Ligesom at der findes en række Hollywood-stjerner, som har danske rødder, så findes der også Hollywood-kendisser, som er faldet pladask for den danske charme og derfor er endt i et forhold med en dansker. Det gælder blandt andet for de fem skuespillere, vi har samlet her på listen – se dem herunder.
1. Elijah Wood
Elijah Wood, som vi blandt andet knuselsker som Frodo i Ringenes Herre, er faktisk en af de verdensstjerner, som selv er af dansk afstamning (blandet med lidt engelske, tyske og australske gener).
Siden 2018 er han dog blevet lidt mere dansk, for i knapt fem år har han dannet par med den danske filmproducer Mette-Marie Kongsved. De to mødte hinanden i 2017 under optagelserne til Netflix-filmen I Don't Feel at Home in This World Anymore. Parret er i dag bosat i Los Angeles, og de har to børn sammen – en søn født i 2019, og en lille pige født i 2022. Herunder ses parret i selskab med Anya Taylor-Joy i midten.

2. Jeremy Strong
Jeremy Strong er i øjeblikket højaktuel i rollen som Kendall Roy i serien Succession, som snart runder af efter fjerde og sidste sæson. Skuespilleren har en stor forkærlighed for Danmark og selvfølgelig ikke mindst for sin danske kone, Emma Wall, som han har tre børn med.
Parret mødte hinanden til en fest i 2012, og efterfølgende er de endda blevet gift på Christianshavn og har fejret bryllup på Dragsholm Slot. Som om det ikke var nok, fødte Emma Wall også parrets første barn på Rigshospitalet. Meget dansk! I dag bor familien i New York, men de har også en bolig i København og et sommerhus i Tisvilde. Emma Wall er uddannet psykiater, og ved siden af laver hun dokumentarfilm.

3. Darren Pettie
Darren Pettie er en amerikansk skuespiller, som har medvirket i serier som The Mist, Mad Men og 2022-sæsonen af Borgen. Privat danner han par med en dansker, som mange af os faktisk godt kender – nemlig skuespiller Danica Curcic, som blandt andet spillede hovedrollen i Netflix-hittet Kastanjemanden. De to mødte hinanden under indspilningen af tidligere omtalte The Mist i 2016, og de faldt ret hurtigt for hinanden. I slutningen af 2022 afslørede parret, at de var blevet gift, og i februar 2023 blev parret forældre til en lille pige, Dunja.
De to dygtige skuespillere medvirker desuden begge i den nye Viaplay-film Camino, som er streamingtjenestens første egenproducerede, dansksprogede film.

4. Oscar Isaac
Den guatemalansk-amerikanske skuespiller og sanger Oscar Isaac har siden 2017 været gift med den danske manuskriptforfatter og filminstruktør Elvira Lind, som er opvokset i København. Inden parret blev gift, datede de i fem år. Kendisparret mødte hinanden første gang til en fest i 2012, hvor Oscar Isaac fangede Elvira Linds opmærksomhed ved at være den eneste, der sad alene i et hjørne og spiste. Sammen har parret i dag to sønner – Eugene født i 2017, og Mads født i 2019.
Oscar Isaac har medvirket i film som Dune, Drive og i kendte franchises som Star Wars, Spider Man og X-Men. Han har også været med i Elvira Linds egen Oscar-nominerede kortfilm, The Letter Room.

5. Aziz Ansari
Amerikanske Aziz Ansari har mange titler. Han er både skuespiller, komiker, forfatter, instruktør og producer – og så er han gift med den danske forsker Serena Skov Campbell, der har mindst lige så imponerende titler med i baggagen. Hendes egen Instagram-bio beskriver nemlig, at hun er “Physics PhD – Nanoplasmonic, Danish Princess, Budding astronaut” med et link til den amerikanske rumfartsstation NASA. Det lyder i hvert fald meget klogt og indviklet!
Aziz Ansari og Serena Skov Campbell mødte hinanden i London i 2018, blev forlovet i 2021, og i 2022 blev parret gift i Toscana-regionen i Italien. Virkelig romantisk!

Kilder: People.com, Avisen.dk, People.com, Vanityfair.com, independent.co.uk,