Vi har tidligere stillet en lang række spørgsmål til produktionen bag et af vores nye favoritprogrammer, Forræder. For må deltagerne bruge deres telefoner på deres ophold? Må de tale om spillet, når kameraerne ikke ruller? Og er grupperingerne, der går sammen ned til morgenmaden, bestemt af produktionen? Alt det, og meget mere, kan du få svar på i artiklen her.
Mange spørgsmål har meldt sig under vores besættelse af tv-programmet Forræder, og et af dem er, hvad præmien egentlig er.
Hvad vinder deltagerne i Forræder?
Vi havde godt forventet, at det ikke er var 14 sølvbarrer fra programmet, som vinderen skulle slæbe med hjem, men vi er stadig (glædeligt!) overraskede over præmien.
Vinderen/vinderne af Forræder skal nemlig donere værdien af de sølvbarrer, de vinder, til velgørende formål. Hvis der er flere vindere af sølvet, deler de præmien, og det er op til de enkelte vindere, hvilket velgørende formål deres præmie skal gå til.

Hvordan vindes Forræder?
For at vinde tv-programmet Forræder skal de Loyale afsløre alle Forræderne. Er der stadig én eller flere Forrædere tilbage i spillet efter “Det Sidste Runde Bord”? Så vinder Forræderen/Forræderne spillet!
Spillet slutter, når der er tre spillere tilbage ved “Det Runde Bord” – eller hvis de sidste spillere beslutter at afslutte spillet på spillederens foranledning.
Hvis der er én Forræder tilbage, når spillet slutter, vinder denne spiller alt sølvet. Hvis der er to eller tre Forrædere tilbage, når spillet slutter, deler de sølvet ligeligt. Og hvis der er tre Loyale tilbage, når spillet slutter, deler de også sølvet ligeligt.
Vi glæder os til at se, hvem der kan kalde sig den første vinder/de første vindere af Forræder – og ikke mindst hvilket velgørende formål pengene skal doneres til!
Kilde: TV2.dk