For mange kendisser har forskellige (børne)programmer været springbrættet til deres succesfulde karrierer som skuespillere og sangere senere i livet. Hvis du var barn i 00'erne, ved du garanteret, at Miley Cyrus startede sin karriere som Hannah Montana på Disney Channel, og at Hilary Duff blev kendt som Lizzie McGuire i serien af samme navn. Der er dog flere andre af nutidens største stjerner, som startede deres karrierer som børnestjerner, og her har vi samlet 13 af dem.
1. Christina Aguilera
Christina Aguilera er en af de seje sangerinder, vi virkelig elskede højt i 00'erne (og stadig holder af i dag), og selvom vi mest af alt forbinder hende med hits som Dirrty, Genie in a Bottle og Beautiful, så startede hendes karriere på tv-skærmen – og endda i Disney-universet. I 1993 var hun nemlig en del af The All-New Mickey Mouse Club. Dengang var hun 13 år gammel.
2. Britney Spears
Ligesom Christina Aguilera er Britney Spears en af de sangerinder, der især hittede stort i 00'erne. De to sangerinder har dog flere ting tilfælles, og en af dem er, at Britney, ligesom Christina, også var en del af The All-New Mickey Mouse Club i 1993 i en alder af 12 år. Flere dokumentarer har vist, at Britneys liv siden hen ikke har været særlig nemt, og at hun er blevet udsat for lidt af hvert. I november 2021 blev hun sat fri af det værgemål, hun var underlagt i 13 år.
3. Justin Timberlake
The All-New Mickey Mouse Club har været springbrættet for mange stjerner, og Justin Timberlake er endnu en af dem. Som 13-årig var han ligesom Christina Aguilera og Britney Spears med i Disney-showet, inden han senere blev en del af boybandet NSYNC – og efterfølgende gik solo. Selvom vi i dag kender ham bedst for musikken, har han også medvirket i en del film gennem tiden.

4. Ryan Gosling
Kan du gætte, hvilket børneprogram Ryan Gosling var en del af? Yep, du har (måske) luret den. The All-New Mickey Mouse Club, selvfølgelig. Han var ligesom Christina Aguilera, Britney Spears og Justin Timberlake en del af det populære program fra 1993, hvor han selv var 12 år gammel. I modsætning til de andre tre er det ikke musikken, der har trukket mest i Ryan Gosling. I stedet er han primært blevet på skærmen – og det er vi nu meget tilfredse med. Dog har han bandet Dead Man's Bones sammen med Zach Shields, så lidt musik beskæftiger han sig også med.
Senere i år – helt præcist den 20. juli 2023 – kan vi se Ryan Gosling i Warner Bros-filmen Barbie, og vi har virkelig svært ved at skjule, hvor meget vi glæder os.

5. Jessica Alba
Jessica Alba er en af de Hollywood-stjerner, som faktisk har danske rødder – virkelig sejt! Hun er især kendt for sine mange filmroller i 00'erne, og hun medvirker stadig i mange film den dag i dag. Starten til hendes karriere blev børneprogrammet The Secret World of Alex Mack, hvor hun medvirkede i tre episoder i 1994. Samme år fik hun sin første filmrolle i komedien Camp Nowhere, og derfra gik det stærkt for stjernen.
6. Leonardo DiCaprio
Leonardo DiCaprio har medvirket i et hav af succesfulde film såsom Titanic, The Wolf of Wall Street, Inception og Once Upon a time in... Hollywood for blot at nævne nogle få (og vi elskede ham også i Netflix-filmen Don't Look Up, som billedet herunder stammer fra). Men startskuddet til hans karriere var tv-programmet Growing Pains, dengang han var 15 år gammel i 1991. Her spillede han en hjemløs dreng, som blev adopteret af familien Seaver, som programmet handlede om. Vi havde også gerne adopteret Leonardo!

7. Jennifer Love Hewitt
Vi elskede virkelig at se Ghost Whisperer, da vi kom hjem fra skole, dengang vi var yngre. Programmet kørte fra 2005 til 2010 og havde Jennifer Love Hewitt i hovedrollen – og vi syntes, hun var så sej i rollen som Melinda Gordon, der både kunne se og høre ånder. Men Ghost Whisperer er kun en af de mange ting, den amerikanske skuespillerinde har medvirket i, for hendes karriere startede allerede som 10-årig i 1989, hvor hun fik rollen som Robin i Disney Channel-programmet Kids Incorporated.
Jennifer var en del af programmet frem til 1991, og efterfølgende fik hun roller i et hav af serier og film – blandt andet i I Know What You Did Last Summer fra 1997. I dag har hun trukket sig lidt fra rampelyset, da hun i højere grad har valgt at fokusere på sit familieliv med mand og tre børn.
8. Fergie
Vi kender bedst Fergie fra musikken. I mange år har hun været en del af gruppen Black Eyed Peas, og så har hun også lavet nogle soloprojekter, men faktisk startede hendes karriere på tv. Allerede i 1984, da hun var ni år gammel, fik hun hovedrollen som Stacy i Disney Channel-programmet Kids Incorporated – samme program, som Jennifer Love Hewitt senere medvirkede i. Fergie var med i programmet indtil 1989.

9. Ben Affleck
Ben Affleck er i den grad en succesfuld herre, som har medvirket i et hav af sager gennem tiden – men også han startede som børneskuespiller. Hans allerførste møde med filmverdenen var, da han som syv år gammel medvirkede i en film ved titlen The Dark End of the Street fra 1981, som blev instrueret af en ven af familien. Hans største succes som børneskuespiller var dog hans medvirken i børneprogrammet The Voyage of the Mimi i 1984 og efterfølgende The Second Voyage of the Mimi i 1988.
Den dag i dag har vi fornøjelsen af at se ham i flere fantastiske film – en af dem er The Way Back, som billedet herunder stammer fra. Den kan ses på HBO Max.

10. Drake
Drake er uden tvivl en af tidens største rappere, og du kender helt sikkert flere af hans sange. Selvom vi har svært ved at tro på, at Drake har gjort andet end at stå med en mikrofon i hånden, siden han blev født, så har han altså medvirket i en del film og serier – og endda været børnestjerne i et tv-program i Canada. Fra 2001 til 2008 spillede han rollen som James “Jimmy” Brooks i Degrassi: The Next Generation. Han medvirkede i over 100 episoder og portrætterede en basketballstjerne, som blev fysisk handicappet, efter at han blev skudt af en klassekammerat.
Drake har fortalt, at han og familien var meget fattige, og at de eneste penge, de havde, var dem, han tjente gennem programmet. Rapperen mangler nok ikke penge i dag, og hvem ved, om vi kommer til at se ham i flere film eller serier fremover. I 2010 udtrykte canadieren i hvert fald interesse i at spille Barack Obama, hvis der skulle laves en film om ham, og det reagerede Obama selv positivt på nogle år senere.
11. Amanda Bynes
Du husker nok Amanda Bynes fra teenagefilm (eller tøsefilm) som She's the man, Easy A, What a Girl Wants og Sydney White, som blev ægte hits tilbage i 00'erne. Mellem 1996 og 2002 – fra hun var 10 år, og til hun var 16 år – medvirkede hun i Nickelodeon-programmerne All That og Figure it Out og endda i sin helt egen serie, The Amanda Show.
Fra omkring 2010 og frem til nu har Amanda Bynes kæmpet flere kampe mod blandt andet misbrug og psykiske udfordringer. Fra 2013 til 2022 var hun, ligesom Britney Spears, omfattet af et værgemål.
12. Penn Dayton Badgley
Vi kender blandt andet Penn Dayton Badgley for rollen som Joe Goldberg i Netflix-serien YOU (som kan ses på billedet herunder) og selvfølgelig som Dan Humphrey i Gossip Girl, men den dygtige herre har medvirket i mange flere ting gennem sine 36 år.
Som lille flyttede han med sin mor til Californien, så han kunne forfølge en skuespillerkarriere, og i starten lavede han voiceovers for børneradiostationer i Hollywood. I 1993 optrådte han som 13-årig i en episode af Will & Grace, og årene efter medvirkede han som meget ung skuespiller i programmer som The Brothers García, What I Like About You og The Young and the Restless.

13. Julia Stiles
Julia Stiles har brillieret i film som 10 Things I Hate About You og Save the Last Dance – for blot at nævne nogle få – men hendes første optræden på tv var allerede som 12-årig i 1993. Her medvirkede hun i seks episoder af børneprogrammet Ghostwriter. Herefter gik det hurtigt, og som kun 15-årig fik hun sin første filmrolle i I Love You, I Love You Not med blandt andre Jude Law på rollelisten.
Kilder: Wonderwall.com, ranker.com,