Christina Aguilera, JoJo
Christina Aguilera og JoJo er kun nogle af de sangerinder, vi husker bedst fra 00'erne. © Getty Images

20 seje, kvindelige sangerinder, der toppede i 00'erne – og som vi stadig holder af

Engang kunne vi hele Kelly Clarksons Because of You udenad!

7. april 2021 af Henny Müller Dahl

Sommetider er et nostalgisk, musikalsk tilbageblik altså bare det, der kan gøre en dårlig dag god igen – eller bare gøre en god dag endnu bedre! 

Der er ingen tvivl om, at vi, der voksede op i 00'erne, fik den store ære af at danse rundt til et par rigtige bangers på vores børne- og teenageværelser, for musikken i dette årti var altså bare noget helt specielt. I dag savner vi især at slå os løs til sange af de mange seje, kvindelige sangerinder, der virkelig formede indholdet på vores discmans og iPod nano'er i de gyldne år – og som vi i dag ser som numre, der gerne må gøre et comeback til vores playlister. 

Herunder har vi samlet 20 sangerinder fra 00'erne, som vi stadig holder af den dag i dag (og vi kunne sagtens nævne mange flere). 

1. JoJo 

Okay, hvem savner ikke at skrige med på fantastiske JoJos klassiske hits som Leave (Get Out) og Too Little, Too Late? Vi forestillede os altid, at vi sang de vrede ord til vores ikke-eksisterende kærester, når vi ikke længere gad at være i et forhold med dem... Mens vi i virkeligheden bare lå trygt på vores værelser – afskærmet fra alle potentielle kærestesorger. 

2. Avril Lavigne 

Vi følte os altid så edgy, når vi skruede op for den rebelske Avril Lavigne. Hun føltes så relaterbar i vores oprørske teenagedage, og hun inspirerede os da også til at eksperimentere lidt mere med den sorte eyeliner. Gode tider! 

3. Britney Spears 

Godt nok fik skønne Britney sit gennembrud i slutningen af 90'erne (og toppede måske allerede der), men 00'erne var i den grad også Britneys æra, hvor hun udgav hits som I'm Not a Girl, Not Yet a Woman og Toxic. 

4. Christina Aguilera

Seje Christina Aguilera var endnu en af dem, der op gennem 00'erne smed den ene fantastiske sang efter den anden på gaden. Vi elskede blandt andet Fighter – og vi ville lyve, hvis vi sagde, at vi ikke har brugt sangen et par gange til at forberede os mentalt til eksamener i nyere år... Selvom det slet ikke er det, sangen handler om. 

5. Shakira 

Vi må have set en anelse mærkelige ud, når vi dansede rundt til Shakira hits som Whenever, Whereever på vores værelser. Og i virkeligheden ser vi sikkert lige fjollede ud i dag, når vi indtager dansegulvet på klubben. Shakira, derimod, har altid haft helt styr på det der med danserytmerne. 

6. Gwen Stefani

Vi husker Gwen Stefani for hendes helt særlige musik og stilistiske udtryk i 00'erne, og Hollaback Girl var et af de hits, vi aldrig blev trætte af høre på repeat. 

7. P!nk

Vi husker tydeligt at have set P!nks Stupid Girls rigtig mange gange på kanaler som MTV og The Voice tilbage omkring 2006, da sangen blev udgivet. For det var netop på de kanaler, at vi blev opdateret på, hvad der rørte sig i musikverdenen. 

8. Anastacia 

Anastacia er en af de særlige sangstemmer, vi husker allerbedst blandt 00'ernes mange sangerinder. Sick and Tired var en af de sange, vi følte passede så godt til os, når vi var vildt trætte over, at vores mor engang imellem bad os om at tage opvasken. Hårdt! 

9. Anna David 

Endnu et vaskeægte kæmpehit fra 00'erne er Anna Davids sang Fuck Dig. Hold da op, hvor har vi sunget den mange gange, samtidig med at vi følte den helt ind til benet! 

10. Natasja 

Åh, hvor vi savner Natasja! Den dygtige sangerinde gik bort alt, alt for tidligt, men lige inden nåede hun at udgive hittet Gi' mig Danmark tilbage, som de fleste kender i dag. 

11. Nelly Furtado 

Nelly Furtado var også fast inventar på vores musikapparater for mange år tilbage. Og faktisk gad vi godt at høre lidt mere til hende igen! 

12. Sys Bjerre 

En anden dansk sangerinde, der formåede at ramme os lige i vores teenagehjerter, var Sys Bjerre, som vi følte bare forstod os på et helt andet plan. 

13. Jennifer Lopez 

“Don't be fooled by the rocks that I got, I'm still, I'm still Jenny from the Block”-linjen hænger stadig rigtig godt fast i vores hjerner – sjovt, taget i betragtning af, at vi ikke kan huske, hvad vi spiste til middag i går. 

14. The Pussycat Dolls 

Okay, nu var The Pussycat Dolls jo egentlig en gruppe af sangerinder, men vi husker allerbedst Nicole Schwerzinger, der altid stod lidt mere i rampelyset end gruppens andre medlemmer. Vi elskede især hittet Don't Cha! 

15. Destiny's Child 

En anden gruppe af dygtige sangerinder, som vi ikke kan komme udenom, er Destiny's Child, som i den grad var starten til vores kærlighed til Beyoncé især. Og vi har stadig Girls på vores playliste den dag i dag! 

16. Kelly Clarkson 

Endnu en følelsesrig sang, vi husker meget godt fra 00'erne, er Kelly Clarksons Because Of You fra 2004. Vi kunne synge den udenad... Og vi føler den stadig! 

17. Hillary Duff 

Det er ikke muligt at nævne 00'ernes sangerinder uden at inkludere Hillary Duff. For udover at være ansigtet bag Lizzie McGuire lavede hun altså også bare nogle fede sange. 

18. Ashley Simpson 

Det er ikke så ofte, at vi kommer i tanker om Ashley Simpson i dag, men alligevel var hun en af dem, der engang gjorde indtryk på os – blandt andet da hun udgav sin sang Pieces of Me i 2004. 

19. Alicia Keys 

Den superdygtige Alicia Keys er stadig meget aktuel i dag, men hun formede i hvert fald også vores musiksmag for mange år tilbage. Og vi ønsker stadig, at vi bare kunne synge halvt så godt, som hun gør på nummeret Fallin'. 

20. Lily Allen 

Sidst men ikke mindst var Lily Allen også en af dem, der berigede os med god musik i 00'erne. I dag husker vi nok bedst sangen Smile. Og nå ja, også Fuck You, som ikke faldt helt i vores forældres smag. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.