George Clooney skal giftes!

Den evige ungkarl er tilsyneladende blevet forlovet

28. april 2014 af Mette Andrea Boesgaard

George Clooney er kendt som den evige ungkarl, der går fra den ene unge, hotte kvinde til den anden, men aldrig slår sig ned, bliver gift og få børn. Ja, faktisk har han været så sikker på, at han aldrig skulle giftes, at han har væddet store summer med adskillige celebre veninder om, at det aldrig skulle ske. Men nu tyder noget på, at det alligevel sker.

Nyfigne sjæle har nemlig spottet en gigantisk ring på den 52-årige godtes nuværende kærestes finger - og den slags kan kun være en forlovelsesring! Sladdervorne kilder siger da også, at den er god nok - George er blevet forlovet med den 36-årige britiske advokat Amal Alamuddin, som han har datet siden oktober sidste år. Kilderne siger også, at parret er meget lykkelige, men de havde nu håbet at holde nyheden for sig selv (så skulle den gode Amal nok ikke have flashet sin nye ring så meget....)

Georges pr-person vil dog ikke hverken af- eller bekræfte rygterne om et forestående bryllup.

Hvis George gifter sig, er det faktisk ikke første gang - han var nemlig gift med skuespillerinden Talia Balsam fra 1989 til 1993. Umiddelbart efter skilsmissen sagde han, at han ikke var særlig god til at være gift, og så sent som i efteråret sidste år svor han igen, at han ikke skulle giftes. Men skrider han alligevel en dag op af kirkegulvet, kan hans venner se frem til en stor sum penge - George har nemlig efter sigende væddet små 500.000 kroner med Michelle Pfeiffer om at han aldrig skal giftes,mens Nicole Kidman står til at score 150.000 kr og Sandra Bullock får 90.000 gode, danske kroner at fornøje sig med.