X Factor
Ser du også altid X Factor hvert år? © TV 2

14 ting, vi tænker hvert eneste år, når vi ser X Factor

‘Hmmm... Hvem var det nu, der vandt sidste år?’

3. februar 2023 af Henny Müller Dahl og Ida Hagsholm Jonassen

1. ‘Nå, så er det tid til X Factor igen.’ Samme koncept, nyt år – denne tanke tænker vi altid i starten af hver ny sæson. Vi kunne blive invaderet af zombier, og X Factor ville sikkert køre videre alligevel. 

2. ‘Hmm... Hvem var det nu, der vandt sidste år?’ Det er, som om X Factor-vinderne altid forsvinder efter programmerne. Indløser de overhovedet deres ‘lav en plade’-præmie? 

3. ‘Av... Hvorfor stiller folk op, når de ikke kan synge?’ Mysteriet, der aldrig bliver løst. 

4. ‘OMG, hvor er hun bare god! Ej, hvor jeg elsker X Factor.’ Den første, gode sanger er åbenbart altid nok til at overbevise os om, at vi selvfølgelig skal se programmet igen i år.

5. ‘Åh, sikke en sørgelig historie, den her deltager har. Nu får jeg næsten helt tårer i øjnene.’ Snøft! Produktionsfolkene er alt for gode til at gøre os følelsesmæssigt involverede i deltagerne. 

6. ‘Hvorfor lyder deltagerne altid så meget bedre til deres auditions end til Six Chair Challenge?Endnu et stort mysterie ved X Factor... 

7. ‘Ej, Sofie Linde er jo bare SÅ sød! Hvorfor behøver hun at stoppe som vært?’ Vi gad da godt, at det var hende, der stod klar med krammere, de gange vi er kommet ud af et eksamenslokale. 

8. ‘Vildt alligevel, at vi er nogle, som nærmest er vokset op med X Factor på skærmen.’ Det kan i hvert fald være svært at huske en tid, hvor programmet ikke har kørt på tv. 

9. ‘Hvad laver Thomas Blachman resten af året, når der ikke er X Factor?’ Ja ja, noget med jazzmusik vist nok, men altså, den mand ER jo nærmest programmet. 

10. ‘Egentlig sjovt, at dagens sidste deltager til audition altid bare er mega talentfuld!’ Men intet er tilfældigt!

11. ‘Klipperne på programmet må have en fest på arbejde.’ Den får i hvert fald ikke for lidt med special effects. Selvfølgelig skal der lige tilføjes et jordskælv, når en deltager synger (meget) falsk.

12. ‘Mon vi er de eneste, der drømte om at stå på X Factor scenen som børn?’ Og selvfølgelig have Remee som coach! 

13. ‘Er det bare os, eller er niveauet blevet markant højere med årene?’ Sceneshowet har i hvert fald lige fået et løft.

14. ‘Hvordan kan der stadig være folk i Danmark, der kan synge og som ikke allerede har deltaget i X Factor?’ Efter så mange år med X Factor er det svært at forstå, at der stadig er sangere tilbage... Måske er det derfor, det altid er den unge kategori, hvor deltagerne først nu er blevet gamle nok til at stille op, der er bedst?