‘Monsters, Inc’, ‘Find Nemo’, ‘Op’, ‘Wall-E’ – og nu ‘Inderst inde’.
Det kan godt være, Disney*Pixar-filmene ikke helt kan komme op på den tårnhøje piedestal, som vi sætter barndommens klassikere som ‘Løvernes Konge’ og ’Den lille havfrue’ på – men det er tæt på!
‘Inderst inde’ er sidste søde og sjove skud på stammen af animerede film, som du ikke kan undgå at blive i godt humør af at se på. Den handler om de fem følelser, der bor inde i hjernen på pigen Riley og prøver at styre hende sikkert gennem livet. Det er et sjovt, anderledes og nyskabende plot, som i virkeligheden kun er et par klassiske Disney-sange fra at kunne blive en rigtig favorit.
Undervejs i filmen er der masser af grin – og også potentiale for våde øjne, hvis du er i det rørstrømske hjørne – for filmens karakterer er virkelig lette at holde af og holde med.
Så hvis du længe har pønset på at invitere niecen eller naboens unger med i biografen, så er det nu, du skal slå til. ‘Inderst inde’ kan nemlig vække glæde i alle aldre – præcis som sad der en lille glæde-ansvarlig inde i din hjerne og trykkede på ‘aktiver’.
5 stjerner