Hvis kunstnernes muser var supermodeller

- ville verdenshistoriens kunst være blottet for bryster og bagdele. Se bare her!

20. maj 2014 af Mette Andrea Boesgaard

Vi ved det jo allesammen godt: Supermodellernes kroppe er ikke dem, flertallet har. Ja, faktisk har selv supermodellerne dem ikke, for de er photoshoppede i hoved og hale for at være smukke, slanke og aldeles uopnåelige. Alligevel er det den slags kroppe, vi mødes overalt i mediebilledet nu om dage. Men sådan var det ikke i gamle dage - dengang kunstnerne stod for at afbilde skønne kvinder i det offentlige rum.

Dengang var der nemlig både bløde maver, fyldige rumper, blæver og ujævnheder med, når kvindekroppen kom frem i lyset. Og det har fået online-mediet Takepart til at tænke lidt over, hvordan de store kunstværker ville se ud, hvis kvinderne på billederne skulle leve op til nutidens photoshoppede, åleslanke ideal.

Det er tankevækkende - se bare disse gif'er, hvor nogle af verdenshistoriens smukkeste kunstværker af kvinder skifter mellem originalen og den version, der ville være skabt i dag med nutidens skønhedsidealer:

Sandro Botticelli: Birth of Venus (1486)

Francisco Goya: Nude Maya (1797-1800)

Jean Auguste Dominique Ingres: Grande Odalisque (1814)

Raphael: Three Graces (1504-1505)

Titian: Danaë with Eros (1544)

Amedeo Modigliani: Nude Sitting on a Divan (1917)

Edgar Degas: La Toilette (1884-86)

Paul Gauguin: Two Tahitian Women (1899)