Dilemma | Sådan ville mænd løse dit dilemma
© New Girl / FOX

Bliver du nervøs, når din kæreste er i byen? Sådan ville mænd løse dit dilemma

Mænd ser ofte ting fra en anden vinkel, så det kan være rart at få deres syn på problemer

7. januar 2018 af Redaktionen

Vi har taget fat i tre mænd og spurgt dem om deres løsning på fem forskellige dilemmaer. Læs med, og vurdér, om du er enig i deres svar. 

1: “Jeg bliver nervøs, når min kæreste er i byen”

“Når min kæreste er ude med gutterne, forestiller jeg mig scenarier, hvor han er utro. Skal jeg fortælle ham om min frygt? Jeg har endnu ikke sagt noget, for jeg vil ikke virke ynkelig.”  

Ulrik: “Sig til ham, at du har tankerne og godt ved, at du er irrationel. Så længe du ikke anklager din kæreste, vil han forhåbentlig være interesseret i at hjælpe dig af med din frygt.”

Jeppe: “Det er jo et tegn på, at du er bange for at miste ham, så det må du gerne sige. Men hold snakken på din egen banehalvdel i stedet for at være anklagende. Måske kan I aftale, at han fremover skriver til dig på et tidspunkt i løbet af aftenen, hvis det kan give dig ro.”

Tommy: “Prøv at overveje, hvad din frygt bunder i – er det, fordi du selv kunne finde på at være utro? Tænk over, hvad din jalousi siger om jeres forhold, så kan du bedre tage den derfra.”

2: “Jeg frygter min kærestes veninde”

“Min kæreste har en gammel veninde, som han sommetider ser. Han har engang været forelsket i hende, og nu er hun blevet single. Skal jeg være bekymret?” 

Ulrik: “Nej. Venskaber mellem mænd og kvinder bunder tit i, at der engang var en forelskelse fra den enes side, men den går over og bliver til venskab. Han er sammen med dig, fordi det er dig, han vil have.”

Jeppe: “Stol på ham. Det værste, du kan gøre, er at overvåge ham eller signalere, at du vil tjekke, at han ikke lyver.”

Tommy: “Alle har en fortid, og du kan ikke slette dem, du har kendt. Du kan afdramatisere det ved at bede din kæreste invitere hende med til en koncert eller noget. Så kan du se, at hun bare er en veninde.” 

3: “Er det dumt med sex på første date?”

“Endelig skal jeg på date med en mand, som jeg længe har været vild med. Ødelægger sex på første date mulighederne for et forhold?” 

Ulrik: “Der er noget særligt og lidt magisk i at have mere til gode, så derfor er det en god idé at vente. Får vi hele pakken på første date, svarer det til at spole igennem ens yndlingsfilm på en halv time.”

Jeppe: “Vi mænd slår til, hvis vi får muligheden, men hvis du kan få ham til at hungre efter det, så har du noget stærkt, og ellers ryger det spændende hurtigt. Hvad skal der så ske næste gang?”

Tommy: “Drop reglerne, og gør, som du har lyst til. Sker det, så sker det. Lad være med at lægge bånd på dig selv.” 

4: “Min optagede kollega flirter”

“Jeg har et godt øje til min kollega, og vi har flirtet, men han har en kæreste. Til sidste fest lagde han an på mig, men jeg afviste ham. Nu skal vi snart til fest igen. Skal jeg slå til?”

Tommy: “Han vil dig tydeligvis gerne, og om han er på vej ud af sit forhold eller bare er en idiot, der vil knalde udenom, er hans ansvar. Du er ikke moralens vogter her.”

Ulrik: “Stig på toget, og hav det sjovt! Så længe du ikke vil noget seriøst med ham, så vær da endelig sammen med ham, men forvent ikke, at han går fra sin kæreste.”

Jeppe: “Det er ham, der har et problem. Så dul dig op til festen, og lad ham tage det første skridt – så kan I godt være sammen. Hvis han havde et sundt og dejligt forhold, havde han jo ikke interesse i dig.” 

5: “Min venindens kæreste er altid med”

“Min venindes kæreste er altid med, når vi ses. Hvordan får jeg hende til at forstå, at det bare er hende, jeg gerne vil se?” 

Jeppe: “Du kan godt sige det, men lad være med at give ham skylden eller klandre din veninde. Hold det på din egen banehalvdel.”

Ulrik: “Han har åbenbart ikke andet at lave. Og din veninde vil ikke agere uden ham. Hold kæft, hvor irriterende! Prøv at finde dage, hvor han rejser eller arbejder, og ses der.”

Tommy: “Hvis ham Mister Swing King altid skal med, bliver det for akavet. Ingen gider være tredjehjul hver eneste gang! Sig lige ud, at du gerne vil lave noget kun med hende.” 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Maria Denise Christoffersen.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori