Har du også slugt hvert eneste afsnit af den koreanske successerie Squid Game? Så vil du sikkert have mere! Og selvom vi desværre ikke kan give dig en ny sæson, kan du her læse syv ting om Netflix-serien, du måske ikke vidste i forvejen.
1. Filminstruktøren startede allerede på manuskriptet i 2008
Filminstruktør Dong-hyuk startede på manuskriptet til Squid Game i 2008 og var allerede færdig med udkastet i 2009. Det tog cirka seks måneder at skrive de to første episoder.
Selvom manuskriptskrivningen allerede startede i 2008, tog det altså ret lang tid, før serien endte på Netflix her i år 2021, og det skyldes, at Dong-hyuk på daværende tidspunkt syntes, at fortællingen var for ukendt og voldelig. I et interview med The Korea Times, fortæller filminstruktøren, at verden – siden 2008 – har ændret sig til et sted, hvor sådan en karakteristisk og voldelig overlevelseshistorie faktisk er velkommen. Hmm...

2. Seriens navn skulle faktisk slet ikke være Squid Game
Oprindeligt var navnet på den koreanske Netflix-serie Round Six, og selvom det også giver rigtig fin mening, ville vi slet ikke kunne forestille os successerien med et andet navn end Squid Game.

3. Squid Game skulle rigtigt have været en film og ikke en serie
Vi er ret taknemmelig for, at fortællingen blev en serie, for ellers havde vi altså forventet en film på ni timer, tak.

4. Telefonnummeret bag på visitkortet er ægte
Bag på det lille visitkort, som de potentielle deltagere til Squid Game får, står et telefonnummer, som de skal ringe til, hvis de vil deltage i spillet.
Telefonnummeret er dog et ægte telefonnummer, og manden, der ejer det, modtager cirka 4000 opkald om dagen. Ups!

5. Du kan besøge den vanvittige dukke fra første spil
Vi har svært ved at forestille os noget mere skræmmende end at se den store, syngende og ikke mindst eliminerende dukke fra første spil i Squid Game.
Dog er det præcis det, der er muligt, for dukken blev lånt til serien og er nu vendt hjem til Jinchelon County, som er et langområde cirka tre timer nord for Seoul. Det bliver et nej tak til visit herfra!

6. Væggene i deltagerrummet giver et hint om spillene
De seks dødsspil var svære at forudse, men tegningerne på væggene i deltagerrummet gav et lille hint... Lagde du mærke til dem?

7. Der er endnu ingen planer for sæson 2 af Squid Game
“Jeg har ikke veludviklede planer for Squid Game 2,” har filminstruktør Dong-hyuk fortalt i et interview med Variety. “Det er ret trættende bare at tænke over det. Men hvis jeg skulle gøre det, ville jeg bestemt ikke gøre det alene. Jeg ville overveje at bruge et forfatterlokale, og jeg ville gerne have flere erfarne instruktører.”
Vi håber inderligt, at Dong-hyuk genovervejer at kaste sig ud i en anden sæson – vi er i hvert fald ret sikre på, at han kan få alle de erfarne instruktører med på holdet, han vi have, (hvem vil ikke have æren af at arbejde på en SÅ succesfuld Netflix-serie?!) og ellers melder vi os frivilligt til at medvirke! I produktionen altså... IKKE spillet... og hvis den der dukke er med på settet hver dag, trækker vi det i os igen...

Kilder: Netflix, Variety, Insider, Insider
Vil du holdes opdateret på seneste nyt om film og serier? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.