Krimier... Der er noget over dem. Vi elsker både at se dem på Netflix eller lytte til krimipodcasts. Men har du læst de mange bøger, der også findes derude? Der findes et hav af fantastiske krimier, som kan give selv den mest hærdede krimielsker et koldt gys ned ad ryggen.
Vi har samlet en række krimiserier her, så du igen har noget at gå i gang med!
1. Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q
Denne fantastiske serie – som du måske allerede har set, da de også er filmatiseret – handler om vicekriminalkommisæren Carl Mørck, som bliver tildelt en ny afdeling på Politigården. Her får han ansvaret for alle de tidligere henlagte sager sammen med sine assistenter Assad og Rose.
Alle bøgerne handler om hver deres sag, og derfor kan du både læse dem i rækkefølgen, eller hver for sig. Der er i alt otte bøger.

2. Camilla Läckbergs Fjällbacka-serie
Denne krimiserie handler om Erica Falck, der er forfatter og gift med kriminalbetjenten Patrick Hedström. De er et makkerpar uden lige og løser sammen de mange forbrydelser. Men sådan starter historien ikke. Erica møder nemlig først Patrick, da hun tager tilbage til sin gamle barndomsby efter sine forældres død.
Hun møder politimanden Patrick, da hun går i gang med at undersøge mordet på sin barndomsveninde.
En serie med 10 bøger, der også sagtens kan læses hver for sig. Men jo flere, jo bedre, ikke?

3. Sara Blædels serie om Louise Rick
I denne serie er der indtil videre hele 10 bøger(!), og de handler om Louise Rick, der er kriminalassistent og har godt gang i sin karriere. Hendes veninde Camilla Lind er kriminalreporter ved Morgenavisen og er som Louise også en karrierekvinde.
På én weekend bliver to kvinder dræbt. Louise bliver tildelt den ene mordsag, som hun skal opklare. Men snart er hun ikke kun i gang med én, men to mordsager, da hendes veninde Camilla kender den anden kvinde, der er blevet dræbt.

4. Arne Dahl serie om A-gruppen
Serien består af 11 bøger, som omhandler en specialenhed i Sverige, der arbejder ved det svenske rigspoliti hvis opgave er at opklare de mest komplicerede sager i Sverige. Her tager de sig af voldskriminalitet, som kan indebære alt fra mord til narkosmugling.
A-gruppen består af seks håndplukkede politifolk fra hele Sverige. De bliver samlet, da der sker ikke blot ét, men to – og muligvis flere – mord.

5. Elsebeth Egholms serie om Dicte
Elsebeth Engholm er en kendt krimiforfatter i Danmark, og det er hun blandt andet på grund af de stærke kvindelige karakterer i sine bøger. Og denne serie slipper heller ikke så let.
Denne serie handler om Dicte Svendsen, som er uddannet journalist og arbejder som kriminalreporter. Dicte hjælper politiet med at løse svære sager, og det i sig selv må vise, hvor interessant og stærk en kvinde, hun er.
Dicte fejrer sin 40 års fødselsdag med sine veninder, efter hun for nyligt er blevet skilt og er flyttet til Aarhus. Aftenen slutter dog, da de finder et lig af et barn. Serien består af ni bøger, så det er bare om at komme i gang med læsningen.

6. Mari Jungstedts Gotland-serie
Hvis du er lige så vild med krimier, som vi er, så skal du kaste dig ud i Maris bøger. Ikke alene er hun en dygtig krimiforfatter, men i denne serie finder du nemlig hele 14 bøger.
Bøgerne handler om kriminalkommisær Anders Knutas, som arbejder for det lokale politi og skal opklare de mordsager, der kommer ind. Blandt andet sagen der omhandler at en hyggelig sommerhus-tur med vennerne ender helt galt for Helena, da hun dagen efter kontroverser med sin kæreste løber en tur, hvor hun møder sin morder...

7. Henning Mankells Wallander-serie
Endnu en svensk forfatter på listen. Denne serie handler om Kriminalkommisær Kurt Wallander, der bor i Ystad. Han er blevet skilt fra sin kone, men har stadig sin datter Linda. Linda vælger at gå samme vej som sin far ved at søge ind i politiet.
Aldrig før er der i Sverige set så voldsomme mord før, da en ældre landmand og hans kone bliver myrdet. Der bliver lagt et massivt pres på opklaringsarbejdet, da et spor peger på, at det er udlændinge, der står bag. Serien består af 11 bøger, så der er nok at gå i gang med!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.