La casa de papel | Money Heist | Papirhuset
© Vancouver Media

Var du også kæmpe fan af Prison Break? Så vil du sluge denne serie råt

Du har travlt! For den nye sæson kommer allerede i morgen

5. april 2018 af Amalie Kjær Boel

Det er nogle gange svært at finde en ufatteligt god serie, som du bare kan sluge på en weekend! For du har jo sikkert allerede set alt fra Stranger Things til Venner hundredevis af gange. Nu behøver du ikke at lede efter en ny serie længere, for alt du skal gøre er at søge på Papirhuset inde på din Netflix. Denne serie indeholder alle de gode ting fra spænding og drama til kærlighed og skyderi. 

Vi har her samlet de seks overbevisende grunde til, at du skal bingewatche første sæson lige med det samme. Så vent lige lidt med at sige, du springer over – for det kan være, du bliver afhængig ligesom os! 

La casa de papel | Money Heist | Papirhuset
© Giphy

1. Den vil få dig til at sidde på kanten af sofaen

Du sidder nok og tænker, hvad serien så handler om? Så her får du lige en kort lige smagsprøve, hvad der er i vente. Serien handler om en mand, der kalder sig selv for El Profesor. Han er i gang med at planlægge det største bankrøveri – nogensinde! Før dette er muligt, samler han et hold af kriminelle (både kvinder og mænd), der intet har at miste. Missionen er at røve den spanske nationalbank og printe 2,4 billioner euros. Det kræver dog, at de ved, hvordan de skal håndtere deres gidsler, deres egoer, lyster til hinanden – og selvfølgelig undgå politiet. Hvis du ikke allerede har fået pulsen op ved at læse om den, så vil det første afsnit gøre det for dig.  

2. Spansk er bare sexet

Hvis du ikke allerede ved det, så har vi med en spansk serie at gøre. Den hedder nemlig rigtigt La Casa de Papel. Og frygt ej, Netflix har været så søde at lave danske undertekster, som gør det meget nemmere for os – hvis vi ikke lige er flydende i spansk. Selvom vi læser de danske undertekster, så hører vi det ufatteligt lækre spanske sprog strømme ind i vores ører og bløde vores hjerter op. Derudover er nogle af mændene også bare virkelig sprøde at se på – lækkert med noget eyecandy

3. Den spanske version af Prison Break

Det kan godt være, at vi ikke har med Michael Scofield (Wentworth Miller) at gøre... Men det her er lige så godt på en helt anden måde. Der er masser af drama på kryds og tværs af karaktererne, når de skal bryde ud fra et sted og er på jagt fra politiet. Det er da en moderne udgave af vores elskede Prison Break

4. Traileren bør også gøre tricket

Hvis du ikke allerede nu er helt solgt, kan det være, at traileren til sæson et gør tricket for dig. Der er i hvert fald fart over feltet og ikke nok med, at vi og mange andre er vilde med serien, så har den fået 8,8 inde på Imdb ud af ti. Det er jo vildt! 

5. Du bliver højst sandsynligt afhængig

Ikke nok med at det er en god serie, så fanger den dig altså også, når du først er startet på den – hvilket både kan være godt og skidt. Det er derfor en god idé at starte på den i en weekend, hvor du har tiden til at se den. For du vil højst sandsynligt blive ved med at afspille afsnit efter afsnit. Og du vil nok også få beskeden af Netflix, om du stadig ser serien – og der er svaret selvfølgelig altid et stort ja! 

6. Sæson to bliver endnu vildere

Når du har set sæson et, kan du jo sagtens begynde på sæson to. For den ligger endelig på Netflix (fra 6. april)! Hvorfor ikke se den som en af de første? Vi ved da i hvert fald godt, hvad vi skal bruge vores weekend på her. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori