Kvinde trøster mand
© iStock

Sådan lærer du at trøste en mand

Læs guiden og få svar på, hvad du skal stille op med en sårbar mand

5. februar 2017 af Julie Schrøder Kristensen

Det kan godt være, at de fleste mænd, du kender, har for vane at spille hårde i filten, men der er et sårbart menneske bag facaden. Og hvad nu, hvis din allerbedste ven, bror, mand eller kæreste faktisk har ondt allerinderst inde? Hvad i alverden skal du så stille op? Det giver vi dig svaret på her.

Hvis han har en dårlig dag

De fleste mænd har ikke behov for at sidde og psykoanalysere deres egen situation. Hvis du gerne vil trøste ham, fordi han har haft en dårlig dag på arbejde eller i skole, så start med at få ham til at sidde ned og slappe af. Hent en øl, en kop kaffe eller hvad han ellers har lyst til, og lad ham sidde og dampe lidt af. Hvis han har lyst til at sidde og bande, så lad ham bande. Hvis han vil græde, så lad ham græde. Hvis han vil tale, så lad ham tale. Uanset hvordan han vælger at komme af med sine frustrationer, så lyt og vis forståelse – men uden at bede ham om at komme med uddybende forklaringer, og uden at du kommer med løsningsforslag. 

Detaljer er ikke vigtige for ham lige nu. Han ønsker blot at lukke dampen ud, så han kan få lidt luft igen. Han har ikke brug for din gode råd – kun at vide, at du elsker ham og er der for ham. Det vigtigste, du kan gøre for ham, er at nikke indforstået og vise ham, at du ved, hvad han taler om. Du behøver ikke engang at åbne munden – kun hvis han beder dig om din mening.

Hvis han er sur på sig selv

Mænd har det med at være lidt hårde og småbrutale over for sig selv – især hvis de ikke kan leve op til deres egne forventninger. Måske har han tabt en vigtig fodboldkamp, mistet en vigtig kunde eller måske er han blevet fyret fra sit arbejde. Det kan være svært at finde ud af hvordan du tackle ham, hvis han går rundt og ligner en slagen mand. 

Her skal du være forsigtig, når du vælger dine ord – det kan nemlig vise sig at have den stik modsatte effekt, hvis du siger: “Hvordan kan du tænke sådan om dig selv?” eller “Du er ikke en fiasko.” Han risikerer at misforstå dig. Det er en meget bedre taktik at erstatte hans negative selvopfattelse med lidt positiv opmærksomhed. Prøv i stedet for at sige: “Jeg holder virkelig meget af dig”, “Jeg elsker dig” eller “Jeg er virkelig glad for at kende dig.” Så booster du nemlig hans selvværd, og hans negative selvopfattelse forsvinder som dug for solen.

Hvis han er ked af det eller sørger

Selvom der skal meget til at knække end mand, så falder han fuldstændig sammen, hvis der lige pludselig er tale om sygdom eller død i den nære familie. Han vil med garanti forsøge at spille den stærke et langt stykke hen ad vejen, men så snart de hårde kendsgerninger slår ham, kapitulerer han og bliver til en lille ulykkelig dreng. 

Det bedste, du kan gøre for ham i sådan en situation, er at planlægge en tur langt væk fra det hele. En weekendtur eller en kort rejse til et helt andet sted, giver ham mulighed for at slappe af og få tingene lidt på afstand. Hvis du virkelig vil hjælpe ham, så tag et sted hen, hvor der er mulighed for at være fysisk aktiv. Mænd kommer allerbedst af med deres frustrationer og vrede ved at lade kroppen afreagere.

Hvis han er syg

At håndtere en syg mand er noget af det mest vanskelige, vi kvinder kan blive udsat for. De fleste mænd bliver nemlig utrolig skrøbelige og afhængige af hjælp. Og så tror de som regel, at de er døden nær. Der er simpelthen ikke meget andet at stille op med en influenzasyg mand end at varte ham op med den mad og drikkelse, han ønsker. Så bliver du nemlig fri for at høre ham beklage sig! Lad endelig være med at ynke ham – det gør kun ondt værre! Bare hold dig til den simple regel: En mæt mand er en gladere mand, og hvis din mand er glad, bliver han sjovt nok også hurtigere rask.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide