Hæklet Simba og DIY miniatureverden
Hvad med at kaste dig ud i at hækle eller lave miniatureverdener? © Instagram: @anyazoe / Getty Images

20 kreative hobbyer, du kan fordybe dig i

Vi har samlet alt fra hækling til fotografering

25. marts 2020 af Rie Louise Kirkebjerg

Din telefons funktion ‘skærmtid’ afslører lidt for ærligt, hvor lang tid du egentlig bruger på at tjekke Instagram, snappe med veninderne og stene på Facebook. 

Kan du genkende scenariet? Det er lørdag, du ligger på sofaen, og pludselig har du brugt intet mindre end tre timer på at opdatere Instagrams nyhedsfeed, uden at der reelt er sket noget som helst på den ellers populære app...

Få en kreativ hobby i stedet 

Hvis du – ligesom os – forsøger at mindske din skærmtid bare en smule, kan det (uhyggeligt nok!) være ret svært at finde ud af, hvad du så skal bruge din tid derhjemme til. 

Derfor har har vi her samlet en række forslag på kreative hobbyer, du kan kaste dig ud i, hvis du enten er den kreative type eller sætter stor pris på helt svedfrie fritidsaktiviteter.

1. Origami – en kreativ hobby, der kræver fingerfærdighed

I den gamle, japanske papirfoldekunst gælder det om, ved hjælp af bare ét enkelt papir, at folde et dyr eller et objekt. Det gør du ved at lave bittesmå geometriske former.

Det lyder svært (og det er det med garanti også!), så denne kreative hobby kræver, at du sætter dig ind i teknikkerne og har tålmodighed. 

Du kan finde mange videoer med guides på Youtube, så du som origami-nybegynder kan starte dine kreative projekter på en lidt mere overskuelig måde. 

2. Lær at hækle!

Hækling er en disciplin, som du kan kaste dig over, mens du ligger i sofaen. (Okay, nok ikke lige i starten!). Det geniale ved hækling er, at du kan finde en masse gratis mønstre på nettet.

Hvis du aldrig før har hæklet, anbefaler vi dig at starte ud med en fin klarklud til mor og far, og når du er blevet helt hooked på den kreative hobby, kan du jo sætte sværhedsgraden op og forsøge dig med søde hæklede Disneykarakterer som disse.

3. Brug naturmaterialer på nye måder

Hvis du – ligesom os – vil finde en kreativ hobby, fordi du vil skære ned på at stirre så mange timer ned i din telefon hver eneste dag, er det på med de gode sneakers og ud i naturen!

En gåtur er både utrolig sund for dit helbred, men faktisk kan du også samle smukke ting i naturen, som kan blive en del af et kreativt projekt. 

Der findes tusindevis af idéer til, hvad du kan bruge sten, grene, blomster og kogler til. Måske et af disse fine DIY-projekter kan være til inspiration?

4. Leg med filt som en kreativ hobby

Du kan købe utallige forskellige slags farver filt online, i stofbutikker eller i en hobbybutik som Panduro.

Det er kun fantasien (og dine evner, naturligvis...) som sætter grænser for, hvad du kan skabe med filt og tråd. 

5. Slap af ved at lægge puslespil

Fordyb dig i en anden verden med denne kreative hobby, der kun kræver, at du køber et puslespil. Tiden flyver afsted, når du lægger puslespil, mens du lytter til din yndlingsplayliste på Spotify eller til en god podcast (har du hørt Womans podcasts? Hør dem her).

Det kan også være rigtig hyggeligt at invitere en veninde over til et glas vin og en snak, mens I sammen får tankerne væk fra hverdagsproblemerne og udelukkende tænker på, hvor den næste brik skal placeres.

Der findes mange forskellige slags puslespil, som du kan købe online eller hos boghandlere. Her er et forslag på et fint puslespil med 1000 brikker til 245 kroner.

6. Neglekunst kan også være en kreativ hobby

Måske du (også) er faldet over videoer og billeder på Instagram og Pinterest af gudesmukke negle, som er den perfekte kombination af farver og flotte mønstre. Hvis du synes, at den såkaldte ‘neglekunst’ er utrolig tilfredstillende at se på, kan du overveje selv at kaste dig ud i den kreative hobby?

Du kan finde materialer og neglelakker i mange forskellige online-butikker. Her kan du eksempelvis købe fint sølvglimmer til neglene for 25 kroner. 

7. Begynd at tegne

Måske du tegnede meget som barn? I så fald ved du, hvor beroligende det kan være at fordybe sig i blyantstregerne. Selvom tegning ikke nødvendigvis er noget, du stadig beskæftiger dig med, kan du genoptage den afstressende hobby utrolig let. I starten handler det simpelthen bare om at tegne det, der lige falder dig ind. Hvis du virkelig bliver vild med din nye, kreative hobby, kan du altid investere i skitsepapir og gode blyanter.

Du kan også kaste dig over en malebog for voksne, hvor du ikke selv skal opfinde noget, men i stedet farvelægge de smukke mønstre i bogen. Det er meget tilfredsstillende!

8. Keramik – en meget populær, kreativ hobby

Hjemmelavede skåle, vaser, tallerkener og pyntegenstande i keramik er en kreativ bølge, som flere har kastet sig over. 

Som start kan det være en fordel at tilmelde sig et kursus eller besøge et sted som Creative Space, hvor du kan vælge et stykke keramik at male på.

Hvis du har mod på det, kan du selvfølgelig også gå all in og lave vaser og skåle i ler, men det kræver en hel del værktøj og et sted, du kan brænde dine kreative projekter.

9. Perleplader er ikke kun for børn

... men hvis du har børn, er det oplagt at joine, hvis de går i gang med det hyggelige projekt! Du kan eksempelvis lave personlige bordskånere eller fine magneter til køleskabet.   

Køb perler og perleplader online eller i en hobbyforretning tæt på dig. Du skal også huske at have bagepapir klar, som du kan lægge mellem perlepladen og strygejernet, når du stryger den.  

10. Bagning – hobbyen til dig, der elsker at være i køkkenet

Ja, nu er det jo ikke, fordi du skal kaste dig ud i de vildeste kageprojekter, hvis det eneste, du har prøvet at bage, er Amo-fødselsdagsboller, hvor der kun skal tilføjes gær og vand...

Bagning er dog yderst populært (det kan vi vel til dels takke Bagedysten for!) og hvis du vil med på bagebølgen, er det bare om at komme i gang. 

Hvis du endnu ikke er dygtig nok til at kreere de flotte kaktuskager herunder, giver vi dig her opskriften på en lækker Oreo-cheesecake

11. Forevig dine minder i en personlig scrapbog

Køb en bog, bånd, fine papirer, sjove klistermærker og gå så ellers i gang med at klippe citater og spændende ting ud af ugemagasinerne (hvis du stadig modtager sådan nogle altså...)

At kaste sig ud i at lave en personlig scrapbog er virkelig en kreativ hobby, der byder på fordybelse og genskabelse af nogle af de bedste minder i dit liv. Det kan klart anbefales!

12. Fotografering som en spændende, kreativ hobby

Nu kommer vi måske ikke helt udenom at kigge en del ned i skærmen. I hvert fald hvis du bruger din telefon til at tage billeder, og du herefter gerne vil dele dine fine fotografier på Instagram. 

Du kan også investere i et spejlreflekskamera – eller et analog kamera, som printer dine fotografier ud for dig med det samme. Du kan eksempelvis købe et analog kamera til 499 kroner her.

13. Strikning som skøn fritidsinteresse

Strikning kræver (ligesom hækling), at du lærer metoden, før du kan strikke lange, lækre halstørklæder og varme striktrøjer. Når du først har lært det, er det dog bare at strikke derudad!

Mange supermarkeder har ofte garn på tilbud, og ellers kan du altid finde flotte farver til dit næste strikkeprojekt i stof- og hobbybutikker.

14. Få et flashback til folkeskolens sløjdtimer

Hvis sløjd var lige dig i folkeskolen, kan det være, du skal genoptage successen og kreere unikke ting af træ (UDEN en sur lærer, som bliver ved med at sige “Husk nu, at I ALTID skal snitte væk fra jer selv!” Okay, det var nok meget godt, at han påmindede os om det...)

Hvad med at forære dine forældre et flot fuglehus? Eller lave det til dig selv, hvis du er så heldig at have en have altså...

15. Skab en miniatureverden

Hvor fin er denne lillebitte verden med huse, træer og haveredskaber lige?

Denne kreative hobby er én, som du virkelig kan bruge mange timer på. En stor del af hobbyen er nemlig at købe ind til ministakitter, små vandkander og hvad du ellers vil pynte din miniatureverden med. Herefter er det bare med at lade fantasien løbe løbsk, når du sammensætter alle de små dele til en hel verden!

Du kan købe tingene til denne miniatureverden her.

DIY miniatureverden
En kreativ hobby kan være at skabe unikke miniatureverdener. © Cchobby.dk

16. Pluk blomster som en kreativ hobby

Om sommeren er der ikke noget mere beroligende end at traske i skoven og gå en tur i naturen. De vilde blomster, du kan plukke rundt omkring, bør dog ikke kun sættes i vase, for der findes utallige idéer til at vise dem frem på en helt anden måde. 

Du kan eksempelvis kaste dig ud i at lave fine blomsterkranse eller sætte blomsterhoveder på snor som herunder.

17. Lav dine egne smykker

Har du nogensinde drømt om et helt specielt par øreringe, som du bare aldrig har kunnet finde? Så kan du da bare lave dem selv!

Okay, det er nok nemmere sagt end gjort, men du kan altid forsøge at kaste dig ud i det. Du kan finde redskaber, perler og så videre til den kreative hobby i hobbyforretninger eller online.

18. Frem med det gamle symaskinekørekort!

At sy er en kreativ hobby, du også kan lære at mestre. Pudebetræk, nederdele, kjoler, hårbånd – ja, du skal egentlig bare vælge, hvad du mangler i klædeskabet! 

Hvis du aldrig har syet før, kræver det naturligvis, at du sætter dig ind i teknikkerne (og køber en symaskine, medmindre du er mere til at sy i hånden!).

19. Skriv dagbog eller noveller

Denne kreative hobby kræver ikke nogle specifikke redskaber, før du kan gå i gang (udover en blyant og papir eller en computer, hvis du ikke har brugt din håndskrift siden diktat i syvende klasse). 

Skriv det ned, du har på hjerte. Det kan eventuelt være en kort novelle, men du kan også skrive dagbog eller nedskrive dine mål. 

Her er et par forslag til, hvad du kan nedskrive:

  • Hvad er du taknemmelig over i dag?
  • Hvad er de tre bedste ting, der er sket i dag?
  • Hvad vil du være mere opmærksom på socialt?
  • Hvad vil du være mere opmærksom på professionelt/på studiet?
  • Hvad er dit mål for måneden?

20. Lav hjemmelavede kort som en kreativ hobby

Køb karton i en masse flotte farver, bånd, glitter, klistermærker og gode tuscher – så er du klar til at lave dine egne, hjemmelavede kort, som kan være en personlig gave til en, du holder af. 

Hvis du skal giftes og holde bryllup – eller vil fejre dig selv med en stor fødselsdagsfest – kan du også kaste dig ud i at lave alle invitationerne selv.

En kreativ hobby, som passer perfekt til dig

Uanset hvilken kreativ hobby du leder efter, burde der på listen være inspiration til, hvilken fritidsinteresse du kan fordybe dig i derhjemme. Hvis du finder en kreativ hobby, der passer perfekt til dig, burde du også kunne slippe telefonen mere og i stedet nyde at afstresse, mens du hækler, laver en scrapbog eller kreerer dine egne smykker!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.