Slip af med julefrokost-jalousien

Er du jaloux? Er han? Og hvordan håndterer I utroskab til julefrokosten? Få guiden til en jalousifri julefrokost

18. november 2011 af Mette Andrea Boesgaard

Slip af med julefrokost-jalousien


For de fleste er julefrokoster årets fest. Der er lækker mad, sprut i lange baner og så er det en kærkommen lejlighed til at slå dig løs med alle dem, du normalt omgiver dig med. Men der er også en anden julefrokost-tradition, der er knap så skøn - nemlig utroskab og jalousi. For intet kan skabe så meget splid blandt kærester, som når ens elskede skal til julefrokost - alene.

Vil du have guiden til at håndtere julefrokost-jalousien? Så læs med her

Du er jaloux

Problemet:
Dagen, du har frygtet så længe, er kommet: Din kæreste skal afsted til julefrokost med studiet eller arbejdet. Du har mest lyst til at flæbe og tigge ham om at blive hjemme, for du ved, at det bliver en aften - og en nat - i helvede for dig, fordi du hele tiden vil tænke: ”Hvad nu hvis...” Flirter han med pigerne? Kysser han en anden? Og kommer han mon nogensinde hjem igen?

 

Løsningen:
Du kan ikke nægte ham at tage af sted - selvom I er kærester, er I stadig to selvstændige mennesker, der har brug for at være jer selv af og til, og nægter du ham at tage af sted, underminerer du jeres forhold. Dels vil han på sigt komme til at foragte, at du begrænser hans frihed; dels siger du indirekte, at du ikke har tillid til ham og jeres forhold.


Den kortsigtede løsning er at sende ham afsted med et et kys, et smil (og måske et knald - så har han heller ikke kroppen fyldt med hormoner, når sprutten går ind og hjernen sætter ud), og gør så hvad du kan for at distrahere dig selv, så du ikke sidder og bygger skrækscenarier op, mens du går mere og mere i panik. Gå ud med dine egne veninder. Hold hyggeaften foran fjerneren. Forkæl dig selv med den helt store skønhedstur med langt bad og ansigtsmaske, så du er toplækker og føler dig godt tilpas. Og lad for enhver pris hver med at bombardere din kæreste med sms'er; det ødelægger både hans og din aften.

Den langsigtede løsning er, at du arbejder med din jalousi. Find ud af, hvorfor du har det dårligt, når han går ud: Er det fordi, du ikke stoler på ham? Er det fordi du er usikker på dig selv? Er det fordi jeres forhold er elendigt Eller er det bare fordi du ved, at der er en kultur for at knalde hvem som helst til den fest, han skal til? Når du kender årsagen, kan du finde ud af, om du reelt har en grund til at være jaloux og arbejde på at løse problemet.

Han er jaloux

Problemet:
Så er det din tur til den årlige julefrokost! Du glæder dig, men din kæreste er jaloux, og selvom han (måske) prøver at skjule sin uro, kan du se, at han ikke er begejstret for konceptet. Ja, måske er du endda fristet til at aflyse, bare for at jeres forhold skal overleve...

Løsningen:
Lad være! Aflyser du - bare en gang - kan det blive starten til en ond cirkel, hvor han forventer, at du altid sætter hans behov over dine egne. Stå fast på, at du skal afsted, men inden du går ud i natten, så tag en snak med ham om, hvorfor han er jaloux. Selvom du har travlt og han er oprevet, så tag tid til at sætte dig ned og lytte til ham stille og roligt. Lad være med at gå i forsvars- eller angrebsposition - bare vær forstående og støttende. Og forklar ham så, at du er vild med ham og kun ham. Du kan med fordel vise ham det med andet end ord også:Hold kæresteaften med ham og lad ham tale om fodbold i en halv time, giv ham et knald, inden du tager afsted (det er et sprog, de fleste mænd forstår!), send ham en sød sms...

LÆS MERE Lær at tackle hans jalousi

Du er fristet til at være utro

Problemet:
Du er til fest, musikken spiller og promillen er høj - og du har ved Gud ikke haft hverken planer om at være utro eller haft et hemmelig crush på ham fra regnskabsafdelingen; dit parforhold fejler heller ingenting, ellers tak! Men alas: Du hygger dig, stemningen er god, og du flirter lidt med ham - for sjov og ganske uforpligtende. Og pludselig har du den ondeste lyst til at blive kysset af ham og tage jeres flirt et skridt videre...

 

Løsningen:
Stop op og gå væk! Når du fjerner dig selv fra situationen, bryder du øjeblikkeligt magien, og du får tid til at tænke dig om. Og det er netop, hvad du skal gøre. Måske er det ikke så let, når alle dine lemmer snurrer af sprut, men stil dig selv et eneste spørgsmål: Hvad vil konsekvensen være af at du følger din lyst? Kan du se dig selv i øjnene, hvis du kysser en, der ikke er din kæreste? Og er du villig til at sætte hele dit forhold over styr for et eneste kys?

Du er utro

Problemet:
Åh nej - skaden er sket! Selvom du allerede har en kæreste, kyssede du alligevel med ham den hotte fra salg til julefrokosten. Eller måske gik du ligefrem endnu længere... Hvad så nu?

Løsningen:
Din umiddelbare reaktion er panik og af lutter dårlig samvittighed enten holder dig væk fra din kæreste eller fortæller ham alt for at få aflad. Men stop lige op et øjeblik og stil dig selv nogle spørgsmål: Hvorfor skete det? Er det fordi, du er vild med din kollega, og du i virkeligheden hellere vil være sammen med ham? Eller er det fordi, det er noget galt i dit parforhold - noget, som du egentlig bør prøve at gøre noget ved? Med andre ord: Har du i sinde at forlade din kæreste eller at blive?

Andet skridt er så, at du overvejer, om du skal fortælle om dit fejltrin eller lade være. Der er lige så mange meninger om det emne, som der er mennesker på jorden, så lyt kun til dig selv og din egen mavefornemmelse her; du kan ikke bruge dine veninders meninger og formaninger til noget, for det er ikke dem, der skal leve med dit valg. Kan du stadig se dig selv i øjnene, hvis du fortæller det (eller lader være?) Og kan du holde tand for tunge for evigt, hvis du ikke gør det? Husk på, at uanset om du vælger at blive eller at gå, kan det såre din (eks)kæreste dybt at høre sandheden - hvis du bare vil fortælle for at lette dit hjerte, er du måske bedre tjent med, at han ikke hører om dit sidespring. På den anden side kan der også være en fordel i, at han har hørt historien fra dig, hvis der er fare for, at den kan komme ham for øre ad anden vej; vurder risikoen og træf det valg, du har det bedst med.

Han er utro

Problemet:
Det værste er sket: Din kæreste er kommet hjem fra julefrokost og har fortalt dig, at han har været sammen med en anden - eller du har hørt det fra en anden.


Løsningen:
Din verden bryder sammen, og din øjeblikkelige reaktion er sikkert, at så er det forbi mellem jer. Men tag en time-out og tænk dig grundigt om, inden du tager beslutningen - husk på, at du er i en choktilstand og sandsynligvis ikke kan tænke klart. Det store spørgsmål, du skal stille dig selv, er: Er du virkelig færdig med ham, eller er du villig til at kæmpe for jeres parforhold?

Husk på, at ingen af løsningerne er lette - selvom du vælger at verfe ham ud af vagten, skal du stadig håndtere smerten ved at miste en elsket og blive svigtet, og så skal du igennem en fase, hvor du skal lære at være single og date igen. Vælger du at blive sammen med ham - og er I begge to indstillede på at arbejde for den løsning - skal du tilgive ham. Tilgivelse er et valg, og alle kan gøre det; det bliver ikke let, men I kan faktisk genvinde tilliden og kærligheden til hinanden, hvis I arbejder målrettet på det.

LÆS MERE Sådan kommer I videre efter utroskab