidig er den store dag, hvor de har giftet sig med en person, de har kendt under en måned – og aldrig har set.

10. ‘Er det her vores favorit-realityprogram?’ Kærlighed? Tjek! Drama? Tjek! Vi er fans! Og vi glæder os i hvert fald til at binge resten af sæson 3!