Har du og din veninde ikke set den norske serie SKAM endnu? Gå STRAKS i gang!

Her er 10 gode grunde til, hvorfor I vil eeeeelske tidens mest hypede serie

11. september 2016 af Sara Møller Christensen

Glem alt om Gossip Girl og sågar Beverly Hills 90210. Lige nu er tidens mest hypede ungdomsserie norsk, og hvis du endnu ikke har set SKAM, så er det på tide, at du får arrangeret en tv-date med din veninde og får det gjort. Her er ti gode grunde til hvorfor:

1. Det er gratis. Serien er lavet af NRK og kan ses gratis på deres hjemmeside. Der er også en app, hvis du er mere til det.

2. Den vil give jer den vildeste gymnasie-nostalgi. Those were the days! Er det for sent at gøre det om? Suk.

3. I kan se en hel sæson på en aften. Afsnittene er nemlig ikke særligt lange. Det kræver selvfølgelig, at I har nok bland selv-slik

4. Der er masser af GIRL POWER! Kloge, selvstændige og totalt bad ass. Det er sådan, pigerne er i SKAM – og sådan, vi bør se os selv.

5. Og ikke nok med at pigerne er seje – de har også totalt god stil. Vi må allerede nu advare om, at du vil få lyst til at opdatere din garderobe efter at have set den.

6. Serien er realistisk. Vi har selvfølgelig Girls, når vi gerne vil se noget, der er mere realistisk end flertallet af ungdomsserier, men den foregår stadig i New York. SKAM foregår i Oslo, og hvis du ser bort fra sproget (husk undertekster!), kunne det ligeså godt være en dansk serie. 

7. Alle typer er med. Fra den homoseksuelle roomie til den sarkastiske muslimske veninde. SKAM handler ikke kun om én type, og det er pissefedt!

8. Du vil blive mindet om, hvorfor veninder er det mest fantastiske i verden! Så det er oplagt lige at have din veninde inden for rækkevidde, så I kan give hinanden en høj femmer og love, at I vil være veninder for livet.

9. Du vil føle dig som en forelsket teenager igen. Og i tilfælde af, at du har glemt, hvordan det føles, så er det den FEDESTE (og til tider mest frustrerende) følelse i verden.

10. Apropros forelskelse, så vil du DØ over Williams hår. Hvis du kan undgå at få et crush på ham, så fortjener du en medalje. Seriøst. FØKK! (Som vi nu ved, er FUCK på norsk...)

Nå, men hvad venter I på? SKAM skal bare ses, og det skal være lige nu!

Læs mere fra samme kategori