Regé-Jean Page
Desværre må vi fremover undvære denne skønne skuespiller i Bridgerton! © LIAM DANIEL/NETFLIX

The Duke of Hastings vender ikke tilbage i Bridgerton – og det kan der være ret gode grunde til

Rygterne siger, han måske skal have fat i en licens to kill

13. april 2021 af Henny Müller Dahl

I år blev påskefreden forstyrret af et brev fra selveste Lady Whistledown, der (på Instagram) bragte den dårlige nyhed om, at skuespiller Regé-Jean Page ikke vender tilbage til sin rolle som Simon Basset, The Duke of Hastings, i hit-serien Bridgerton

Selvom chokket er ved at have lagt sig, er vi stadig ret triste over, at næste sæson af serien om Londons high society altså bliver uden en af sine mest spændende karakterer.

Naturlig forklaring kan være årsag til exit 

En del af svaret på, hvorfor Regé-Jean Page forlader Bridgerton, der i øvrigt er produceret af kvinden bag Greys Hvide Verden, kan dog findes i bøgerne bag serien. Bridgerton-bøgerne af forfatter Julia Quinn omhandler nemlig hver en ny hovedperson. 

Næste sæson af serien vil fokusere på Daphnes ældre bror, Anthony, og derfor ville Daphne og Simons romance alligevel ikke være i rampelyset. Regé-Jean Page har endda udtalt, at seriens skabere ikke forventede at lave mere end en sæson, og derfor har skuespilleren ikke underskrevet en længere kontrakt. Bridgertons store succes har altså ikke været helt til at forudse! 

Simon Basset og Daphne Bridgerton
Simon og Daphnes historie vil ikke være omdrejningspunktet i næste sæson af Bridgerton. © LIAM DANIEL/NETFLIX

Fra mystisk hertug til mystisk agent? 

Selvom forklaringen bag den 31-årige skuespillers valg altså kan være ganske naturlig og udramatisk, er det ikke usædvanligt med et par gætterier, når en så uventet nyhed dukker op. 

Nogle medier har spekuleret i, om Regé-Jean Page forlader serien, fordi han angiveligt ikke er helt tilpas med sin nye status som sex-symbol – og endda er en smule flov over al opmærksomheden, hans store gennembrud har givet ham. 

Et endnu vildere gæt på det pludselige exit er dog, at skuespilleren måske kunne være den nye agent 007, altså selveste James Bond. Skuespilleren har selv slået rygterne til jorden tilbage i januar, men de seneste par dage har historien for alvor fået nyt liv. Og vi håber i hvert fald på, at der gemmer sig lidt sandhed bag gætterierne! 

Indspiller ny film i selskab med store skuespillere 

Uanset om James Bond-rygterne er rigtige eller ej, så er der spændende ting i vente for dygtige Regé-Jean Page. For skuespilleren er i øjeblikket i gang med at indspille filmen The Gray Man, der handler om en CIA-veteran, der forrådes af sit agentur og derfor må flygte. Og her kommer han i meget fornemt selskab, for filmens hovedrolleindehavere er nemlig ingen ringere end Ryan Gosling og Chris Evans. 

Filmen forventes at få premiere i 2022 – og vi ved allerede nu, at vi skal se den. 

Kilder: Variety.com, Independent.co.uk, Dailymail.co.uk

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.