The Bold Type
Er du også helt vild med serien The Bold Type? Så bliv lidt klogere på den her. © Netflix

9 ting, du måske ikke vidste om serien The Bold Type

Serien er baseret på hverdagen på et kendt magasin

16. april 2021 af Henny Müller Dahl

Vi kan umuligt være de eneste, der for nyligt har fået øjnene op for The Bold Type, efter at vi pludselig faldt over serien på Netflix. I The Bold Type følger vi de tre veninder Jane Sloan, Kat Edison og Sutton Brady og deres travle hverdag på det anerkendte (men fiktive) magasin Scarlet

Mens det på den ene side bare er virkelig underholdende at følge med i de unge kvinders hektiske liv, hvor de balancerer arbejde, kærlighed og venskaber, så tager serien samtidig også vildt mange vigtige emner op. Alt fra seksualitet og racespørgsmål til kærestesorger, kropspositivitet og selvværd kommer op at vende, og det gør bare serien endnu bedre! 

Er du nysgerrig på at lære mere om The Bold Type, så har vi her samlet ni overraskende ting, vi ikke anede om serien. 

1. Serien er baseret på hverdagen på et kendt magasin 

Selvom Scarlet altså ikke er et ægte magasin, er serien rent faktisk inspireret af et af virkelighedens største magasiner, nemlig Cosmopolitan. 

En af seriens producere er nemlig Joanna Coles, som tidligere har været chefredaktør på netop Cosmopolitan (og i øvrigt også på bladene Marie Claire og Hearst), og serien er løst bygget på Joanna Coles liv, mens hun arbejdede på Cosmopolitan.

2. Nogle af seriens begivenheder har faktisk fundet sted i virkeligheden 

Det gælder for eksempel scenen, hvor en af karaktererne ikke kan få et yoni-æg ud igen... If you know, you know. (Til gengæld blev dialogen i denne scene faktisk improviseret undervejs).

3. Det meste af serien er optaget i Toronto

Selvom The Bold Type foregår på Manhattan i New York, er det kun helt få scener, der er optaget i den amerikanske storby. Egentlig er det kun enkelte optagelser af New Yorks travle gadebillede, der er optaget i byen, mens resten af serien er optaget i canadiske Toronto.

Sutton Brandy, Jane Sloan og Kat Edison i The Bold Type
Selvom The Bold Type foregår i New York, er det meste af serien optaget i Toronto. © Netflix

4. Kontorbygningen i The Bold Type er den samme som i Suits

Hvis du har tænkt over, at bygningen, som seriens magasinforlaget holder til i, virker lidt bekendt, så er det, fordi du rent faktisk har set den før. I hvert fald hvis du har set Suits – for begge serier er optaget i disse lokaler! 

5. De tre hovedkarakterer er veninder i virkeligheden 

Hvis du, ligesom os, også synes, at venskabet mellem seriens tre unge kvinder fungerer lidt for godt til kun at være skuespil, så skyldes det nok, at de dygtige skuespillerinder rent faktisk er ret gode venner i virkeligheden og tit hænger ud sammen. Vi ville ønske, at vi kunne være en del af vennegruppen! 

6. To af seriens skuespillere er gift i virkeligheden

Udover Jane, Kat og Sutton er en af seriens mest fremtrædende karakterer uden tvivl Jacqueline Carlyle, der er den forstående og motiverende chefredaktør på magasinet Scarlet.

I serien er Jacqueline gift med sin mand Ian, og skuespillerne bag de to karakterer, Melora Hardin og Gildart Jackson, er rent faktisk også gift i virkeligheden. Og så havde de ovenikøbet ægte bryllupsdag i en scene, hvor deres karakterer i serien fejrer bryllupsdag. Virkelig sødt! 

Jacqueline Carlyle i The Bold Type
Skuespillerparret Melora Hardin og Gildart Jackson er gift i virkeligheden. © Netflix

7. Skuespillerholdet kalder også Pinstripe for... Ja, Pinstripe

I The Bold Type stifter vi bekendtskab med karakteren Ryan Decker, også kendt som Pinstripe, som er navnet på det magasin, han er skribent på. Tilsyneladende tog det også sin tid, før resten af skuespillerholdet opdagede, at karakteren ikke kun hed Pinstripe.

8. Mange Scarlet-magasiner er blevet trykt undervejs i serien

Selvom magasinet, der er centrum for serien, ikke findes i virkeligheden, har produktionsholdet trykt ret mange magasiner gennem serien. Blandt andet blev 20 magasiner produceret til den episode, hvor Sutton skal lave sit vigtige moodboard-projekt. 

9. Den femte sæson af The Bold Type bliver seriens sidste 

Indtil videre ligger der tre sæsoner af The Bold Type på den danske udgave af Netflix, men vi er ret lykkelige over tanken om, at der faktisk findes mere The Bold Type derude i verden. 

Sæson fire af serien fik nemlig premiere i januar 2020 – pssst... du kan se traileren herunder! I januar 2021 blev det så annonceret, at serien får en femte og sidste sæson. Vi kan slet ikke vente med at finde ud af, hvad mere der mon sker i Jane, Kat og Suttons liv. 

Kilder: Nowtolove.com, thecinemaholic.com, bustle.com, cosmopolitan.com, screenrant.com

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.