Den årlige dokumentarfilmsfestival CPH:DOX løber i år af stablen i dagene fra den 15. marts til den 26. marts, og som altid er programmet fyldt med spændende dokumentarer, der belyser alverdens emner og problemer.
Flere af filmene fokuserer på stærke, kvindelige karakterer eller har dygtige, kvindelige instruktører bag kameraerne – og lige her har vi samlet fem utrolig gode dokumentarfilm fra årets CPH:DOX, hvor fantastiske kvinder på den ene eller anden måde spiller en rolle. Se dem alle herunder.
1. De umyndige
Har premiere i udvalgte biografer fra den 6. marts. Instruktør: Mette Korsgaard.
Dokumentaren De umyndige fortæller historien om de unge, der søger hjælp og husly på Danmarks eneste krisecenter for børn og unge under 18 år. Mange af de unge er flygtet fra forfærdelige situationer og har oplevet vold eller svigt i hjemme, og flere er sågar hjemløse.
Ariz, Laura og Luna kommer til krisecenteret Johannahuset, fordi de hverken kan få hjælp hos forældrene eller kommunen. Også pigen Kayla har været anbragt det meste af sit liv, og fælles for alle fire er, at de ønsker sig noget så basalt som et trygt hjem. På krisecenteret bliver de taget imod af stifteren Jette Wilhelmsen og hendes personale, som giver pigerne den hjælp, de trænger.
Se traileren herunder.

2. Fantastic Machine
Har premiere på CPH:DOX den 19. marts. Instruktører: Axel Danielson og Maximilien Van Aertryck.
Fantastic Machine tager os med på en underholdende rejse på tværs af den visuelle kultur, som er blevet udviklet igennem de sidste 150 år – helt fra fotografiets opfindelse til nutidens sociale medier.
Det svenske instruktørduo bag filmen kaster et kritisk og kærligt blik på den moderne, visuelle kulturs modsætninger. Der bliver sat fokus på nutidens Hollywood, iPhones og Instagram men også propagandafilm om Vladimir Putin og Kim Jong-un – og meget andet! Filmen vil få dig til at se med friske øjne på den billedverden, vi alle lever midt i.
Se traileren herunder.

3. Revir
Har premiere på CPH:DOX den 19. marts. Instruktør: Peter Hammer.
Søskendeparret Susie og Sune har altid været overladt til hinanden – helt siden deres barndom. Susies drøm er at blive zoologisk konservator, som er et fag uden ret mange kvinder, og Sune har besluttet sig for at støtte hendes drøm om at skabe en forretning. Sammen køber den en gammel landejendom, hvor de omgiver sig med (både levende og døde) dyr. Deres søskendeforhold bliver sat på prøve, da Susie får en depression, og filmen er en eventyrlig fortælling om længslen mod et liv, der ikke kommer forærende.
Se traileren herunder.

4. Bagdad on fire
Har premiere på CPH:DOX den 20. marts. Instruktør: Karrar Al-Azzawi.
I Bagdad on fire følger vi den unge, irakiske kvinde Tibas kamp for frihed og demokrati i hjemlandet. Hun har ikke set sig tilbage, siden hun for tre år siden deltog i sin første demonstration. Tiba demonstrerer aktivt med sine venner Yousif og Khader, som hun har startet et førstehjælpsteam med – men en dag går alting galt til en demonstration...
I filmen følger vi Tibas udvikling fra at være i et tvunget ægteskab til at kæmpe for sine rettigheder som aktivist. Hendes drøm er at studere og leve et selvstændigt liv i et demokratisk samfund – men kan hun klare det?
Se traileren herunder.

5. Silent Sun of Russia
Har premiere den 19. marts på CPH:DOX. Instruktør: Sybilla Tuxen.
Silent Sun of Russia portrætterer en generation af unge russere i perioden fra 2018 til 2022. I filmen følger vi tre unge, rebelske kvinder, Alika, Alyona og Katya, som alle drømmer om et moderne liv i frihed. Efter Ruslands invasion af Ukraine befinder de sig i en ny virkelighed. De drømmer om at flygte fra Putins Rusland og om at finde kærlighed, venskab og frihed. Filmen giver et unikt indblik ind i de svære spørgsmål og valg, som de unge russere, der ikke kan se en fremtid i Rusland, står overfor i dag.
Vi har talt med danske Sybilla Tuxen, der har instrueret filmen – læs interviewet og se traileren herunder.

Hvad har været det sværeste ved at lave filmen?
“Det sværeste ved at lave filmen, har været, at jeg har været meget alene om at synes, at det var vigtigt at forstå de her unge mennesker, så langt væk fra Danmark. Jeg begyndte at lave filmen på et tidspunkt, hvor der ikke var så stort fokus på Rusland. Jeg har filmet en stor del af filmen i Vladikavkaz, i Kaukasus, tæt på Tjetjenien. Jeg filmede en fest, mine medvirkende holdt i en bunker udenfor byen. Pludselig stod der 20 politibetjente foran indgangen, og vi blev alle sammen kørt på politistationen. De udspurgte mig om, om det var et orgie, om der var stoffer, og om jeg kunne lugte noget mærkeligt i røgen. Der var kun et par flasker vodka! Bagefter sendte den ene politimand mig en hel del e-mails”, fortæller Sybilla Tuxen.
Filmens fokus ændrede sig, da krigen brød ud. Hvad var det for en film, du oprindeligt havde dig tænkt at lave?
“Jeg boede i Sankt Petersborg i 2011 og lærte russisk. Det var en magisk tid for mig, og jeg mødte unge russere, som jeg blev gode venner med og som åbnede en helt ny verden for mig. Siden har jeg haft stor lyst til at fortælle verden om de unge mennesker, jeg mødte i Rusland. Men den film jeg har lavet, er en anden end den jeg havde forstillet mig, jeg skulle lave. Tiden har ændret sig: Da jeg begyndte at filme i 2018, drømte mange af de unge russere jeg mødte, om at flytte væk. De kunne ikke se en fremtid for sig i Rusland,“ fortæller Sybilla os.
Hvordan har det været for dig som filmskaber og menneske at observere de ændringer, der er sket i Rusland undervejs i optagelserne?
“Ændringerne i Rusland har været støt de sidste mange år. Den russiske invasion i Ukraine og de nye vedtagne love, hvor man kan få op til 15 års fængsel, er kulminationen. Da jeg kørte fra lufthavnen ind til Sankt Petersborg en uge efter Ruslands invasion i Ukraine, blev jeg virkelig ked af det. Jeg elsker Sankt Petersborg, men lige pludselig var byen blevet fremmed, og jeg mærkede en frygt og mistroiskhed, som jeg ikke har oplevet før. Mine medvirkende har fortalt mig om den frygt, men det er svært at forstå den, før man har mærket den på egen krop,” siger Sybilla.
Har du kontakt med de unge russere fra filmen i dag, og hvordan går det dem i dag? Oplever de modgang som russere udenfor Rusland?
“Jeg har kontakt med alle de medvirkende i filmen løbende. De er blevet en del af mit liv, og jeg en del af deres. På trods af omstændighederne har de det alle godt. Uafhængig af hvor man opholder sig som russer udenfor Rusland i dag, oplever mange udfordringer. På grund af sanktionerne er det for eksempel svært at få lov at oprette en bankkonto.”
Kan du sætte lidt flere ord på, hvad det er, de unge, russiske kvinder især går op i og ønsker sig af fremtiden?
“Grundlæggende ønsker de sig et liv i frihed uden konstant frygt. Et liv, hvor de kan være sig selv og ikke behøver at tænke over, hvordan de bærer sig selv på gaden. De har troet på, at Rusland kunne forandres til det bedre, men de seneste par år har jeg oplevet, at de har opgivet håbet. Mange af de russere, jeg taler med, synes, at Europa svigter. Med den ene hånd sender de masser af penge og våben til Ukraine, med den anden hånd køber de stadig gas og olie af Putin. Det er svært at drømme og håbe for fremtiden, når der ikke er nogen udsigt til, at situationen ændrer sig,” siger Sybilla.
Se traileren til filmen herunder.