Nu kommer verdens mest rørende og inspirerende film om at elske sin egen krop

Det er filmen om kropsidealer, vi har ventet på

18. juli 2016 af Maria Denise Christoffersen

Hvis du nogensinde set på din egen krop i et spejl og tænkt: “Jeg er ikke god nok”, så er denne film til dig.

Australske Taryn Brumfitt var så ked af sin krop efter at have været gravid, at hun gik i intens træning for at komme tilbage i form. Men efter at have opnået sin drømmevægt, indså hun, at behovet for at være tonet og slank ikke var noget, der kom fra hende selv. Taryn Brumfitt gik derfor i gang med en mission for at finde ud af, hvorfor så mange kvinder hader deres kroppe. Og hendes film om kropsidealer vil – udfra traileren at dømme – slå benene væk under os alle. 

Kroppen er ikke en pynteting

Da Taryn Brumfitt lagde et før- og efterbillede af sig selv på nettet, nåede det ud til mere end 100 millioner mennesker. Den store interesse fik australieren til at lave filmen Embrace – en film, hvor kvinder sætter fokus på behovet for at elske deres egne kroppe. Også når kroppen er i forandring.

“Det, der skete for mig, var, at jeg lærte at elske min egen krop uden forbehold,” siger Taryn Brumfitt. 

“Jeg fortalte mig selv, at min krop ikke er en pyntegenstand, den er et redskab, og den vil forandre sig. At jeg jeg ikke behøver at tilpasse mig samfundets strenge krav for, hvordan vi skal passe ind i én bestemt kropstype for at være lykkelige.”

Presset er virkeligt

Det er ikke tilfældigt, at filmfestivaler og kvinder verden over jubler over filmen. Presset for at se ud på en bestemt (perfekt) måde er nemlig meget virkeligt. Firmaet Dove har spurgt 10.000 kvinder i 12 forskellige lande om deres forhold til deres kroppe, og 69 procent af kvinderne svarer, at de føler et pres fra medier og reklamer. Et pres som får dem til at have det skidt med deres eget udseende. Det samme gør sig gældende hos 56 procent af de adspurgte piger.

Spørger du os, er den her modige film fra en modig kvinde lige, hvad vi har ventet på. Filmen har i disse dage premiere i Australien, og vi holder øje med, hvornår den kommer til Danmark.

Se traileren her: