Her er alt det, vi elskede højest ved Amy Schumers show i København

Tinder, mormortrusser og Bradley Cooper = opskriften på succes

5. september 2016 af Redaktionen

1. Da hun kiggede udover en hel sal med skandinaver og udbrød: “What is this – a snow party?”
2. Da hun viste os sine mormortrusser, der er ligeså store som dem, vi har på til fest under en stram kjole.
3. Da hun sammenlignede sine moves i sengen med en af de sølvmalede statuer i gågaden, som man ikke helt ved, om er døde eller levende, indtil de lige bevæger en enkelt arm.
4. Da hun prøvede at afsætte sin kameramand på Tinder.
5. Da hun gengav en sindssygt akavet middag med Hillary Clinton, hvor hun forsøgte at bonde med den måske kommende præsident ved at spørge, om hun kunne lide tequila.
6. Da hun fortalte, at hun begejstret var løbet ind på et dansk museum for “cunts”, men skuffet måtte konstatere, at “kunst” på dansk betød noget helt andet.

7. Da hun sagde, at det var fedt, at vi her i Danmark cykler, som om vi var med i Mad Max: Fury Road.
8. Da hun sagde: “I'm one of those Americans that knows I'm stupid.”

9. Da hun lavede en joke om, at hun seriøst troede, at hun var på vej til at blive kæreste med Bradley Cooper, indtil hun så ham i tv med hans modelkæreste. –We've all been there!
10. Da hun startede showet med at proklamere, at hun havde glemt at barbere sig under armene, og at hendes stropløse bh for øvrigt også var på vej ned om livet på hende som et bælte.
11. Da hun forklarede sin manglende dømmekraft i både fuld og ædru tilstand med et ubemandet skib, der bare flyder rundt og indtager shots og pasta i en vild forvirring.